Nobelpris-kandidat taler på konference i Mariager

Maggie Gobran, som arbejder blandt fattige i Cairo, taler på FrikirkeNets lederkonference

Egyptiske Maggie Gobran, som flere gange har været nomineret til Nobels fredspris for sit sociale arbejde, taler ved FrikirkeNets lederkonference i november.

Til november taler egyptiske Maggie Gobran ved FrikirkeNets lederkonference. Hun har en række gange været nomineret til Nobels Fredspris for sit unikke sociale arbejde, som begyndte i Cairos verdensberømte skraldeby i 1980’erne.

”Jeg fik kvalme af lugten, og jeg blev syg om hjertet ved at tænke på, at mens jeg levede et behageligt liv, så kunne de folk, jeg besøgte, ikke engang få en kop rent vand.” Omtrent sådan var Maggie Gobrans reaktion, da hun i 1985 for første gang besøgte Cairos såkaldte skraldeby – et virvar af nedslidte huse og smalle (jord)veje, hvor udmagrede æsler trækker vogne af træ med tårne af affald.

Som den yngste datter i en familie fra den øvre middelklasse i Cairos koptisk-ortodokse samfund var hun vokset op uden at kende til de barske realiteter i Cairos fattigste område.

Stephen’s Children

– Folk fortæller os, at det er et scoop at få besøg af Mama Maggie, fortæller FrikirkeNets generalsekretær, Mikael Wandt Laursen.

I dag leder Maggi Gobran organisationen Stephen’s Children, som hver dag rækker ud til 40.000 børn med mad, tøj, uddannelse og mentorhjælp – ikke kun i Cairos skraldeby, men i alle Egyptens 27 provinser. Og den 11.-12. november i år kan hun opleves på FrikirkeNets lederkonference i Mariager. ”Folk omkring os siger, at det er intet mindre end et scoop,” smiler Mikael Wandt Laursen, generalsekretær i FrikirkeNet og uddyber:

”Mennesker, der har mødt Mama Maggie, er blevet dybt berørte af hendes enkle tro og store hjerte. Her er der en kvinde, som gennem sin tro på Gud og kærlighed til de fattigste bogstavelig talt har forvandlet hundredtusinder af egypteres liv.”

Dårlig sundhed, ækel stank, vold og misbrug

I Cairos skraldeby lever tusinder af familier af at sortere og derefter sælge genbrugeligt affald fra Cairos flere end 20 millioner indbyggere. Det anslås, at 30 procent af storbyens affald ender i skraldebyen. Rådden mad, brugte bleer, knust glas, sprøjtenåle, metal, papir, plastic, pap – alt bliver gennemgået og sorteret, og ikke mindre end 80 procent genbruges.

Spildevand, dårlig sundhed og en ækel stank er et vilkår, og vold og misbrug – også af børn – er alt for almindeligt. Rent vand og elektricitet er derimod mangelvarer, og næsten halvdelen af alle børn dør, inden de fylder fem år. Nogle af sult, andre af sygdomme som dysenteri. Typisk er hele familien involveret i arbejdet med affaldet, hvilket betyder, at skolegang og uddannelse er uden for rækkevidde for mange børn og unge.

Det var denne elendighed, Maggie Gobran første gang stiftede bekendtskab med i 1985, og som koptisk kristen var det naturligt for hende at kanalisere sit chok ud i bønner til Gud: ”Hvis du er barmhjertig, hvorfor tillader du så al denne elendighed i menneskers liv?” Det skulle vise sig, at hun selv blev en del af svaret på de bønner.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den største anerkendelse

Arbejdet har adskillige gange vakt international opmærksomhed. Således var Maggie Gobran i 2020 på BBC’s liste over verdens 100 mest indflydelsesrige kvinder. Hun har været nomineret til Nobels Fredspris en række gange (i 2012 var hun bookmakernes klare favorit) – og i 2020 var begrundelsen for nomineringen fra en række canadiske parlamentsmedlemmer blandt andet:

”Klædt helt i hvidt er Mama Maggie nærmest en engleagtig tilstedeværelse i Egyptens slumkvarterer, der legemliggør dyderne generøsitet, mildhed og næstekærlighed.”

Og tidligere statsminister i Norge Kjell Magne Bondevik har kaldt hende ”et enestående eksempel på kristen næstekærlighed i vores tid.” I 2019 modtog hun den amerikanske regerings ”International Woman of Courage Award”, som blev overrakt af udenrigsminister Mike Pompeo og Melanie Trump. I 2017 modtog hun ”The Arab Hope Make Prize”, som uddeles af sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, Dubais øverste leder og premierminister i De Forenede Arabiske Emirater.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Et enestående eksempel på kristen næstekærlighed i vores tid.”
– Norges fhv. statsminister Kjell Magne Bondevik

Og sidste år modtog hun ”Arab women of the year”-prisen i kategorien ”Community Service”. Men den anerkendelse, som hun sætter allerhøjst, er det kælenavn, som børnene i skraldebyen gav hende for mange år siden: ”Mama Maggie”.