Mødte de Jesus på Marketplace?
I går kørte min familie og jeg ud på landet til et hus i en flække udenfor Aalborg. Her blev vi mødt af en mand, som stod i døren og så spørgende mod os, da vi trillede ind i deres indkørsel. ”Jeg er her for at hente bruseren, jeg har købt af jer på Marketplace” sagde jeg, og en glans forvandt fra hans øjne, som om han tappede ud af sin egen lille boble og pludselig forstod, hvorfor jeg stod i hans indkørsel.
”Nå ja, det havde jeg glemt alt om,” svarede han mig og skyndte sig ind i huset for at lede efter bruseren. Da han kom ud af huset igen, opstod et af de gyldne momenter, som jeg bare måtte gribe. Hans kone havde skrevet til mig på Marketplace, at jeg ville møde ham i stedet for hende, da hun var blevet indlagt på hospitalet.
Da han rakte mig bruseren, sagde jeg: ”Jeg er ked af at høre, din kone er på hospitalet, jeg håber alt er okay”. Manden så mig lige i øjnene, og for første gang lagde jeg mærke til, at der var en smerte i de øjne, der mødte mig. ”Vi har haft et rigtig forfærdeligt år,” fortalte han. ”Sidste sommer mistede vi et barn i en spontan abort. Nu er min kone hasteindlagt med tvillinger og en forkortet livmoderhals… hun er kun i uge 27.
Vi ved ikke, om børnene overlever, bliver født syge, eller hvad der kommer til at ske.” Han så meget fortvivlet ud. En så bevægende tro sprang pludselig frem indeni mig. Jeg måtte bide mig selv i læben, for ikke at sige højt: ”Jeg VED, at Jesus har din kone og dine børn i sine hænder” – for det ville han måske blive lidt forskrækket over. Jeg følte sådan en overbevisning om, at deres smerte er slut og børnene vil forblive raske.
Jeg måtte gribe momentet. For en fortabt mand, som siger: ”Vi bliver nødt til at opleve medgang nu, ellers ved jeg ikke, hvad der skal ske med os” – han fortjener et håb, og at nogen fortæller ham, at der er mere mellem himmel og jord. Måske bliver man set som den mærkelige kristen, men hvad har man at miste?
Jeg tog modet til mig og sagde til ham: ”Altså… min familie og jeg er kristne, og vi tror i hvert fald på, der er noget som er større end os selv, at der er en Gud som passer på os og kan gøre mirakler. Jeg ved ikke, om du tror, der er noget mellem himmel og jord. Men jeg kan i hvert fald sige dig, at vi vil bede for, at børnene må forblive raske.” Hvortil han svarede: ”Jamen lige nu er det eneste, vi mangler, et mirakel, ellers ved jeg ikke, hvad der skal ske”.
Mange mennesker har måske i virkeligheden en tro. Vi behøver ikke altid bede højt i momentet, vi behøver ikke altid at sige en masse ”kristne” ting. De fleste gange skal vi faktisk bare være os selv og ikke være bange for at fortælle folk, hvad vi selv tror på. Hvad er det værste, der kan ske? At de får et håb?
Jeg beder for familien, og jeg har en overbevisning om, at Gud vil møde den familie – og hvem ved, måske de skriver en dag og fortæller om et mirakel, og at de har mødt Jesus?
