Umuligt at holde mund

Kender du det at skulle holde på en hemmelighed, der er så stor, at den nærmest ikke er til at rumme? -At blive betroet noget, som er så effektfuldt eller af så afgørende betydning, at du græmmes ved ikke at måtte sige det til nogen?

Det sker jævnligt, at vi mennesker bliver bedt om at holde på en hemmelighed. Men denne dag var det anderledes. Det under, Jesus havde gjort, var så stort, at forbuddet mod at sige noget straks blev overtrådt. Det var umuligt at rumme – det måtte bare ud. Sagt på en lidt brysk måde, kan vi her konstatere, at evangeliet ikke lader sig stoppe. Det mirakel, der er sket, er vidunderligt. Det må og skal bare beskrives. Folk, der overværede det, kan ikke holde mund.

Spørgsmål, der melder sig:

1) Hvorfor tog Jesus den døvstumme afsides?
2) Hvorfor brugte Jesus fingerene og spyt?

Der er mange flere spørgsmål, der melder sig. Men lad os prøve at nøjes med disse to. Må det blive til en begyndelse for os, så vi får lyst til at grave videre i Guds ord, som ikke lader sig stoppe.

1. Hvorfor afsides?

– Den nutidige tyske teolog Gerd Theissen har skrevet en hel bog om baggrundsstoffet bag ved undergerningerne. Når undere skete på den tid, var det normalt, at man lod det ske borte fra publikum, så den, der blev helbredt, selv kunne gå ud og vidne om, hvad der var sket. I Ny Testamente er det dog anderledes. For det meste sker underne foran en stor menneskeflok, så Jesu guddommelige kraft og mandat understreges og manifesterer sig i de tilstedeværende. Hvorfor ønsker Jesus så her at trække manden væk?

– Formodentlig fordi der var overordentlig stor interesse for, hvad Jesus ville gøre. Ved et andet tilfælde hører vi, hvordan folk var nødsaget til at sænke en mand ned igennem taget til det hus, hvor Jesus befandt sig, for overhovedet at nå frem til Herren. Så stor var interessen for, hvad Jesus gjorde, at det var svært at komme tæt på. Der var trængsel, når Jesus var til stede. Han søger altså væk for at få lidt plads.

2. Hvorfor brugte Jesus så fingrene og spyt?

Se, det er jo interessant at grave detaljerne frem om, at Elias helbredte en syg tand ved at lægge fingeren på den. Hænder og fingre er midlet til at frembringe helbredelse. Hos Lukas hører vi ligefrem Jesus sige ordene: Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. (Luk 11, 20)

Af de ord fornemmer vi, at fingre og hænder vidner om, at Guds rige er nær. Guds magt åbenbares i Jesus. Samtidig hører vi flere gange om brugen af spyt fra Herrens mund, som virker helbredende. I kapitlet efter hos Markus finder vi følgende beretning: Han tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen, og han spyttede på hans øjne, lagde hænderne på ham og spurgte:

»Kan du se noget?« Og han åbnede øjnene og sagde: »Jeg kan se mennesker, for jeg ser nogle, som ligner træer, men de går omkring.« Så lagde han igen hænderne på hans øjne, og nu så han klart, og han var helbredt og kunne skelne alting tydeligt. (Mar 8, 23-26)

Det var helbredelsen af den blinde ved Betsajda. Ligeledes hører vi hos Johannes om helbredelsen af den blindfødte. Det foregår også med spyt. Hør engang:
Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: »Gå hen og vask dig i Siloadammen!« (Joh 9, 6 og 7)

Nu er det så, at de fleste af os forbinder det at blive spyttet på med at blive nedgjort og hånet. Hvordan kan det hænge sammen?

– Da Jesus bliver korsfæstet bliver han spyttet på, og det er hånende ment. Det blev endda forudsagt hos Esajas, at der skulle blive spyttet på Herrens tjener.
Men her har spyttet en positiv betydning. Der må altså være noget helt særligt ved Jesu spyt? I Gammel Testamentelig tid har spyt en dobbeltbetydning. Dels bruges det til at bevirke urenhed og til at bekræfte en forbandelse med. Det er jo skrækkelige ting. – MEN

– Det er også blevet anset for at være helbredende i sjælelig forstand på lige fod med blod. Blodet måtte man ikke spise, for deri er livet. Blodet renser – som i nadveren. Men sammenhængen gøres altså mere tydelig for os her, hvor Jesu spyt også får en rensende betydning tillige med hans blod. En noget uventet og spændende parallel.

Hvad er så betydningen for os i dag?

– Vi skal jo ikke give os til at spytte på hinanden og påstå, at det er venligt ment.

– Nej, vi skal et helt andet sted hen. Den døvstummes ører åbnes, hvorved det bliver muligt for ham at høre. Troen kommer af det, der høres. Evangeliet kan og skal høres. Det selvsamme evangelium, som de tilstedeværende ikke kunne lade være med at udbrede, så andre fik det at høre. Det selvsamme evangelium, som vi hører i dag. Derfor må vort ønske være, at Jesus må gentage sit Effatha overfor os, så vore ører må blive åbnet for evangeliet, og det må komme os til gode. Nåden er stor – Jesus har banet vejen. Han har renset os og betalt den regning, vi har til gode.

Måtte dette Herrens Effatha blive gentaget for os med jævne mellemrum, så vi til stadighed må glædes over, hvor stort budskabet er. Må det blive så stort, at vi selv har svært ved at holde evangeliet for os selv, men derimod får lyst til at udbrede det over alt, hvor Gud sender os hen som vidner.

Søndagens tekst: Mark 7,31-37

Jesus helbreder en døvstum mand, som ikke var jøde

31 Fra Tyrus gik Jesus via Sidon til Dekapolis’ egne øst for Genesaret Sø.

32 En døv mand, der tillige havde svært ved at tale, blev ført hen til ham, og man bad Jesus om at lægge hænderne på ham og helbrede ham.

33 Jesus tog ham lidt afsides og stak fingrene i ørerne på ham. Dernæst spyttede han på fingrene og rørte ved mandens tunge, 34 så op mod himlen, sukkede dybt og sagde: „Luk dig op!”

35 Straks kunne manden høre alt, hvad der blev sagt, og det, der havde hæmmet hans tale, forsvandt, så han kunne tale tydeligt.

36 Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det, 37 for de var ude af sig selv af forundring. „Han kan klare alt!” sagde folk til hinanden. „Han helbreder både de stumme og de døve.”

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk