Lad Gud komme til orde

Sidste søndag handlede prædiketeksten om nødvendigheden af at bede. Guds vision for mennesket er, at vi skal samles fra alle folk og folkeslag og af alle sprog og tungemål for at tilbede i hans tempel. Og når vi beder, er vi med til at opfylde denne vision.

Denne søndag zoomer vi så nærmere ind på, hvordan vi skal bede. Ikke for at fortælle os, hvilke ord vi skal bruge. For som Martin Luther lærer: Ret bøn afhænger ikke af ordene, men af hjertet, der beder.

Farisæeren og tolderen

Sådan var det da også med to vidt forskellige hjertelag, de to mænd kom op at bede i templet i Jesu lignelse. Den ene en stolt farisæer, den anden en ussel synder. Jøderne, der første gang hørte denne lignelse, har sikkert tænkt om farisæeren: Det er en god mand, det er en god bøn. Den kommer fra hjertet af. Og selv vi i dag kan anfægtes af Jesu ord:

Det var den anden, der gik retfærdiggjort hjem. For hvilken uhyrlighed ville det vel ikke være at lægge tolderens ord i munden på farisæeren. Det ville nærmest være som at bede os sige undskyld for vikingernes vildskab og forfædres slavehandel. Kun et falsk hjerte kunne gøre det! For lad os bare være helt ærlige: Vi er ikke dårlige mennesker, vi går ikke rundt og hærger og plyndrer og slår ihjel eller arbejder for besættelsesmagten. Der er meget i vort liv, vi med rette kan være stolte af.

Hvad stiller vi så op med Jesu ord? Skal vi med vold og magt forsøge at føle os syndige og dårlige? Gennem tiden har mange prædikanter følt det som deres kald at sørge for, at det netop var den følelse, folk gik hjem fra kirke med. Og mange er der også, som gennem tiden har fået dræbt deres selvværd under sådanne prædikener. Men er det det, der er meningen, at vi alle skal gå rundt med dårligt selvværd og stadigt pine og plage os selv?

NEJ! Evangeliets mål er tværtimod at løfte os op fra syndens plage og sætte os fri af de anklagende tanker, give os fred i sindet og således rette ryggen ved det evige livs håb.

At bede er at være ærlig

Men i denne frisættelse kommer tolderens bøn til at spille en ganske central rolle. For at bede er at være ærlig. At blive stille og være ærlig. Det er svært, når andre lytter på. Men foran Guds ansigt, som gennemskuer hjertet og allerede ved, hvad der bor i det, der må vi blive helt ærlige over for os selv. Og af denne ærlighed fødes tolderens bøn:

Sådan som du er, sådan har Gud taget imod dig.
Derfor kan du nu gå ud fra dit bedekammer med et glad og frit hjerte.

”Gud vær mig synder nådig.” Vel at mærke, hvis vi giver tid til det og ikke altid har så travlt med vore egne bønner, at vi i bønnen ikke giver plads til Guds stemme. Men når vi bliver helt stille for Gud, da begynder fortidens synder at melde sig. Da rammes vi af vores egen utilstrækkelighed. Da ser vi, at netop tolderens bøn er den rette også for mig.

Giv Gud dit hjertes regnebræt

Forestil dig så, at du sidder sammen med Gud med dit hjertes regnebræt. Og I sammen kigger på alt det, der er galt i dit liv, dine relationer, dit temperament, dit begær, dine onde tanker. Gud spørger dig: Er det dit? Og du må med skam svare: Ja! Da tager Gud dine synder og skriver med en dråbe af Jesu blod hen over dem alle: Retfærdiggjort, og giver dig tavlen tilbage. Sådan som du er, sådan har Gud taget imod dig.

Derfor kan du nu gå ud fra dit bedekammer med et glad og frit hjerte. For nu behøver du ikke længere frygte de anklagende tanker: Gud har set dem og skrevet sin dom. Anderledes med den stolte farisæer. Han kunne vel nok være glad for sig selv. Men han måtte leve hver en dag i frygt for at blive afsløret og i rædsel for Guds evige dom. For han havde endnu ikke ladet Gud tale. Han havde kun sin egen fortjeneste at bygge sit liv på.

Men det er netop sådan vi må bede: Så Gud selv kan komme til orde og tale til os, så han må skænke os sin retfærdighed.

Søndagens tekst: Luk. 18,9-14

Farisæeren og skatteopkræveren

Stolthed kontra ydmyghed

9 Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre:

10 „To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver.

11 Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‚Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker—eller som den skatteopkræver, der står derhenne.

12 Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’

13 Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’

14 Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk.