Det opslåede telt og de brede vidder
Der er nogle ord af en af vore allerfornemste, moderne salmedigtere: Holger Lissner, som jeg gang på gang vender tilbage til. I deres helhed står de at læse i Salmebogens nr. 786; de handler om, at tiden nu ”er inde til stilhed, til bøn og til tanker, til ord, som har vægt, og som kræver et svar.” En ny bog af den altid relevante, svenske præst Tomas Sjödin er landet på anmelderens natbord, og præcis dé ord trænger sig nok en gang på. – Daggryets, henh. skumringens kald kalder forfatteren det.
Denne gang er bogen en krabat af de større, bl.a. i kraft af sin tykkelse. Det er nemlig en andagtsbog med små, hovedsagelig 1-siders andagter til alle årets dage og fra begge Testamenter. Der er tale om en generøs vifte af forfatterens egne overvejelser omkring det mangfoldige liv, vi alle er en del af – garneret med rammende, illustrative henvisninger til et væld af inspirerende og stærkt stimulerende ind- og udsigter, der på fornemste vis illustrerer de bibelske pointer, som naturligvis er udgangspunkt.
Bogens titel og omslag lægger også op til et pilgrimstema. Vi er alle og altid kun på vandring, og der er rastepladser undervejs, som ikke lader nogen udenfor fællesskabet: Og så er der satset på den umiddelbare tilgængelighed; selv om det måske ikke er alle bibeltekster, der er lige til at gå til, viser det sig ofte, at de åbner sig ved genbesøg.
Thomas Sjödin er den type, der glæder sig hver gang, en ny bibeloversættelse dukker op. Det skete således, da den evangeliske præst Eugene Peterson præsenterede sin kombinerede genfortælling/nyoversættelse The Message – en bog, Sjödin nærmest blev slået omkuld af, husker han. ”Sådan kan man OGSÅ læse Bibelen,” tænkte han.
Hver ny dagstekst er en erfaring i sig selv. Læs om det at sige farvel med Paulus; om at gøre bønnen til en vane; om det sikre gemmested; om kærligheden, der bestandig jagter os; om at eje barnets tilfredsheds-tilstand; om at stole på Guds initiativ og om at tage det hellige alvorligt. En bred palet, som man kunne forvente.
Rolig nu, som en ældre, troende kvinde sagde. Bibelen er det fikspunkt, hvor vore veje møder Guds. ”Derfra findes der utallige spændende veje at udforske. Veje til et helt liv” (s. 400). Start f.eks. her. Tak for bogen, for gaven. Og tak til forlaget.
Tomas Sjödin: Jeg har slået mit telt op i håbets land. Læsning til hver dag i året.
400 sider. Indb. 300 kr. Boedal.