Fest for 200 års konservativ teologi
Tre forskere fra Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet fejres ved GT-konference på DBI.
I anledning af Carsten Vangs, Nicolai Winther-Nielsens og Jens Bruun Kofoeds 70- og 60-års fødselsdage indbyder Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut til konference den 14.-16. september på DBI, Leifsgade 33, 6, Kbh. S. i København.
DBI skriver, at man har inviteret en ”perlerække af internationale forskere”, som hver især har haft afgørende indflydelse på de tre fødselarers karrierer og forskning inden for Mosebøgerne, Hoseas’ Bog, Israels historie, bibelsk arkæologi, skabelsesteologi, bibelsk etik, bibeloversættelse og det hebraiske sprog.
De internationale forskere har alle tidligere forelæst i Danmark
Bibelsk Arkæologi
I 1990 var de tre fødselarer med til at stifte Selskab for Bibelsk Arkæologi, og de har gennem årene været optaget af Bibelens kulturelle baggrund og historiske pålidelighed. Fra Israel vil professor Avraham Faust fra Bar-Ilan University i Tel Aviv give en status på, hvad arkæologien i øjeblikket kan fortælle os om Davids og Salomos kongedømmer.
Garth Gilmour, der er research fellow ved University of Stellenbosch i Sydafrika, men bosiddende i København, og professor emeritus ved University of Liverpool, Alan Millard, vil begge bidrage med foredrag om israelitternes gudstro.
GTs sprog, etik og tro
Fra Holland deltager professor Wido van Peursen med et foredrag om det årtier lange arbejde i regi af Vrije Universiteit i Amsterdam med at digitalisere og kode Gammel Testamentes hebraiske tekst for at gøre den tilgængelig og anvendelig for forskningen. Databasen i Amsterdam har haft afgørende betydning for Nicolai Winther-Nielsens arbejde med både bibeloversættelse og det hebraiske sprog.
Professor Markus Zehnder fra Biola University i Californien og professor Richard Averbeck fra Trinity Evangelical Divinity School i Deerfield udenfor Chicago vil begge holde foredrag om gammeltestamentlig etik og lovforståelse. Dette emne overlapper med Carsten Vangs mangeårige specialisering i forholdet mellem 5 Mosebog og Hoseas’ Bog.
Professor emeritus James Hoffmeier fra Trinity Evangelical Divinity School i Deerfield ved Chicago bidrager med et foredrag om forholdet mellem egyptisk og bibelsk skabelsesteologi.
Besøg i synagogen
Som led i konferencen vil der også blive mulighed for et besøg i den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor overrabbiner Jair Melchior vil vise rundt og holde en nytårstale i anledning af det jødiske nytår.
Folkelig reception
Konferencen slutter lørdag eftermiddag med en mere folkelig afdeling, hvor fødselarerne vil fortælle lidt om deres forskning relateret til kirke, hjem og skole.
Carsten Vang, lektor i Gammel Testamente på Menighedsfakultetet, vil forelæse om: ”Fra bibelfortolkning til bibelsk arkæologi”. Nicolai Winther-Nielsen, professor i Gammel Testamente og Informations- og Kommunikationsteknologi på Dansk Bibel-Institut forelæser om: ”Fra tekstanalyse og sprog til salmer i bøn”.
Jens Bruun Kofoed, professor i Gammel Testamente på Fjellhaug International University College og Dansk Bibel-Institut, Teologisk Leder af Center for Teologi i Praksis vil forelæse om:”Fra Israels historie til det skabte menneskes gode liv.” Herefter vil der være fødselsdagsreception fra kl.14.00-16.00, hvor man kan ønske de tre fødselarer – og den konservative gammeltestamentlige forskning – tillykke, skriver DBI.