Er koranafbrændinger lig med ytringsfrihed?

Hvad skal man mene om koranafbrændinger og et evt. forbud?

I skrivende stund går forslaget på, at det skal være forbudt at brænde koraner af foran ambassader. Det virker helt åbenlyst ikke som nogen særlig gennemtænkt idé. Det er et forslag, der ikke tilfredsstiller nogen. Det svarer til en lærer, der siger, at når man er inde i klassen, så må man ikke drille hinanden, men ellers er man selvfølgelig fri til at gøre, hvad man vil. Det kan offeret naturligvis ikke bruge til ret meget.

Men kan vi i et land, hvor ytringsfriheden mere eller mindre har overtaget den kristne tros plads, som det vi bygger vores samfund på, holde til et forbud mod offentlig afbrænding af koranen og andre skrifter?

Ja, selvfølgelig.

For ikke så mange måneder siden forsøgte en lang række vognmænd at bruge deres ytringsfrihed til at spærre motorveje og en enkelt valgte også at smide kartofler på Storebæltsbroen. Det måtte de ikke. De måtte gerne sige, mene og argumentere ubegrænset, men de måtte ikke handle ubegrænset. Det er helt almindelig praksis, og det hæmmer ikke vores ytringsfrihed.

Vi bringer os selv i en unødvendig konflikt, hvis vi sætter lighedstegn mellem koranafbrændinger og ytringsfrihed. I virkeligheden er problemet nok nærmere, at vi bliver provokeret af den muslimske verdens voldsomme reaktion, som i vores optik er alt for voldsom og også voldsomt dobbeltmoralsk, så længe kritikken kommer fra lande, som bestemt ikke bruger meget energi på selv at vise respekt for andre religioner. En følelse, jeg sagtens kan genkende.

Men skal vi virkelig vise vores utilfredshed ved at brænde koraner af? Skal vi virkelig bruge vores ytringsfrihed til at ytre os på så lavt et niveau? Jeg undrer mig tit over den store forskel, der er på, hvordan vi opdrager vores børn til at opføre sig og så den måde, vi opfører os på i det voksne internationale samfund. Er det så et knæfald for islam at forbyde koranafbrændinger? Det behøver det ikke være, hvis vi lader være med at sætte lighedstegn mellem regler og knæfald.

Hvad bliver så det næste, som muslimerne vil diktere os at gøre, er der mange, der spørger? Det ved jeg ikke, men det må tiden jo vise. Det er helt okay med mig, hvis mit land beslutter, at vi ikke må brænde hellige skrifter af som en offentlig provokation, ligesom det er helt okay med mig, at man ikke må smide et vognlæs kartofler ud på Storebæltsbroen.

Det er også helt okay med mig, hvis det ikke bliver forbudt at brænde koranen af, men så vil jeg til gengæld gerne have, at man stopper med at gøre det. Det fører ikke noget godt med sig. Mit største ønske for denne verden er, at vi må få lov til at opleve, at kærlighed er stærkere end hævn og had. Måske et naivt ønske, men udover det opfatter jeg normalt ikke mig selv som specielt naiv.