Kendt præst og leder i britisk megakirke beskyldt for overgreb
Flere end 100 personer har anklaget kendispræsten Mike Pilavachi for fysiske og psykiske overgreb. Mike Pilavachi har flere gange optrådt som underviser og hovedtaler i Danmark.
Mike Pilavachi blev hyldet for sit arbejde med Soul Survivor festival, der samlede godt 30.000 unge i Watford i England, men efter en voldsom mængde anklager om psykiske og fysiske overgreb på unge mænd, er Mike Pilavachi blevet opsagt med øjeblikkelig virkning, mens de mange anklager efterforskes. Mike Pilavachi har også været i Danmark, hvor han var hovedtaler og underviste på Mosaiks lederkonference i 2018 og 2022.
På grund af anklagerne har Mosaik nu fjernet billeder og opslag med Mike Pilavachi på deres hjemmeside og sociale medier.
Over 100 anklager
Sagen om de påståede overgreb fra præsten og grundlægger af den britiske megakirke ’Soul Survivor’ har kørt siden maj 2023, hvor medlemmer af kirken fortalte den britiske avis The Telegraph, at de selv har oplevet eller har kendskab til episoder, hvor helt unge mænd blandt andet har modtaget helkropsmassage kun iført undertøj og badet i olie på Mike Pilavachis seng, mens han sad på dem med spredte ben.
I alt har over 100 personer anklaget evangelisten i cølibat for fysiske eller psykiske overgreb.
Besat af unge mænd
Flere anklager kirkelederen for at have manipuleret dem ved først at overøse de unge mænd med opmærksomhed, tilbud om betalte rejser til udlandet i forbindelse med missionsture, eller at have lovet dem chancen for at prædike eller spille med i lovsangsbandet. Et af de påståede ofre fortalte til mediet, at den nu 65-årige Mike Pilavachi, der dengang var i 40’erne, fortalte det 19-årige offer, at han var i gang med at lære at massere – og derfor havde brug for at øve sig på ham.
Han fortæller, at massagen, der fandt sted på Pilavachis soveværelse med dæmpet belysning, var ubehagelig og foregik ’alt for langt op ad inderlåret’, men at han ikke turde sige sit idol imod. Flere anonyme kirkegængere og ledere i Soul Survivor fortæller lignende historier, mens flere beskriver det som en ’åben hemmelighed’, at Mike Pilavachi virkede besat af specifikke unge og attraktive mænd, der brugte deres sabbatår på kirkens bibelskole ’Soul61’.
Vendt ryggen
I juli 2023 blev Mike Pilavachi formelt opsagt med øjeblikkelig virkning. Det skete kort efter den britiske kirkeinstans NST og stiftet St. Albans, der hører under Church of England, var påbegyndt en fælles efterforskning sagen.
”Jeg søger tilgivelse fra alle, jeg har såret under min ledelse i kirken. Jeg har – på baggrund af rådgivning – ikke kommenteret på anklagerne, og jeg kommer ikke til at udtale mig offentligt om dem, da jeg ikke tror, det vil gavne nogen, skrev Mike Pilavachi på Instagram.
Ærkebiskoppen Justin Welby, der kun tre år forinden havde uddelt en pris til Mike Pilavachi for sit bidrag til evangelisering og discipelskab blandt unge, kalder nu situationen ’dybt smertefuldt’ og opfordrer i en erklæring alle med oplysninger om Pilavachis ageren til at skrive til holdet bag efterforskningen.
”Lussing” fra lovsangstjerne
Den grammy-vindende lovsangsleder Matt Redman har efterfølgende meldt sig i koret af offerberetninger i et længere opslag på Facebook. ”Jeg har brugt årevis i forsøget på at komme mig efter min tid i Soul Survivor,” skriver han og fortæller, at da han forsøgte at råbe ledelsen op, blev han mødt af en mur af stilhed.
Matt Redmann uddyber ikke specifikt, hvad hans anklage mod Mike Pilavachi lyder på, men kalder sig selv ’et førstehåndsvidne til den skadelige opførsel, der allerede er beskrevet’. Matt Redman var med til at grundlægge Soul Survivor sammen med Mike Pilavachi og var kirkens lovsangsleder fra 1993 til 2002.
Også grundlæggeren af Soul Survivor i USA, Paul Martin, har gjort opmærksom på beskyldninger i hjemlandet, efter at have introduceret Mike Pilavachi til ’hundredvis af unge mænd, der passer til profilen af de ofre, der er stået frem,’ sagde han til mediet.
Ifølge Paul Martin har kirkens ledelse i Storbritannien i årtier haft kendskab til beskyldningerne siden 2002.
Mur af stilhed
Blandt de mange påståede ofre, tidligere ansatte og frivillige i kirken, er der en entydig fortælling blandt dem, der forsøgte at udtrykke bekymring til ledelsen; de blev ikke taget seriøst eller også forsøgt manipuleret til at tro, det var ofrene, der var galt på den. Flere af kirkens ledere har tidligere udtalt bekymring for Mike Pilavachis fysiske omgang med unge der, udover massage, blandt andet tæller wrestling-kampe, hvor han ifølge The Telegraphs kilder blev liggende ovenpå teenagedrenge ’i akavet lang tid.’
De anklager, der er blevet beskrevet offentligt, spænder over tre årtier og helt frem til 2020.