De falske profeter

Der er mange, som vil prædike kærligt. Men ofte bliver det forstået som ensbetydende med at prædike sådan, at ingen stødes, ingen såres og ingen bliver bange. Alle kan være trygge ved, at de har det godt med Gud, og at alt grundlæggende er godt.

En sådan forkyndelse må nødvendigvis fortie både Guds vrede og dom, skellet mellem vantro og troende, syndens dybe alvor og fordærv, og fortabelsens virkelighed. Det er den forkyndelse, som kendetegner de falske profeter: En forkyndelse, der fortier det, som kan vække modstand. Martyn Lloyd-Jones var en prædikant, som gravede dybt i Guds ord. I sin udlægning af Jesu Bjergprædiken siger han nogle ting om de falske profeter, som i høj grad har bud til vor tid:

”De falske profeter skal kendes på, hvad de ikke siger, snarere end på, hvad de siger. Det er netop på dette punkt, vi må forstå, hvor let vi kan blive besnæret. Enhver kristen kan gennemskue en mand, som siger helt forkerte ting. Men det store flertal af kristne i dag synes ikke at være i stand til at gennemskue en mand, som siger mange rigtige ting, men udelader livsvigtige ting.

Vi forestiller os, at falsk forkyndelse kun er, når nogen siger noget, som er helt igennem galt. Det virker, som om vi ikke forstår, at den virkeligt farlige forkynder er ham, som ikke betoner de rigtige ting (…)

Den falske profet fortæller dig meget sjældent noget om Guds hellighed, retfærdighed og vrede. Han taler altid om Guds kærlighed. Han får aldrig nogen til at bæve ved tanken om den ophøjede og frygtindgydende Gud, vi har med at gøre. Det er ikke, fordi han benægter Guds hellighed og vrede. Det er ikke det, der er problemet. Nej, problemet er, at han aldrig forkynder disse ting (…)

En anden ting, som den falske profet aldrig betoner, er dommens dag og de vantros evige fortabelse (…) Han betoner heller ikke menneskets dybe syndefordærv og vor manglende evne til at gøre noget som helst til vor egen frelse (…) Så er der spørgsmålet om Jesu stedfortrædende soning af vor synd på korset. Den falske profet taler gerne om Jesus, og han kan også tale om Jesu kors og død.

Men det afgørende spørgsmål er dette: Lærer han, at det var absolut nødvendigt, at Jesus døde på korset, hvis vores synd skulle sones og fjernes?
At Guds vredesdom måtte ramme ham, hvis ikke den skulle ramme os? At Jesus døde i vores sted, for vore synder, og at det er grundlaget for vor frelse? Dette forkynder den falske profet ikke (…)

Den falske profet vil heller ikke betone omvendelsens nødvendighed. Han fremstiller det, som om at porten til himlen er vid, og at vejen dertil er bred. Alle, som vil til himlen, kan komme det uden anger og uden omkostninger (…) Jesus siger: ’Tag jer i agt for de falske profeter’ (Matt 7,15). Vi må ikke være dømmesyge og ikke foragte de falske forkyndere. Men vi må heller ikke forveksle deres sympatiske fremtoning med sand åndelighed.

På sin vis er det netop deres sympatiske træk, der gør dem så farlige. Vi må understrege dette, fordi Jesus gør det, og fordi der er en bred vej, som fører til fortabelsen (Matt 7,13)1.” Hvad sker der med en forkynder, som vejledt af Guds Ånd og Guds Ord forkynder til vækkelse, omvendelse og frelse? Det er uundgåeligt, at en sådan forkynder bliver genstand for modstand og spot. Sådan gik det med profeterne, apostlene og Jesus selv.

Modstanden og spotten retter sig grundlæggende mod Gud selv og hans ord. Men det er prædikanten, som bliver ramt. Det er prædikantens vilkår: ”Mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig” (Sl 69,10). Der er ingen menneskelig sund prædikant, som ikke vil lide under dette. Ingen kan glæde sig over modstand og spot. Men det underlige er, at netop det, som gør mest ondt, og som stiller os mest alene, ofte også er det, som knytter os mest til Gud og bringer os den største velsignelse i hans nærhed.

Den prædikant, som prædiker et behageligt budskab, har intet behov for at søge sin trøst og hjælp hos Gud. Han klarer sig selv. Han har selv sørget for modtagelsen af budskabet ved at udelade og fortie alt det, som vækker anstød. Dermed har han også sørget for, at han ikke står alene. Han vil få mange omkring sig, som synes godt om hans forkyndelse.

Anderledes med den, som prædiker vækkelsens, omvendelsens og forsoningens budskab. Han kommer ofte til at stå alene. Hvor skal han se hen for at få hjælp og trøst? Han må søge Gud. Her i Guds nærhed kan forkynderen midt under den menneskelige modstand og spot for evangeliets skyld opleve en åndelig rigdom, hvile og glæde, som overgår menneskelig beskrivelse. Det er en erfaring af Himlens nærhed.

Den engelsk-canadiske kristne forfatter John White formulerer det på denne måde: ”Det, vi må forstå, det er, at når vi deler Kristi lidelser, så kommer vi Kristus nær. Og når vi kommer Kristus nær, så bliver vi uanset de ydre omstændigheder fyldt af glæde.” Forkynderkaldet er et kald til at dele Kristi lidelser. Men med lidelserne følger i Guds nærhed en ubeskrivelig erfaring af trøst, glæde og velsignelse. Derfor er det et rigt og velsignet kald.

”For ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer til os, således kommer også den trøst, Kristus giver os, i rigt mål til os” (2 Kor 5,1).

Ugens prædiken er et uddrag af Mikkel Vigilius’ undervisning ’Forkynderens kald’ på Nytliv.dk

Søndagens tekst: Mat. 7,15-21

Falsk lære bedømmes ud fra resultaterne

15 Vogt jer for de falske profeter. De kommer forklædt som uskyldige får, men er i virkeligheden glubske ulve.

16 Bedøm dem ud fra resultatet af deres handlinger, ligesom man bedømmer et træ ud fra dets frugter. Der vokser jo ikke vindruer på en tjørnebusk, og man finder ikke figner på en tidsel.

17 Det er altid sådan, at et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt.

18 Et godt træ kan ikke bære dårlig frugt, og et dårligt træ kan ikke bære god frugt.

19 Ethvert frugttræ, der ikke bærer god frugt, bliver hugget om og brændt.

20 Altså skal I bedømme dem ud fra deres frugter.

21 Det er ikke alle, der omtaler mig som ’Herre’, der kommer med ind i Guds rige, men kun de, der gør min himmelske Fars vilje.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk