Byg din hverdag på Jesus

Simon Thidemann. Ansvarshavende redaktør.

Med en sommer, der har været fyldt med ekstremt vejr og historier om klimaforandringer, kan det være godt at blive mindet om det simple og uforanderlige.

Forleden hørte jeg et bibelsted, som jeg – godt hjulpet på vej af en gammel børnesang – har kendt næsten lige så længe, jeg kan huske. På fantastisk vis skete der det, som der nogle gange sker, at ord, man ellers har hørt tusinde gange, pludselig lyder næsten, som om det er første gang, man hører dem.

Frit fortalt handler bibelstedet om Jesus, der siger, at man ikke skal bygge sit hus på en sandstrand, men på en sikker grund med et solidt fundament, ellers braser huset sammen, når der bliver uvejr. Mens et godt fundament til gengæld sikrer, at huset bliver stående, når uvejret raser. Jesus forklarer, at det er ham, der er det sikre fundament, som vi skal bygge vores liv på – og det gør vi ved at lytte til ham og handle på det.

Det slog mig pludselig, hvor dejlig simpel Jesu undervisning nogle gange er, og hvor uimodståelig logisk og sandt det er. Hvis du lytter til Jesu ord og handler på dem, så er dit fundament i orden. Hvis du lytter til Jesu ord, men ikke handler på dem, så er dit fundament ikke i orden. Hvad er det så for ord, Jesus siger? Det er blandt andet: Gengæld ingen ondt med ondt. Elsk din næste. Vær gavmild. Bed. Ær Gud. Tilgiv. Lyv ikke. Vær barmhjertig og omsorgsfuld.

Gå selv på (gen)opdagelse i din bibel og (gen)opdag alle de steder, hvor Jesus fortæller, hvad han ønsker og forventer af os, og tag det med dig i din hverdag. Byg din hverdag på Jesus. Der er mange, der har været på bibelcamping og sommerstævner henover sommeren, og mange har formentlig fået et dejligt boost til troslivet, som forhåbentlig også kan holde lidt ind i hverdagen.

For andre har sommeren gjort det stik modsatte. Uanset hvad, så lyt til Jesu ord og byg din hverdag på ham. Så står du bedre fast – både i solskin og sommerstorm.