Korsets død i vores sted

Langfredag er unik blandt alle kirkeårets helligdage. Jesu lidelse og død klinger selvfølgelig med ved enhver gudstjeneste, bl.a. i trosbekendelsens ord: ’Korsfæstet, død og begravet’.

Men langfredag er dagen til særlig undren og refleksion over det højst centrale og dybt gådefulde, som Jesu død på korset er. For hvad skete der på korset, og hvorfor måtte Jesus dø? Hvad er den egentlige og dybeste mening med det? Med al god grund har teologer og utallige andre kristne grundet over disse spørgsmål uden at se til bunds i dem.

Grundtvig har digtet om ’korsets gåde’ – og netop ikke om at have løst gåden, men om at tro på den: ’Ja, jeg tror på korsets gåde’.
Bibelen og teologien må benytte en række forskellige billeder og forklaringsmodeller for at udtrykke korsets og Jesu døds betydning, fordi én vinkel eller ét billede ikke kan rumme det hele.

Korsets betydning

Et klassisk og helt centralt svar siger, at Jesus døde i vort sted under den vrede og dom, som vi hver især med vor synd og oprør mod Gud havde fortjent. Her sættes der fokus på stedfortrædelsen:

At den korsfæstede udstod en andens straf og døde en andens død.mI Bibelen taler Paulus bl.a. om, at ’ham, der ikke kendte til synd, har han [Gud] gjort til synd for os’ (1. Kor. 5,21). Tilsvarende siges det, at ’Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld’ (Gal. 3,13). Og videre tales der om Kristus som ypperstepræst, der vel at mærke ikke ofrede et dyr, men sig selv (Hebr. 9,12). Om dette digtede Kingo:

Min Jesus, du er såret
for mine synder så,
jeg burde have båret
den straf, som på dig lå.
(DDS 193,3)

Grundtvig udtrykte stedfortrædelsen f.eks. med ordene:

Heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted. (DDS 192, 3).

Jesu lidelse og hans død på korset handlede altså ikke alene om et justitsmord eller om solidaritet med de lidende. Den handlede om mere end hans nærvær i meningsløsheden eller om et eksempel på at stå ved sig selv og sine ord. Den handlede om noget større og dybere end personlig integritet, om at ’gå linen ud’ eller om en heltegerning til efterfølgelse.

Jesu død var meningsfuld i den betydning, at den var et offer. Han gav sig selv af kærlighed til mennesket. Han blev ofret af sin Far på en måde, som menneskelig fornuft ikke kan rumme. ’Så sank du i vor jammer ned, så dybt som ingen véd’, skrev Brorson (DDS 572,1).

Jesus som offerlam

Et af Bibelens billeder, der trækker tydelige tråde fra Det Gamle til Det Nye Testamente, er Jesus som et offerlam. I Jerusalems tempel blev dyr ofret som synd- og skyldofre for at være formidlere af Guds tilgivelse til folket. I lyset fra langfredag og påskedag så de første kristne i disse ofre et forbillede på Jesu død. For det, som ofringen af dyr ikke for alvor og endegyldigt kunne, det skete i og med Jesu død. Betegnelsen ’Guds Lam’ går derfor igen i mange salmer, og Kirken synger fortsat søndag efter søndag:

O du Guds Lam
med korsets skam,
du bar al verdens synder.

I en nyere salme tales der om ’Lammet, der ofres for verdens skyld, for dine synder og mine’ (DDS 172,3). Der er meget i dette, som den menneskelige tanke og fornuft kan have det svært med eller direkte protesterer imod. For hvordan forstå dette, at en straf kan flyttes fra den skyldige til den uskyldige? Og er Gud ikke kærlighed – hvilken rolle spiller så denne straf?

Hans stedfortrædende død

I aktuel teologi og forkyndelse får talen om Jesu død som stedfortrædende ikke altid megen plads. Undertiden bliver den nedtonet eller forbigået, undertiden direkte modsagt og afvist. Men Jesu stedfortrædende lidelse og død hører til det inderste og bærende i troen på ham og i forståelsen af hans liv, død og opstandelse.

Der kan være elementer i dette, som kan forekomme vanskelige for tanken og fornuften, men det rummer ikke desto mindre noget uopgiveligt, som også er højst relevant for mennesker anno 2023. Gud tager synd, skyld og skam alvorligt. Han tager fejl og svigt alvorligt – både dem, vi begik, og dem, vi var ofre for. Hans tilgivelse er derfor noget andet end bagatellisering eller negligering af synden – og noget mere end at se igennem fingre med det hele. Den er derimod et opgør, et regnskab, som han selv gør med synden.

Bl.a. den norske teolog Arne Helge Teigen har understreget, at den klassiske treenighedslære her er afgørende for en sund og meningsfuld tro på Jesu død som stedfortrædende. Jesus var som Guds Søn ét med sin Far. Hans død betyder derfor ikke, at Gud lægger menneskets skyld og straf over på en anden, en fremmed og udefrakommende. Døden på korset handler derimod om, at Gud overtager menneskehedens straf og lægger den på sig selv.

Luther kunne derfor tale om forsoningen som en kamp internt i Gud. ’Gud kæmper med Gud’, kunne han sige. Og formålet med det hele var at vinde og redde det menneske, som ’burde have båret den straf, som på dig lå’. Luther har et andet sted talt om, at ’Kristus skulle være den værste af alle røvere, mordere, horkarle, tyve, gudsbespottere osv..

Der har aldrig været nogen være end ham i verden. For nu optræder han ikke for sig selv, som Guds Søn, der er født af en jomfru, men som en synder… han tog de synder, som vi havde begået, på sit legeme for at gøre fyldest for dem med sit eget blod’.

Den danske teolog Leif Andersen har udtrykt det sådan: ’Tro ikke, Jesus døde ufortjent – intet menneske har lidt en mere fortjent død end Jesus. Det var blot ikke ham, der havde fortjent den, men os…’ På den måde er der altså for alvor og endegyldigt gjort op med skylden. Alle skyldige og alle ofre for svigt og overgreb kan nu se på korset som stedet, hvor al skyld er taget alvorligt – og hvor der er gjort regnskab med den. Sagt anderledes: Gud ser ikke gennem fingre med vore fejl og fald; han ser dem gennem naglegab i den korsfæstedes hænder.

Dybder i Guds væsen

Fra korset falder der lys over dybder i Guds væsen: Hans hellige retfærdighed, sammenvævet med hans afgrundsdybe kærlighed. Hvert eneste menneske må se sig selv som anledningen til Jesu korsdød og dermed som adressat for denne kærlighed. For således elskede Gud verden… Dette er ikke menneskelig logik eller et købmandsregnskab, der går op. Det er guddommelig visdom og kærlighed. Det hører med til det, som er blevet kaldt ’det overlogiske’.

Og det er fortsat relevant og helt centralt! I dag kæmper børn, unge og voksne med følelser af mistrivsel, afmagt og egne og andres svigt. Jeg lykkes ikke og slår ikke til, mit liv går skævt, og jeg fejler og svigter. Men nu peger Kirkens forkyndelse på korset og siger om ham, som hang der, at ’du tog vor skyld og bar vor skam, vor sjæl at holde i live’ (DDS 435,3). Alt det, der tynger sindet og tærer på selvrespekten, er nu besejret og betalt.

Og til den ensomme kan Kirken forkynde, at mere ensom end nogen anden var Jesus på korset – for os og i vort sted. Hans råb til Gud: ’Hvorfor har du forladt mig?’ udsprang af den dybeste og tungeste form for ensomhed: At være forladt af Gud. Et helvedes-skrig er det blevet kaldt.

Kingo beskrev det sådan: ’For min skyld blev du så forladt og af Guds vrede taget fat, at aldrig jeg forlades skal dødens grumme, dybe dal’.

Sejrsjubel og opstandelses tro

På korset blev Jesus altså virkelig helt ensom og forladt – med det formål, at ingen anden skal blive det på samme måde. Her er der lys og trøst i mødet med ensomhed, med skyld og svigt, med anger og angst.

Påskemorgen satte den tykkest mulige streg under alt dette. Når sejrsjubel og opstandelsestro gennemgløder de første kristne, er dette vævet tæt sammen med troen på ham, som døde på korset. For den opstandne er netop ham, der led ’korsets død i vores sted’.