Restegarnet

Jeg elsker at strikke. Men med min produktionsintensitet bliver det ret dyrt i længden. Derfor tager jeg ind imellem mine granrester frem for at se, om jeg kan få noget fornuftigt ud af dem. Er det bomuldsgarn, kan jeg fx lave farvestrålende karklude.

Mit sidste projekt har været at samle alle mine strømpegarnsrester, og indtil nu har det resulteret i syv par sokker. Egentlig var min tanke, at sådanne restesokker kunne bruges i mine gummi- eller vandrestøvler, hvor ingen skulle se på dem. Men nu har det vist sig, at de faktisk er blevet flottere end mange af de sokker, jeg oprindeligt strikkede, og hvis ”levninger” nu er blevet brugt.

Ud af de halve eller kvarte nøgler kom noget lige så smukt som af de hele, da jeg lod min kreativitet og fantasi få lov at boltre sig. I sig selv så resterne måske ikke ud af noget, men sat sammen og i de rigtige hænder blev de brugbare.

Mine restesokker endte med at blive en prædiken for mig:  Havde jeg villet nøjes med, hvad jeg havde til overs fra ét nøgle, var der aldrig blevet til et nyt par sokker. Resterne til ét par sokker kom måske fra fem eller syv forskellige nøgler. Men sat sammen blev der nok til endnu et par sokker.

På samme måde opnår vi ikke det samme smukke resultat, hvis vi mener at kunne klare os uden andre. Forsøger vi det, vil vores rest aldrig slå til. Men lægger vi alle vores rester sammen, vil der selv af noget småt og tilsyneladende betydningsløst kunne komme et kunstværk. Men det fik mig også til at tænke på, at restesokkerne viser noget vigtigt om vores forhold til Gud.

Vi tror ofte, at vi må være hele og perfekte for at være brugbare. Men virkeligheden er en anden! Gud bruger det, som kan se ud som værdiløst – og laver et mesterværk ud af det. Og oftest bliver resultatet bedre, end hvis vi havde været ”en hel nøgle dyrt garn”, for da havde vi ikke den samme brug for en kreativ kunstner.

Forleden læste jeg en sætning i Joni Eareckson Tadas andagtsbog, ”Himmellys”, som udtrykker noget af det samme:

”Føler du dig svag i dag? Så husk, at den mindste tristhed eller træthed giver dig meget bedre mulighed for at læne dig op ad Kristus med hele din sjæls vægt”.
Jo mindre, der er af mig, jo mere bliver der plads for Gud – og kun dér bliver vi for alvor til velsignelse i hans rige. Eller som én engang har sagt: ”Desværre stoler jeg ofte mere på min egen afmagt end på Guds almagt”. Vover vi imidlertid at kaste vores tillid på hans almagt, bliver vores afmagt pludselig til gavn for os.