”Danske kristne er også forfulgte”

Open Doors holdt i sidste weekend inspirationsdag om Indien både i København og i Vejle.

– Kristne i hele verden hører sammen, og det må vi danskere huske, når vi taler om forfulgte kristne i fx Nigeria, Nordkorea eller Indien, fastslog Open Doors’ gæstetaler. Fotos: Nicolaj Kristensen

Det er en misforståelse, hvis danske kristne ikke tror, de er forfulgte, lød det ved Open Doors’ inspirationsdag ”Håb for Indien” lørdag den 17. juni. Fordi kirken er en enhed, forfølges danske kristne, hver gang en kristen i eksempelvis Indien eller Nigeria forfølges.

– Hvis man får et sår på foden, som der går betændelse i, er det hele kroppen, som får feber. Hele kroppen oplever smerten. Derfor giver det ikke mening at tale om, at danske kristne ikke bliver forfulgt, mens eksempelvis mange indiske kristne bliver det. Sådan lød en af pointerne fra den indiske gæstetaler Rajesh Sing ved Open Doors’ inspirationsdag ”Håb for Indien” i Nordvestkirken i København.

’Vi bliver forfulgt i Indien’

”Kirken er én. Vi tror alle på Jesus. Og hvis vi er et, kan vi så sige, at den indiske kirke er forfulgt, men ikke den danske?” spurgte han retorisk og opfordrede:
”Lad være med at sige, at I ikke har forfølgelse i Danmark. Sig i stedet: Vi bliver forfulgt i Indien. I Nigeria. Og når du gør noget for den forfulgte kirke, så har du ikke gjort det for den forfulgte kirke, men for din egen krop.”

Undere blandt forfulgte

Inspirationsdagen blev indledt af Open Doors’ generalsekretær, Jens Kristian Lund Jensen, som fortalte om en person, Mukesh, som han mødte under en rejse til Indien tidligere på året. ”Mukesh* var en mand, som blev helbredt efter bøn. Det er noget, som sker meget ofte i huskirkerne i Indien,” forklarede generalsekretæren.

”Jeg følte næsten, at jeg var midt i Apostlenes Gerninger. Der er helbredelser, Ordet bliver forkyndt, og der opstår forfølgelse. Men hvis man bliver forfulgt et sted, fortsætter man bare til det næste. Der er vækkelse i en grad, så man ikke kan nå rundt til alle,” konstaterede Jens Kristian Lund Jensen.

Børnene lider

Den indiske gæstetaler beskrev, hvor voldsom forfølgelsen af kristne i Indien er – selv om landet officielt har religionsfrihed, er der lige nu 11 stater med antikonversionslove, og to mere er på vej, ligesom der er kræfter, som arbejder på en national antikonversionslov. Derudover angriber store grupper af hindunationalister – som ofte blot er de kristnes naboer eller familie – kirker, kristnes ejendom og de kristne selv.

I 2022 var flere end 440.000 mænd, kvinder og børn udsat for direkte forfølgelse – og det er kun de tilfælde, som Open Doors har registreret via et netværk af flere end 1.000 frivillige over hele landet. Særligt børnene opfordrede Rajesh Sing til at bede for:

”Jeg er meget bekymret for det store antal børn, som oplever forfølgelse. Har du nogensinde spurgt dig selv om, hvorfor børn skal lide? Jeg kan måske forstå, at voksne forfølges, men hvorfor forfølges et barn på grund af dets fars eller mors tro? Tak, om du vil bede for børn, som forfølges. De risikerer at vokse op fyldt med had og vrede mod deres forfølgere. Eller mod den kristne tro.”


Artiklen fortsætter efter annoncen: