At tale sandhed

For nyligt, da jeg kørte galt, sendte Gud en engel, eller det er i hvert fald sådan, jeg vælger at tænke. Englen var en kvinde, der kørte bagved og stoppede op. Hun kom med sin ro og fortalte, hvad hun havde set. Modparten var, givetvis pga. chokket, meget aggressiv og ønskede medhold i hendes vrede og beskyldninger. Jeg tænker, vi alle kender til, at vi i vores vrede ønsker at få medhold og det uanset, om vreden er berettiget eller ej.

Kvinden stillede sig i stedet der, hvor hun italesatte det, hun havde set. Hverken mere eller mindre, og hun blev for mig et vidnesbyrd på det at være et godt vidne. Et vidne, der taler sandhed over andre. Noget, jeg tror, vi som mennesker er kaldet til. Aldrig før, tænker jeg, har der været så meget brug for det som nu. Et samfund med uendelige krav om præstation, motivation og høje standarder for både, hvordan vi skal se ud, og hvordan vi skal fremstå.

Det er nærmest umuligt at lykkes. Vores ego slår os i hovedet med alt det, vi ikke er, og når vi en sjælden gang lykkes i noget, triumferer vores ego. Imens lider vores essens. Den essens, som jeg tror, Gud har indkodet og skabt os med. Den essens, der længes efter ham, længes efter at være i hans sandhed om os. Vi er alle brudte mennesker.

Mennesker, der er fyldt af løgne om os selv, enten talt af andre over os eller talt af os selv, ind i alt det, der virker mislykket. Vi har brug for at bryde med løgnene. Vi har brug for at træde ud i vores essens og identitet, og vi brug for hinanden. Det, kvinden gjorde under biluheldet, var med til at reducere mine løgne og dårlige tanker om mig selv.

I et chok eller i det hele taget, er jeg sjældent i stand til at sortere løgn fra sandhed, men leder ubevidst efter noget, der kan bekræfte det, jeg frygter om mig selv. Vi har alle brug for nogen, der kæmper for os, tror på os; nogle, som taler sandt og indgyder mod. Der er mange eksempler i Biblen, vi kan tage ved lære af, jeg holder fx meget af historien i 2. krønike-bog, hvor Hizkija samler sit folk, der alle er bange, da de er under angreb og kommer med følgende ord:

”Vær modige og stærke. Vær ikke bange og lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hele den hær, han har med sig, for den, der er med os, er større end den, der er med ham”, Kap 32 vers 7.

Jeg elsker, det er skrevet i bydeform. Vi skal heller ikke være bange, selvom det, der er om os, kan se skræmmende ud, eller vores gamle løgne er aktiveret. I stedet må vi gå med løftet pande og tale frihed og sandhed til hinanden.