Bør jeg finde en anden menighed?

Kære Poul Henning

Tak for samtale. Jeg er fortsat rystet over, hvor rystet jeg kan blive. Jeg har været en kristen i mange år. Jeg har altid elsket min menighed, men er nu kommet til kort. Jeg har bestandigt haft min menighed som et tilflugtssted. Det var her, jeg kunne styrkes i mit trosliv og lade op. Det var her, jeg kunne få intensiveret min Guds relation.

I den senere tid har jeg desværre oplevet det modsatte. Jeg bliver drænet af at være sammen med min menighed. Det har været så mange svære situationer og sårede mennesker, at jeg selv er blevet ramt. Jeg har bedt til Gud og bedt ham gribe ind. Jeg har råbt til Gud med spørgsmålet: ’Hvor er du Gud, og hvorfor griber du ikke ind?’ På det menneskelige plan forstår jeg godt, at menigheden ikke er i den letteste situation, men det er, som om det bare fortsætter og forværres.

Jeg er overraskende for mig selv blevet rystet i både mit Gudsforhold og i min menighedstilknytning. Et helt nyt spørgsmål er opstået: ’Skal jeg for at skærme og beskytte mig selv og min Gudsrelation melde mig ud og finde en anden menighed?’ Ja, du kan godt høre, at det er alvorlige overvejelser, jeg sidder med. Jeg vil være taknemlig for, om du vil give mig et råd med på vejen. Naturligvis kender du ikke min situation i detaljer, men måske du har nogle principielle betragtninger, som jeg kan få gavn af. På forhånd tak.

Den ramte

Kære ramte

Tak for dialog. Det er voldsomt, må Gud trøste og læge dig. Jeg forstår godt dine tanker, selvom jeg ikke kender detaljerne, du har brug for Guds visdom. Du har i mange år haft et rigt Guds- og menighedsliv. Aktuelt har kirkens mange udfordringer ramt dig. Alle kirker har deres gode og mindre gode perioder. Du skriver ikke om forsoning og tilgivelse, så jeg går ud fra, at du her har gjort det, du eventuelt måtte gøre. Det er svært, for det er ikke bare kirke helt generelt, det er også nære relationer.

Menighed eller ikke menighed

Heldigvis er du så grundfæstet i Guds ord, at spørgsmålet ikke er menighed eller ikke menighed, for det spørgsmål er nemlig ikke til diskussion. Bibelen er tydelig i, at vi alle har brug for og ikke skal svigte vores eget hjem – den lokale forsamling. I frelsen bliver vi en del af Guds universelle menighed, hvor Kristus er hovedet. Når det derimod gælder valget af den lokale kirke, kan mange faktorer spille ind, men vi må alle elske og finde hjem midt i kirkens og vores egen ufuldkommenhed.

Konsumentkirke og kirkeshopper

Jeg læser ikke, at du blot betragter kirken som et forbrugsgode, hvor du kan tage det ned fra hylderne, du har brug for. Du ønsker ikke at droppe kirken, blot fordi den i en svær fase ikke kan ’levere varen’. Du har en fin forståelse for, at kirken ikke er en vare, men et legeme, hvor vi er afhængige af Kristus og hinanden. Umiddelbart læser jeg, at du elsker din kirke og har hengivet dig til din kirke som dit åndelige hjem.

Du har commitment til din kirke som en værdi, for du er ikke kirkeshopper. Det er sunde værdier, ’for størst at alt er kærligheden’.

Skuffet over kirken

Desværre har det, du beskriver, stået på i lang tid. Du har forgæves prøvet at hjælpe og holde ud. Fra Ordsprogenes bog i GT læser vi: ‘Forventninger trukket i langdrag gør hjertet sygt’ (Ords.13.12a). Skuffelsens DNA er, at det ikke går, som vi regner med. Vi kan tænke, at når der gøres så meget af så mange, må situationen vende fra minus til plus, men det går som bekendt ikke altid efter vores timing, opfattelser og regnestykker. Vi har alle bristepunkter og grænser.

Vi kan alle ind imellem blive skuffet eller negativt overrasket over os selv og andre. Psykisk og mental pres og stress kan lamme os og føre os ind i en negativ spiral. Vi kan blive vrede, triste eller sårede, vi begynder måske at tvivle og miste håbet. Livet i Kristus medfører heldigvis, at vi er på det vindende hold. Naturligvis vil vi gerne opleve at få kraft til hvert et slag, men vi kan udmattes, og andres hjælp kan udeblive.

En sum at uheldige omstændigheder kan farve billedet og medføre, at vi taber et slag. Nu er kirke jo også personer, så jeg går ud fra, at du har talt ud med dem, du haft brug for at tale ud med. Kommunikation er altid vigtig, for kun derigennem får vi mulighed for en merforståelse. Kommunikation, tilgivelse og forsoning er altid central, her er bjergprædiken tydelig.

Personlig skuffelse

Nogle gange er vores identitet snigende blevet dét, vi gør i kirke og i familie. Her har vi ofte nogle forventninger, som vi vil leve op til. Er der vanskeligheder eller ændringer i kirke, tjeneste eller i familien, kan vi derfor blive skuffede over os selv. Her kalder Kristus os igen og igen ind i intimiteten med ham. I et menighedsliv eller familieliv kan vi nogle gange få byttet om, så vi tror, at vores identitet og værdfølelse er i, hvad vi gør, og hvem vi er sammen med, det er den ikke. Vi kan måske tænke, at det gode liv, vi havde i tjeneste og relationer, er slut, det er det heller ikke.

Din familie

Som familiefar har rystelserne også påvirket din ægtefælle og jeres børn, for menigheden er jo også deres åndelige hjem. Du står med et medansvar for menigheden, men også for din familie og dig selv. Du og din familie har ikke brug for en far, der krakelerer. Hvordan skal du prioritere? Jeg mener, at din intimitet med Gud kommer først, dernæst dine to hjem – din egen familie og din menighed.

Påvirket Gudsliv

Når vores Gudsliv rammes, er det for mig en ny situation. Du fortæller om dine bønnekampe og råb til Gud for menigheden. Du har ikke være ligegyldig og ligeglad, men kastet dig ind i kampen. Du har oplevet, at Gud ikke har svaret, sådan som du håbede. Det lyder her, som om din identitet og oplevelse af Gud er rystet.

Det er ikke kun kirken, det er også dig selv og din Guds relation, der er rystet. Vi er nu helt inde ved din indre kerne. Det er noget mere end en uenighed eller en svær omstændighed. Du er tydeligvis ikke vant til de følelser, tanker og rystelser. Det kan tænkes, at du blevet både såret, tvivlende, usikker, utryg og bange.

Skifte menighed

Du overvejer seriøst at skifte menighed. Du tænker måske, at du må læges og komme til kræfter i et andet menighedshus. Du har altid være trofast og har på ingen måde et mønster med at skifte kirke, som andre skifter bukser. Du må gøre det, Gud giver dig tro for. Jeg vil sjældent anbefale et skift, men i din situation er det muligvis det bedste.

Har du et ønske herom, kan vi tale mere sammen for at få detaljerne med. Skulle det komme dertil, så sørg endelig for at få rundet godt af for din og din næstes skyld. Med ønsket om alt godt i det svære, du må endelig ikke campere, men vandre i dødsskyggens dal. Dalens hårde læring afløses heldigvis af bjergets skønne udsigt, men husk at Gud er hos dig uanset omstændighederne.

Kærlig hilsen
Poul Henning