Marius Skov malede Guds skaberværk

– Alle mine billeder er religiøse, thi jeg maler Guds skaberværk, sagde kunstmaleren Marius Skov. Han lagde ikke skjul på, at han var troende kristen – han kom endda i det lokale missionshus i Bramming.

Bagved talerstolen i dette missionshus hænger et stort maleri, som Marius Skov har udført. I påsken kom en ældre kvinde, Lillian Møller, med et fotografi af maleriet. Lillian fortalte, at hun havde siddet i missionshuset så mange gange og betragtet dette gribende billede. Hun ønskede, at vi skulle sende det til klummeskribent Jenis av Rana på Færøerne, fordi hans landsmand Adrian Johansen havde været missionær i det sydvestlige Jylland.

Research: Marius Skov

Jeg kendte ikke Marius Skov, men fandt frem til, at tidl. museumsinspektør Mogens Hansen, Bramming Egnsmuseum, havde samlet omkring 100 malerier af Marius Skov! En del blev udstillet på en særudstilling. Nu skal en del af malerierne overflyttes til Esbjerg Museums arkiver. Skæbnen for resten af malerierne er usikker.

Vi aftalte at mødes med Mogens Hansen på hans tidl. museum sammen med museumsinspektør Søren Byskov. Her fik vi mulighed for at se nogle af de mange gemte malerier og få en snak om maleren.

Genopdagede Skov

Da Mogens Hansen kom til museet i Bramming for godt ti år siden, havde man kun tre malerier af Marius Skov. Museumslederen blev straks interesseret i den lokale maler, som havde malet over tusind egnsbilleder fra han flyttede til Bramming i 1925 og indtil sin død i 1964.

– Så begyndte jeg at samle på hans billeder. Mange fik vi foræret af nogen, hvis forældre eller bedsteforældre havde købt dem. Andre købte vi for små penge, fortæller Mogens Hansen. Mens Marius Skov levede, havde malerierne kostet mange tusinde kroner, så han kunne bo herskabeligt på den tidligere herregård. Men efter hans død begik enken Marie den fejl at sætte alle de mange malerier til salg på én gang. Derved raslede prisen selvfølgelig ned, så man nu kan være heldig at købe et Skov-maleri for under tusind kroner…!
Men Mogens Hansen mener, at Skov fortjener et bedre eftermæle end prisen på hans malerier synes at indikere.

Født i det besatte land

Marius Skov blev født i Skodborg ved Rødding i 1885 og måtte gå i tysk skole i det besatte Sønderjylland. Kun undervisningen i kristendom var på dansk. Så selvom familien var dansksindet og talte dansk med hinanden, var Marius selvfølgelig ikke god til at skrive og stave på dansk. Men det rettede han senere op på ved at tage på dansk højskole.

Familien boede på Højgård, en stor firlænget slægtsgård. Men faderen døde allerede som 33-årig af tuberkulose, da Marius kun var 2 år. Moderen giftede sig hurtigt igen, idet hun stod alene med fem børn. Uheldigvis var hendes nye mand drikfældig, så de måtte snart sælge gården. Det samme skete med den mindre gård, de købte. Familien endte i Esbjerg, hvor de også flyttede flere gange. Denne opvækst prægede Marius og ledte ham i en helt anden retning end stedfaderens.

Barsk barndom

Familiens økonomi var anstrengt. Så allerede som 11-årig begyndte Marius at arbejde i en barber-forretning i Esbjerg, hvor han skulle indsæbe kunderne.

– Fra sidst på eftermiddagen til kl. 11 om aftenen var der slet ikke tid til at sætte sæbekoppen fra sig, og når det endelig blev lukketid, var fingrene så stive, at jeg måtte tage dem med den anden hånd for at rette dem op, skriver han i sine erindringer. Han fik 50 øre om ugen i løn. Året efter fik Marius arbejde som 12-årig vogterdreng af får og kvæg i Skodborg, syd for grænsen, hvor han var født. Her var han glad for at være, og han tjente 50-60 kr. hver sommer. Ganske vist savnede han familien. Den gårdskarl, han skulle dele seng med, hev dynen til sig. Men til gengæld nød Marius at være ude i naturen, hvor han vogtede får som en anden David. Naturen var for ham Guds store skaberværk, og senere blev han en dygtig landskabsmaler. Han malede ikke blot ”fotografier”, men stemningsfulde miljøer. Men først var han i lære som dekorations-maler og levede også her under meget nøjsomme kår. Han nød at komme ud på en gård og male, for så fik han ofte noget ordentligt mad. Marius var nu begyndt at male malerier sammen med sin malermester i Holsted. Og det lykkedes ham at sælge nogle og skaffe sig ekstra penge til tøj m.m.

De faderløses fader

Da Marius var 15 år, døde hans mor. Det blev et vendepunkt:

– Jeg havde nu ikke længere et hjem, men søgte tilflugt hos ham, der er de faderløses fader… Han gav mig venner, der også var hans venner, og jeg mindes de mange gode hjem, der åbnede sig og tog sig af mig, fortæller han. I Holsted kom Marius med i KFUM, som dengang var en vækkelsesbevægelse ligesom Indre Mission. Og han kom med til kristne møder og fandt sit andet hjem hos boghandler Kirk.

Omvendelse og hån

– Jeg var blevet et søgende menneske og ville gerne have mit forhold til Gud i orden. Jeg var ofte fortvivlet, men kunne længe ikke fatte, hvordan man blev omvendt til Gud. Jeg troede, der skulle ske noget overnaturligt – en åbenbaring, fortæller han.

– Da jeg var 16 år, sad jeg en aften på mit værelse og grundede over, hvordan jeg skulle finde ind til Gud på rette måde uden at komme ind i noget sekterisk, for hvad var den rette af de religiøse retninger? spørger han.

– Men Gud kastede sit lys på min vej og lod mig forstå, at det skulle jeg ikke bryde mit lille hoved med, men roligt overlade til ham. Jeg bøjede mig i bøn og bad Gud bevare mig hos sig, hvilket han har gjort til i dag, trods modstand og hån fra slægt og venner, der mente, at det gik nok af mig, når jeg blev voksen og kom ud i verden, fortæller han.

Højskole og udlandsrejser

Efter at have fået svendebrev som maler tog Marius på højskole i Haslev i vintrene 1903 og 1904. Senere vendte han tilbage som tegnelærer fra 1915-25. Men inden da arbejdede han for at tjene penge i bl.a. Vejle, Kolding – og Berlin. Her gik han samtidig på kunstskole i tre år. Bagefter var han i Dresden og Nürnberg sammen med malervennen Jens Laurentius Christensen fra Holsted. De malede undervejs og solgte deres billeder, så de kunne leve og rejse. Undervejs mødte de nogle andre danske navere (omrejsende håndværkere).

– Det gik meget lystigt til, men åndsforladt og nedbrydende, bemærker Marius. Efter en tur i Schweiz tog han igen på højskole i Haslev i vinteren 1904.

Gud og kunstakademiet

Han havde tydeligvis talent og søgte i 1910 om at komme ind på Kunstakademiet i København. Men han var i tvivl, om det nu var Guds vilje med hans liv. Han bad derfor om, at han måtte komme ind ved første forsøg, selv om det ikke var almindeligt, som et tegn på, at det var Guds vej for ham. Og han kom ind ved første forsøg og begyndte studierne i 1911.

Han havde bl.a. Viggo Johansen, Joakim Skovgaard (som stod bag fresko-malerierne i Viborg Domkirke) og P. Rostrup Bøyesen som lærere. Men han var fattig og levede af ”ussel kost” bestående af kartofler og fedtebrød, suppleret med en billig torsk ind i mellem. Men på grund af flid og talent, fik han et legat, og han blev også rykket op i en højere klasse to gange.

Det skabte lidt misundelse, men Marius havde talent og fik i 1915 de første to malerier optaget på forårsudstillingen på Charlottenborg. Han gik i fritiden på den såkaldte croquisskole – det betyder ”skitse-skole”. Her lærte han at tegne levende nøgenmodeller. Det har nok været en udfordring for hans religiøse moral, men han lærte håndværket og dyrkede i øvrigt ikke den genre mere, da han først var blevet færdig med uddanneslen.

Kunstnerisk eksperimenterede Marius Skov i de unge år lidt med de moderne retninger som fx impressionisme, jugendstil og kubisme. Han kendte de nye strømninger i hans tid – bl.a. symbolisme og surrealisme – og forholdt sig til dem, men valgte dem fra. Han fandt sig bedst tilpas med naturalismen. Nogle mener, at han var nødt til at male naturalistisk, fordi han skulle sælge sine malerier.

Folk yndede sofastykker med motiver, de kunne genkende. Det kunne være vandløb i skoven, åbent land med sne, klitlandskaber, gårde eller naturscenerier. Men Skovs mange naturalistiske malerier skyldtes også hans fascination af naturen som Guds skaberværk.

”Jyderne”

I 1915 tog han afgangseksamen fra akademiet. De kommende år var han med på udstillinger rundt om i landet, hvor han nogle steder havde et halvt hundrede malerier med og solgte rigtig meget. I øvrigt fik han gode anmeldelser. Af en omtale i Horsens Avis forstår man, at han er blevet rosende omtalt af franske kritikere som ”Vestkystens skildrer”.

Senere var han med i en kunstnergruppe, som hed ”Jyderne”. Måske et jysk oprør imod kultureliten i København. Eller måske ønskede de blot at skildre den jyske natur ligesom Skagensmalerne, der var blevet meget populære. ”Jyderne” udstillede fra 1939-43 på ”Den Frie på Østerport station samt i Odense, Tønder – og i Skagen.

Vestjyllands skagensmalere

Selv opholdt Marius sig i 1914 i Skagen under en sygdomsperiode. Måske havde den dårlige kost gjort ham svag. En ven tilbød ham husly i Skagen, hvis Marius ville male et par billeder til ham. Her mødte han også malerne Kristen Iversen fra Holsted og Niels Holbak fra Tistrup, som han senere rejste i Europa med.
Disse jyske kunstnere blandede sig åbenbart ikke med de feterede skagensmalere – Krøyer, Michael og Anna Ancher, Hugo Alfvén – eller digter-maleren Drachman.

I hvert fald fortæller Marius Skov slet ikke om dem i sine erindringer. Måske brød ”Jyderne” sig ikke om det snobbede og verdslige kunstnermiljø, som var præget af spiritus og store armbevægelser. ”Jyderne” havde knapt så store armbevægelser og des mere flittighed og mådehold. Og flere af dem var – i modsætning til Skagensmalerne – dybt troende.

Dog kom Anna Ancher også fra et missionsk hjem, hvor hun havde en troende mor. Anna malede midt i sin ulykkelighed et selvportræt (formentlig) af sig selv ved korsets fod hos Jesus. Men det er en anden historie, som vi har fortalt i Udfordringen.

Tilbage til Jylland

Marius Skov traf sin første kone Katrine under et sommerophold i Tistrup ved Varde. Her boede Skovs malerkolega, Niels Holbak (1884-1954). Holbak var født i Tistrup, men flyttede senere til hovedstaden og fulgte sin hustru i den katolske kirke. I 1922-23 søgte Marius orlov fra jobbet som tegnelærer fra Haslev Gymnasium.

Sammen med Niels Holbak rejste han til Sydtyskland, hvor de to kunstnere malede sig til opholdet og rejserne. Da Marie og Marius Skov blev gift i 1925, købte de Bramming Hovedgaard, og senere fik de også en sommerbolig på Fanø. Når det var muligt for Skov at bo i så store herregårds-omgivelser, skyldtes det, at Marius var en meget flittig maler, hvis malerier i den grad faldt i folks smag – samtidig med, at de var af god kunstnerisk kvalitet.

At bo på en herregård var en drøm for Kathrine, men Marius indrømmer dog i sine erindringer, at arbejdet med at holde den store gård nær havde taget modet fra dem. Gården var ikke rentabel, men heldigvis solgte han mange billeder til gode priser.

Flere slags gæster

Ægteparret åbnede også deres store hjem for KFUM fra Holsted, Varde og Esbjerg. Der blev holdt vinterlejre på hovedgården. Så var der i 5 dage 40 unge mænd i lokalerne, foruden ledere, talere og køkkentanter. Under 2. verdenskrig kom der ubudne gæster. Den tyske besættelsesmagt beslaglagde flere bygninger. På Bramming Hovedgaard blev Marius Skov i 1943 ufrivillig vært for flere tyske officer.

Blandt dem var dog også en billedhugger, som var lige så træt af krigen som Skov. Han modellerede Marius Skov i ler. Hans værk blev senere støbt i bronze og pryder i dag Skovs gravsted i Bramming.

Drømmen om Italien

Enhver kunstner drømte dengang om at komme til Italien, og den drøm gik i opfyldelse for Marius sammen med hans første hustru Kathrine. I Firenze mødte parret den danske kunstmaler Villiam Scharff og hustru Ingeborg Ussing. De boede på samme hotel og malede sammen hver dag, mens de diskuterede faglige udfordringer.

I Assisi havde de håbet at møde den store danske forfatter Johannes Jørgensen (1866-1956), som havde slået sig ned i Assisi i 1915 efter sin kristne omvendelse i 1896 (Han var ven med Stuckenbergs og skrev bl.a. den kristne pilgrimssang ”Imellem nattens stjerner”). Desværre var han ikke i Assisi, da danskerne kom derned.

I stedet studerede Marius den store kunstner Giottos freskoer i kirkerne. Han var især imponeret af den ”stilfærdige farvevirkning”. Parret blev i Assisi en uge, hvor han lavede skitser fra Fransiskanerklosteret. Flere malerier er fra denne periode og er præget af hans store håndværksmæssige kunnen. Parret fortsatte til Rom. Her malede han Rafaels ”Skolen i Athen”. Han skænkede det store billede til Haslev Gymnasium, hvor det hænger endnu idag.

– Det tog mig en måned med fem timers dagligt arbejde at male værket. Hver dag kl. 14 forlod jeg Vatikanet og tog sporvognen til det gamle Rom med Forum Romanum og Paletinerhøjen, hvor min hustru mødte mig med fornødne levnedsmider, som vi tilberedte på et medbragt spritapparat under åben himmel, fortæller han.

Det har været en romantisk rejse for det unge kunstnerpar. De rejste også i Østrig, Schweiz og Frankrig. Kathrine og Marius kunne ikke få børn, men de adopterede tre af broderens piger – Ayoe, Vera og Grethe. Efter Kathrines tidlige død i 1936 rejste Marius selv til Frankrig, Spanien, Sicilien og Monaco. Efter tre år som enkemand giftede han sig med Marie Dinesen fra Hårlev på Fyn. De flyttede til en villa på Ribevej i Bramming.

Sammen besøgte de Italien igen. Han lærte sig sproget og følte det som sit andet fædreland. Parret rejste også til Det Hellige Land og besøgte de bibelske steder. Skov beskriver det som noget af det største – fx at stå ved brønnen i Nazaret fra Jesu tid og gå i Jerusalem, Betlehem og Jeriko. Marius Skov fortsatte med at male livet igennem indtil sin død i 1964, hvor han var 79 år.

Bramming Hovedgaard blev senere hjemsted for Sydvestjyllands Efterskole, der blev oprettet med Inger og Vagn Gimm som pionérer. Her hænger også et par af Marius Skovs malerier. Efter hans død blev Marie boende i huset, indtil hun i slutningen af 1980erne flyttede ind på plejehjemmet Solgården, hvor hun døde i 1993, næsten hundrede år gammel.