Sociologen dømmer kristendommen inde

”Den tese, jeg i dag gerne vil slå til lyd for, er, at det i særdeleshed er kirkerne, der har fortællinger og et kognitivt reservoir til rådighed og ritualer, praktikker og rum, hvor et lydhørt hjerte kan indøves og måske også kan erfares.” (s. 54)

I samfundsdebatten er religion og navnlig kristendom ofte blevet dømt ude. Tro er en privatsag, hedder det sig. Og at tale om religion i det offentlige rum er ofte knyttet sammen med en problematisering; for så handler det om social kontrol eller om radikalisering, fanatisme og religiøse gruppers højlydte kampe – verbale såvel som korporlige.

Men den tyske sociolog Hartmut Rosa giver i bogen ”Demokrati har brug for religion” religionen en anden rolle end som skurk. Han taler ud fra en bekymring for, hvor vi i moderniteten er på vej hen. Det paradoksale er nemlig, set med Rosas øjne, at vores samfundsmodel bygger på noget selvdestruktivt. Vi skal vækste. Sådan har det altid været, vil nogen nok sige.

Men Rosas pointe bliver, at vi skal vækste, selv om det ikke kan lade sig gøre på en bæredygtig måde. Vi saver derfor den gren over, som vi selv sidder på. Vi lever i en accelererende verden, hvor det forjættede vækstmål ikke længere skaber en bedre tilværelse – fordi vi ikke får mere tid med familien eller mere meningsfuldt arbejde eller meningsfulde liv – men tværtimod så sker der det, at ”Følelsen af ikke at slå til, ikke at være tilfreds med sig selv, egentlig at burde være en helt anden, tager bestandigt til.”(s.49)

Noget er helt galt, men det værste er måske, at vi ikke kan finde ud af at tale om det længere. Rosa siger, at vi lever i et ”aggressionsforhold” til verden, fordi ”to-do listen eksploderer”, det gælder både på det personlige plan, men også samfundsniveauet, hvor det lyder ”Ja, vi skal skrue op, vi skal blive bedre” (s.41), og fordi det er denne tænkning, der har været en motor i udviklingen af vores verden til det velstandsniveau, som vi befinder os på i dag, så bliver det illegitimt at diskutere, om det nu også er muligt, endsige ønskeligt, at fortsætte ad den vej.

”Den, som tænker politisk anderledes, bliver ikke længere blot anset for en dialogpartner, som man skal diskutere med, men som en kvalmefremkaldende fjende, som man må bringe til tavshed” (s. 42)

Her kommer kirken og religionen på banen, mener Rosa. Han taler om begrebet ”Aufhören”, som både betyder at standse eller stoppe op, men som også betyder ”hører udefter”. Det er hele tænkningen fra Davids salme om et ”lydhørt hjerte”, som den indstilling til livet, at man er parat til at lade sig standse, parat til at lytte efter, fordi man giver andre stemmer mulighed for at kalde på sig.

Det er noget kirken har i sin praksis, som for eksempel kommer til udtryk i kirkeårets repetition, som ikke skal forbedres eller skrues op for. Det er musikkens mysterium (også den i kirkerne), at man kan lytte, nyde og være i den, uden at den skal føre en et særligt sted hen eller på anden måde være vækstfremmende. Således konkluderer Rosa, ”ved grunden af min eksistens ligger ikke et tavst, koldt fjendtligt eller ligeglad univers, men et svarforhold. For mig er det den religiøse tænknings kerne… ”Jeg har kaldet dig ved navn, du er min” (s. 69)

Bogen er baseret på et foredrag, som Hartmut Rosa holdt ved en stiftsreception i begyndelsen af 2022, og det er derfor interessant, hvordan han kobler sine omfattende sociologiske studier til kirkens rolle. Særligt er det interessant, når man tænker på den mistænkeliggørelse af religion, som jeg indledningsvist var inde på.

Hartmut Rosa: Demokrati har brug for religion.
88 sider. 150 kr.