Begrænset udsyn
På vej til arbejde i går kørte jeg ad de små veje mod Skanderborg fra Gjern. Ret hurtigt, på de mest kringlede veje, kom jeg til at ligge bag en lastbil. Både på grund af vejens forløb og modkørende biler var det ikke muligt at overhale. Min reaktion var irritation og frustration, fordi mit udsyn var så begrænset.
Kom til at tænke på, at jeg ofte reagerer på denne måde, når mit udsyn bliver begrænset på andre områder af mit liv. Jeg ønsker at kunne se frit, kunne orientere mig, vide ting og forstå så meget som muligt. Det ligger så dybt i mig og måske ligger det også dybt i vores samfund? Vi hylder viden og frihed, vi hylder det ubegrænsede liv.
Jeg tror dog, det er en vildfarelse at tro, at det ubegrænsede er frihed og lykke. Måske er der i virkeligheden en langt større sandhed i, at vores begrænsede udsyn er en gave? En gave, som gør, at vi måske kan være fokuserede og nærværende der, hvor vi er, i stedet for at suge alt til os. Måske er der en gave i vores begrænsninger?
Tænk, hvis mine sår og ar, hvis alt det, jeg ikke forstår, min uformåen og begrænsninger er med til at holde et fokus på Gud? Holde mig tæt til ham. Jeg lytter meget til en sang ”Scars” fra gruppen ”I´m they”. I sangen lyder det bl.a: ”..For min smerte bragte mig til dig og mine sår, bruger du i min fortælling. Jeg er taknemmelig for mine ar, for uden dem kendte jeg ikke dit hjerte.
Jeg er taknemmelig for dine ar, fordi de fortæller om, hvem du er. Så jeg står i tillid, i styrken af din trofasthed og er ikke den, jeg var tidligere, for jeg behøver ikke frygte mere…” Jeg elsker den, fordi den sætter fokus på noget yderst vigtigt. Gud bruger vores sårbarhed og magtesløshed, og vi skal ikke stå i egen kraft og blive forvandlet. Vi skal stå i Guds trofasthed i styrken af ham. Når vi står der, behøver vi ikke frygte mere.
Vi må lade Gud skabe nyt. Skabe noget fint ud af vores ar, begrænsninger og uformåen. Vi må lægge det hele i hans hænder og lade ham omforme vores historie og derved også vores fokus.
Næste gang jeg ligger bag en lastbil, vil jeg bede og takke, fordi mit udsyn er begrænset.
