Helle Bonnesen: ”I kirken finder jeg styrke til hverdagen”

Ved folketingsvalget sidste år blev Helle Bonnesen valgt ind i folketinget for Det Konservative Folkeparti. I dag besidder hun en række ordførerskaber, som blandt andet tæller den vigtige rolle som partiets kirkeordfører.

Trods det, at Helle Bonnesen er ny i landspolitik, så er hun ikke grøn som politiker. Hun har således siddet i Københavns Borgerrepræsentation siden 2018, ligesom hun har siddet som regionspolitiker i Region Hovedstaden. Heller ikke kirkepolitisk er hun uerfaren. Fra 2012 til 2020 var hun i menighedsrådet i Garnisonskirken. De sidste tre år som formand.

Hjemmevant i kirken

Kirken har da også altid spillet en rolle i Helle Bonnesens liv:

”Jeg føler mig hjemme i Folkekirken og er glad for at komme dér. Jeg er delvist vokset op med at gå i kirke. Mine forældre går i kirke en gang imellem, men det har ikke været en egentlig familietradition. Jeg gik faktisk mest i kirke alene uden mine forældre og har altid haft bevidstheden om, at kirken har stået til rådighed. Men der har været nogle nedslagspunkter i mit liv, hvor kirken har fået betydning. Da jeg var lille, skete der en række alt for tidlige dødsfald i familien. I den periode blev kirken synlig og vigtig for mig.”

Kirken som ventil

På samme måde fik kirken en central rolle for hende, da hun blev studerende:

”Når man er studerende, lever man sit liv i et højt tempo med mange indtryk, mange aktiviteter og mange krav og deadlines. Så jeg syntes, at kirken var rar at ty til som en ventil i mit studieliv. Derfor opsøgte jeg kirken igen., Her var et sted, jeg kunne puste ud og fokusere på noget andet end dagligdagen og samtidig reflektere lidt over det hele.”

Da Helle Bonnesens datter begyndte i menighedsbørnehave i Garnisons sogn, blev kirken igen nærværende for hende:

”For syv år siden havde jeg et alvorligt sygdomsforløb, hvor jeg brugte kirken rigtig meget. På den måde er kirken gledet ind og ud af mit liv afhængigt af, hvor jeg har været i mit liv, og hvad jeg har haft behov for. For mange er kirken et sted, man tyer til, når livet gør ondt. Det har det også været for mig. Men, der har også været andre perioder, hvor den har fyldt meget.”

Åben for alle

Når Helle Bonnesen skal sætte ord på, hvad det er ved kirken og troen, som virker dragende, pointerer hun netop det at vide, at der er én, der er større end hende og muligheden for at sætte sig selv ind i en større sammenhæng:

”Det hænger også sammen med behovet for refleksion og for at høre en god prædiken, man kan tage med hjem og tænke over resten af dagen. I kirken kan jeg finde styrke til hverdagen. Nogle gange har det også handlet om behovet for at blive taget imod. Kirken, som Guds hus, er jo åben for alle. Jeg godt kan lide, at kirken er let tilgængelig. Der er ikke nogen tvang. Gud er her for mig. Det er meget få andre steder i samfundet, hvor man bare kan møde op og være – og med det samme høre til, uden at der bliver stillet krav. Den næstekærlighed, jeg føler i kirken, betyder meget for mig.”

Kirkeordfører

Det er oplagt at tænke, at Helle Bonnesen med sit kendskab til kirken både personligt som kirkegænger og mere fagligt som tidligere medlem af et menighedsråd har særlige forudsætninger for sit hverv som kirkeordfører:

”Jeg kommer selvfølgelig med et vist indblik, men det er ikke sådan, at man ikke kan varetage en opgave, hvis ikke man har noget baggrundsviden- og erfaring med sig. Man kan jo også godt være børneordfører uden at have børn. Jeg bruger helt klart min egen erfaring, men jeg er sikker på, at andre kommer med andre fordele. Man skal også huske på, at kirken er så stor, at den indeholder mange ting. Kirkeområdet rummer alt fra kulturarv og kirkegårde til flygtningepolitik, ligesom mange kirker er engageret i børnehaver, plejehjem, sociale arrangementer og sang og musik. Så kirke-paletten er enorm.”

Fældede en tåre på sidste Store Bededag

Som kirkeordfører var én af de første store sager, hun skulle tage sig af, spørgsmålet om afskaffelsen af Store Bededag:

”Jeg har været meget rystet over måden, man tilsidesatte en normalitet – den, at kirkens område skal høres af kirken. Jeg ved godt, at mange siger, at man tager en fridag fra familierne, og det er jo også rigtigt, men man tager også en helligdag ud. Jeg troede ikke, at helligdage kunne være til salg. Men det kan de tilsyneladende, og det har jeg været frygtelig indigneret over. Jeg synes, det er hårdt, at vi på den måde kan sætte pris på vores kristne samfund. Jeg kan slet ikke forstå, at man kan gøre det – og ovenikøbet uden at spørge kirken. Det har været ukristeligt at se på. Bededagene kom jo i sin tid pga. urolige tider. For første gang i min tid har vi krig tæt på os i Europa, og så fjerner vi den bededag, hvor vi skulle finde styrke i en krisetid. Under corona lukkede man kirkerne, og nu i en tid med krig dropper man Store Bededag. Jeg gik i kirke Store Bededag, og jeg fældede en tåre, da jeg kom ud af kirken. Selvom kirken måske ikke fylder så meget i danskernes hverdag, så synes jeg, at sagen om Store Bededag har vist os, hvor meget den fylder, når vi bliver frataget den”

Helligdage ud og ind i lukkeloven

I samme kategori ligger ideen om, at man i regeringen ville afskaffe begrebet ”helligdag” i forbindelse med lukkeloven. Også her tog Helle Bonnesen kampen op, og ordet endte med at komme tilbage i lukkeloven:

”For mig var det en måde at gøre kirken endnu mindre synlig. Det var vi en række partier, der var meget utilfredse med – og det var så den slags krummer, som regeringen ville give os.”

Barnets tarv

Endnu et sted, hvor Det Konservative Folkeparti har gjort sin mening gældende på det sidste, er i forslaget om at hæve abortgrænsen fra 12. til 22. uge, som er fremsat af Enhedslisten. Da det ikke er indenfor Helle Bonnesens ordførerskaber, henviser hun her til sin partifælle Mette Abildgaard, der flere gange i den sidste tid har været i medierne og talt ikke bare for kvindens, men også for barnets ret:

”Abortspørgsmålet er noget, vi er meget optaget af i vores parti, og spørgsmålet om barnets tarv er en del af diskussionen. Vi inddrager imidlertid også overvejelser ud fra humane eller medicinske perspektiver.”