Anglikaner overtager ledelsen af Taizé efter Brother Alois
Ifølge reglementet for Taizé skal fællesskabets siddende leder udpege sin efterfølger. Nu har den tyske prior, Brother Alois, valgt at overlade lederskabet til den britiske anglikaner Brother Matthew fra første søndag i advent 2023.
Det skriver det økumeniske kristne brødrefællesskab Taizé i en pressemeddelelse. Brother Alois forklarer, at han for 18 år siden overtog lederskabet efter Brother Roger, men at han nu ønsker at overdrage ledelsen stille og roligt til sin efterfølger.
– Gennem de sidste to år har jeg konsulteret alle mine brødre, vi har bedt og reflekteret, og jeg har valgt Brother Matthew som ny prior for Taizé. Jeg har fuld tillid til, at han vil skabe kontinuitet og tage de rigtige skridt for at sikre, at vores fællesskab med grundlæggerens ord forbliver selve ”indbegrebet af fællesskab”.
Den 69-årige romersk-katolske Brother Alois (Alois Loeser) blev født i Tyskland. Han blev medlem af Taizé Community den 1. november 1974 og har været prior siden Brother Roger døde den 16. august 2005.
Den 58-årige britiske Brother Matthew (Andrew Thorpe) blev medlem af Taizé Community den 10. november 1986.