”Koranafbrænding i Danmark går ud over kristne i Pakistan”
En svoger til danske Henrik Holm fik som politibetjent et førstehåndsindtryk af pøbeloptøjer mod de kristne i Pakistan efter koranafbrændingerne i Danmark og Sverige.
”Når der bliver brændt koraner af rundt om i verden, betaler de kristne i Pakistan prisen. Fra flere sider får jeg anmodninger om forbøn fra mine venner og kontakter i Pakistan, fordi muslimer forøger forfølgelsen af vores brødre og søstre.”
Det skriver Henrik Holm fra Brande. Både gennem organisationen Love of God Ministry og gennem sin pakistanske svigerfamilie har han de seneste begivenheder tæt inde på livet. Blandt andet fordi hans svoger, der er politibetjent, blev sendt ud til optøjer, hvor muslimer ville brænde en kirke af. I modsætning til blandt andre Dr.dk, som den 17. august skrev, at urolighederne i Pakistan skyldtes lokale mænds afbrænding af en koran, fastslår Henrik Holm, at pakistanske kristne ikke ville gøre noget så dumt.
– Det, min kone siger, er, at de urigtigt beskyldte en kristen for at have skrevet en seddel. Jeg har ikke hørt noget om, at pakistanske kristne har brændt koranen. Det er jo at skrive sin egen dødsdom. Det, jeg har hørt, er, at de kristne beder som Jesus på korset: Tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør, understreger Henrik Holm overfor Udfordringen.
Kristne beder om forbøn
– Flere steder i Pakistan er der brændt kirker af, også under møder – hundreder af mennesker kunne have været døde. Muslimerne vil tage hævn, skriver Henrik Holm. Han citerer også en af Love of God Ministry’s mest trofaste kontakter, som skriver:
”En gruppe muslimer kom for at brænde vores kirke, men politiet var her for at bevare sikkerheden, de reddede kirken, og folk kom ud. Nogle kristne respekterede ikke muslimerne, de brændte deres hellige bog, det er derfor, muslimerne nu er begyndt at tage hævn ved at brænde kirker i alle byer.”
Kristen betjent indkaldt
Henrik Holm skriver om svogeren, der selv oplevede de voldsomme optøjer:
”Onsdag den 16. august 2023 blev min svoger, som er under uddannelse til at blive politibetjent, kaldt ud til Jaranwala, som ligger i den modsatte ende af Faisalabad. Der mødte ham en hob af muslimer, som ville brænde en kirke af. Der var ingen mennesker i kirken, men kirken er nu totalt ødelagt, inventaret er smidt ud af vinduerne og korset på taget er væltet ned. Grunden til optøjerne er koran-afbrænding i Sverige og Danmark. Der kan muslimerne ikke komme og tage hævn, men det kan de i deres eget land.”
Plantet ”bevis” udløste pøbeloptøjer
– På nuværende tidspunkt ser det ud til, at muslimerne selv skrev en seddel med angreb på koranen og derpå beskyldte en kristen for at have skrevet sedlen. Denne kristne mand og hans familie er nu gemt af politiet på et hemmeligt sted. Han har leveret nogle prøver af sin egen håndskrift, og det vil bevise hans uskyld, siger han.
Min svoger havde et kors på sin motorcykel, så den blev slået i stykker med køller, så en kollega måtte køre ham hjem, skriver Henrik Holm.
”Respektløs handling”
Avisen Morning Star News skriver, at muslimske folkemængder tilskyndet af moskeledere brændte 20 kirkebygninger og ransagede kristne hjem den 16. august efter den falske beskyldning. Men koranafbrænding er en respektløs handling, fastslår Henrik Holm.
”Afbrænding af koraner er bare en respektløs handling, det har intet med ytringsfrihed at gøre. Vi kan udtrykke vores meninger alle steder, så vi behøver ikke provokere,” fastslår Henrik Holm. Han opfordrer med henvisning til Rom 12,18 og Matt.5,9 til, at kristne går i Jesu fodspor, så galskaben kan stoppe. På Love of God Ministry’s hjemmeside kan finde kontonummer mm, så man kan støtte kirken i Pakistan.
Falske beskyldninger jog far på flugt
Ifølge Morning Star News begyndte optøjerne, efter at muslimske beboere i Cinema Chowk i Jaranwala, Faisalabad-distriktet, anklagede Umar Saleeem, kendt som Rocky, for at vanhellige sider i Koranen og skrive blasfemiske kommentarer. En slægtning sagde, at Rocky skulle på arbejde onsdag morgen, da han så et stykke papir med noget skrevet med rødt blæk klistret på døren til en muslimsk nabo.
”Da han gik tættere på for at læse det, blev han chokeret over at se et fotografi af ham selv og hans yngre bror Umair, alias Raja, klistret øverst på siden,” fortalte den pårørende til Morning Star News på betingelse af anonymitet. ”Under siden var nogle delvist brændte sider af Koranen indskrevet med nedsættende bemærkninger om islam og Muhammed.”
Kilden sagde, at Rocky, som har en tre måneder gammel søn, gik i panik og fjernede siderne fra døren. Men straks derefter havde to muslimer kastet sig over ham og grebet siderne, mens de anklagede ham for at begå blasfemi, sagde den pårørende.
”Påstanden er latterlig – for hvem ville navngive sig selv og sin bror og også sætte deres foto på sedlen?” spurgte den pårørende. ”Nogen har fabrikeret beviser mod dem for at tage hævn.” Både den 24-årige Rocky, der gør rent på en tekstilfabrik, og den 21-årige Raja, der arbejder på en skole, er medlemmer af en Full Gospel Assembly-kirke, skriver Morning Star News.
Hjælp fra muslimer
Efter optøjerne er stemningen dog til dels blevet vendt til de kristnes fordel.
– Torsdag (den 17. august) var der en moddemonstration, hvor tusinder af muslimer bakkede de kristne op, så nu har regeringen lovet at genopbygge kirke og hjem, slutter Henrik Holm. Den fungerende statsminister i Punjab, Mohsin Naqvi, har ifølge Dagen.no erkendt, at de kristne har været udsat for voldsomme krænkelser, og han har lovet alle de kristne familier i Jaranwala en større erstatning.