Særudstilling om Johannes Jørgensen i Det Hellige Land

En særudstilling om Johannes Jørgensen (1856-1966) kan ses i Svendborg til og med november.

”Jorsalafærd – på rejse med Johannes Jørgensen i Det Hellige Land” er titlen på en særudstilling i Johannes Jørgensens Hus i Svendborg i anledning af, at det er 100 år siden, Johannes Jørgensen udgav sin bog ”Jorsalafærd”.

Bogen beskriver hans rejse til det hellige land i 1922 sammen med den franske kunster Andrée Carof. Bag udstillingen står mag.art. og bestyrelsesmedlem i Johannes Jørgensen Selskabet Birte Lundgreen, som har boet i Jerusalem siden 2021, hvor hun har haft stor glæde af ”Jorsalafærd”. Selvom den er skrevet for 100 år siden, er den stadig en glimrende rejseguide til at forstå og afkode Jerusalem, Israel og Palæstina, oplyser hun.

Birte Lundgreen fremhæver, at Johannes Jørgensen udover at have en kolossal viden også har en evne til at registrere næsten alt omkring sig og gengive det med indlevelse, lyrik og poesi. Udstillingen viser mange fotos fra Johannes Jørgensens og Andrée Carofs rejse til det hellige land i 1922 samt nye fotos af nogle af de samme steder.

Derudover er der gamle genstande, som de havde med hjem fra rejsen, og nye ting, som de kunne have haft med. Desuden vises en sjælden film fra Palæstina, lavet af Gunnar Sommerfeldt i 1924.

– Særudstillingen åbner 14. juni. Johannes Jørgensens Hus ligger i Fruestræde 15, Svendborg, og har åben tirsdag kl. 14-16 i juni; tirsdag, onsdag og torsdag kl. 14-16 i juli og august; og igen tirsdag kl. 14-16 fra september til og med november, fortæller Ove Klausen, der er sekretær i Johannes Jørgensen Selskabet.