Fra ensomhed til fællesskab

Alt for mange kristne ledere er trætte og ensomme. Tal fra USA viser, at et bekymrende højt antal af præster og ledere forlader tjenesten i utide. Flere oplever, at tjenesten gør skade på deres nærmeste relationer, og nogen mister endda troen undervejs. Vi ser de samme tendenser i Danmark. Men er kristne ledere blevet for ømskindede, eller er der noget galt med de betingelser, de tjener under? Arrow lederskabet gør status over ti års arbejde med kristne ledere i Danmark.

Det er søndag aften. Vi er på Ådalen Retrætecenter uden for Randers. Udenfor falder Novembermørket på, og indenfor i mødesalen sidder tyve ledere i en rund cirkel i stilhed. Her er sognepræster, frikirkepræster, leder af kirkelige og diakonale organisationer, sognemedhjælpere, lærere på kristne efterskoler, ungdomsledere og menighedsrådsformænd m.fl.

Side om side sidder en bred vifte af ledere fra forskellige kirkesamfund, som viser sig at have langt mere tilfælles, end de først troede; det finder de ud af om lidt, når de sætter ord på, hvad de ”kommer ind med” med denne aften.

De samme ord går igen

De tyve ledere er i gang med check-in runde på et Arrow internat. Den eneste lyd, der er at høre, er den stille skriblen på de gule post-it notes, de læser højt for hinanden kort efter. En for en fortæller de om deres liv og tjeneste. De samme ord går igen og igen: Træthed. Ensomhed. Forventninger. Arbejdspres. I snart ti år har Arrow lederskab Danmark været i gang med at danne og udvikle kristne ledere, ca. 70 har deltaget, og igen og igen bliver vi forvisset om, at der er noget om snakken:

Det er krævende at være kristen leder, og alt for mange holder ikke på den lange bane. Og der ikke noget kirkesamfund, der har noget at lade de andre høre!
Tjenesten tog det hele Jeg har selv været leder i kirkeligt arbejde i over 30 år og haft glæden at være præst, skoleleder og mentor for ledere i mange år.
Når jeg ser tilbage på min vandring som leder, så er det med lige dele glæde over alle de ledere, der satte spor i mit liv og ”fuldførte løbet”.

Men det er også med vemod og smerte over alle de ledere, der gik i stykker, forliste deres ægteskab, ødelagde deres helbred eller deres omdømme, fordi den grænseløse tjeneste tog det hele. For mig blev et Arrow-forløb i Canada helt afgørende for, at jeg den dag i dag stadig er aktiv i kristen ledertjeneste, og at mit liv og relationer har holdt til det. Men det har ikke været uden kampe.

Hvad er det, der går galt?

Den kristne ledertjenestes største styrke er også den største fare, nemlig passionen. Jeg har aldrig set så meget lidenskab, som jeg har set blandt kristne ledere. I en tidlig alder er ledere i kirkelige sammenhænge blevet betroet ansvar og lederopgaver. For mange har det været et slaraffenland – et sted, hvor man har udviklet sig og lært meget. Men desværre ”lærte” mange ledere også, at man selv skulle kunne klare problemerne.

Ikke mindst i den ”aktivistiske kristendom” er der en stor iver efter at tjene og gøre godt og dermed en overhængende fare for, at vi glemmer, at kirker ikke nødvendigvis er ”levende”, blot fordi der er mange aktiviteter. Vi glemmer, at evangeliet og tjenesten for Kristus ikke først og fremmest handler om, hvad vi skal gøre for Gud, men hvad han allerede har gjort for os, og at der nogle gange er en papirtynd forskel på det at brænde og at brænde ud.

Det overrasker mig igen og igen, hvordan mange kristne ledere med stor selvfølgelighed prædiker dette budskab uge efter uge, men har uendeligt svært ved at tage egen medicin; at det handler mere om at ”være” med Kristus end ”gøre” for ham. På Arrow bruger vi en del tid på denne ”rodbehandling” af ledere, hvor vi inspirerer til at få skabt gode vaner og rytmer i livet med Gud.

Det nytter ingenting, at ledere har fingeren på pulsen i forhold til tendenserne i samfundet, hvis de ikke også har rødder og forankring.

Forventninger

Mange ledere på Arrow fortæller, at de oplever store forventninger fra andre omkring dem. Der skal præsteres og leveres. Det kristne arbejde er uendeligt, utallige mange opgaver, mennesker med store behov og mange oplever, at ressourcerne ikke slår til. Der er de udtalte forventninger til lederen, og så er der alle de uudtalte forventninger til lederen og nogle steder også til dennes familie.

Jeg har igen og igen set, hvordan ledere er drevet af en dyb længsel efter at tjene mennesker og har uendeligt svært ved at skulle skuffe andre, og så kan ledere ende med at glemme, hvad Gud har kaldet dem til at gøre. De ender med løbe efter alle de stemmer, der råber dem an, i stedet for Guds stille hvisken i det indre.

Kuren mod træthed og ensomhed

Det første, en kristen leder skal lære, før man kan lede andre, det er selv at lade sig lede. At finde rum og anledninger til stilhed, bøn og eftertanke i en travl hverdag. For hele tiden at skulle yde, må man som kristen leder faktisk nyde, før man kan yde. Som Jesus trak sig bort til et øde sted for at bede, må kristne ledere hele tiden søge det skjulte liv med Gud og blot det at hvile.

Det er skønt at se, hvordan der i løbet af et Arrow internat kommer fornyet glød og glæde i øjnene på en leder, der oplever at være i et trygt fællesskab og kunne få en god nats søvn. Kuren mod ensomhed i tjenesten er fællesskab. Mange ledere oplever, at det er svært at finde en fortrolig samtalepartner. Det er ikke alt, man kan eller vil inddrage sin ægtefælle eller venner i, og man har svært ved at dele sine problemer med kollegaer eller ens overordnede.

Vi ser på Arrow, at det gør en afgørende forskel i lederes liv, når de kommer ind i magtfrie rum uden for deres egen kirkesammenhæng i tillidsfulde relationer med andre ledere og/ eller med en mentor. Nogle tidligere Arrow deltagere møder stadig mange år efter i disse grupper, ligesom jeg selv har været i en mentorgruppe sammen med tre præster i snart tyve år.

Fortrolige og hudløst ærlige relationer er afgørende for at blive langtidsholdbar som leder. Når man kommer ind i fortrolige relationer, opstår der et rum, hvor ledere tør åbne op for de svære ting, de kæmper med. Jeg har mange gange været chokeret over, hvor alene i verden mange kristne ledere oplever at være. Måske er det selvforskyldt, fordi man ikke har modet til række ud til andre, eller fordi der i systemerne rundt om ledere er en forventning til, at ledere nok skal klare ærterne.

Det er i det tillidsfulde rum, hvor man som leder tør arbejde med sin karakter – og også karaktersvagheder. At være leder handler i høj grad om at levere og præstere – at være kompetent. Naturligvis skal ledere være i besiddelse af en række kompetencer, så som at kunne lede sammen med andre, have forståelse for strategi m.m.

Sådan arbejder vi også med det på Arrow, men det, ledere mangler, er ikke først og fremmest redskaber, men rødder. Vi hyrer nok ledere på deres kompetencer, men ender ofte med at fyre dem på deres karakter. Eller sagt med andre ord, ”karisma uden karakter ender let med at give katastrofer”.

For de manges skyld – lad os investere i de få

Jesus havde modet til at kalde nogle få disciple til et liv tæt sammen med ham og til at stå i lære hos ham og til at tage del i hans mission.
Sådan må vi som kirker se det som et vitalt kald at være med til at danne og uddanne en ny generation af ledere. Det være sig både potentiale ledere og ledere med potentiale.

I Arrow lederskab klør vi på med opgaven med at hjælpe kristne ledere til nyt mod og kræfter i tjenesten, ud af ensomheden og ind i fællesskab med andre.
Alt sammen med det ultimative mål: At lede flere mennesker til Jesus.

FAKTA – Arrow lederskab Danmark

Arrow lederskabsprogrammet er grundlagt af den canadiske kirkeleder Leighton Ford, som i en årrække arbejdede sammen med evangelisten Billy Graham.
I Danmark var det Jesper Oehlenschläger, der dengang var sognepræst, og Peter Götz fra Evangelisk frikirke Danmark og formand for Evangelisk Alliance, som tog initiativ til at samle et team og lancere en dansk udgave af Arrowprogrammet.

Arrowprogrammet varer to år, og der er deadline for tilmelding til det kommende program 1. oktober. Se mere på www.arrowlederskab.dk