Roman om tre teenagere og deres kampe
’En vej i det skjulte’ er en debutroman skrevet af Mia Marcher-Hentze, som primært henvender sig til teenagere.
Bogen udspiller sig hovedsageligt om tre teenagere, der har det svært og kæmper med forskellige ting. Vi møder Kasper, der har trukket sig væk fra familien og fundet nogle uheldige venner, Mina, der føler sig alene, og Johannes, der gemmer sig i musikken. Deres liv krydser hinanden gennem uheldige situationer og valg, der viser sig at have stor betydning for fremtiden. Gennem hele bogen styrker de hinanden i livet og i troen på Gud.
Mina er lige flyttet til byen fra Italien efter at have mistet sin far. Hun ønsker at finde et kristent fællesskab, men der er ingen hjælp at hente fra hverken hendes mor eller søster. Første dag i kirken møder hun Johannes, og der begynder rejsen på et godt og sundt venskab. Mina får et glimt af den flotte blonde dreng Kasper og begynder at tænke over, hvem han er og får en stærk følelse af, at hun skal hjælpe ham, men det bliver ikke let.
Herefter takler Mina, Kasper og Johannes sammen alt fra bander og trusler, til ensomhed og familieproblemer. ’En vej i det skjulte’ er en bog, jeg synes er fantastisk, fordi den handler om kristne teenagere, og hvordan man kan have Gud med i sin hverdag, og derfor på nogle måder kan være relaterbar, fordi den både skriver om op- og nedture.
Mia får viklet Gud, Jesus og tro ind i teenagernes liv på en måde, hvor det stadigvæk bliver medrivende, og hvor jeg personligt bliver inspireret til selv at være mere tro mod Gud. Der er spænding og action i bogen, men der er også rolige og dybe samtaler om tro og personlige problemer og følelser. Man bliver draget helt ind i bogens univers med dens præcise og flotte beskrivelser og billedsprog.
Når man først har taget bogen og åbnet den, er den svær at lægge fra sig igen. Jeg vil stærkt anbefale bogen, og jeg vil se frem til at læse mere fra Mia Marcher-Hentze.
Mia Marcher-Hentze:
En vej i det skjulte
256 sider. 199,95. Prorex