Hvad er kirken til for?
Jeg havde engang et syn (eller måske var det en drøm), som jeg ikke kan glemme: Jeg svømmede rundt i det åbne hav sammen med en hel masse andre mennesker. Vi kæmpede for livet. Der var en båd i nærheden. Fra den blev der kastet redningskranse ud med en fastgjort line. Så snart vi fik fat en krans, blev vi hevet ombord i båden. Da vi kom op i båden, blev vi med det samme sat i gang med at redde flere ombord.
Jeg tror, at synet skulle minde mig om, hvad kirken er til for. Under et af mine besøg i Bangladesh, hvor de kristne udgør under 1 % af befolkningen, fortalte jeg synet i en undervisningstime og sagde efterfølgende: ”Gud elsker de ikke-kristne” – – – (kunstpause). Hvorfor siger han det, tænkte deltagerne. Jeg fortsatte med spørgsmålet:
”Hvad er kirken til for?” Så kommer der en del forkerte svar. Og jeg måtte forklare, at kirken er til for at redde så mange som muligt af de ikke-kristne op i ”båden”. Jeg uddybede selvfølgelig: Gud ønsker, at alle skal frelses! Gud elsker alle. For således elskede Gud verden (…) Gud sendte ikke sin søn for at dømme verden, men for at frelse verden (Johs 3,16-17).
Frelse alle de ikke-kristne, selvfølgelig. Og alle de kristne, selvfølgelig – men de er jo oppe i båden allerede. De skal lære at se bort fra deres egne behov. Deres største behov, behovet for frelse, er opfyldt, nu er det vigtigt, at de hjælper flere ombord. For en måneds tid siden var der én, som i et læserbrev i Udfordringen skrev, at han var ked af, at prædikanter ofte bare vil ”opmuntre”.
Han syntes ikke, det var nok at opmuntre. En anden fortalte mig en dag, at han var træt af prædikener om, at vi er værdifulde, og at Gud elsker os. Han mente, at det har vi hørt, vi må videre. En tredje sagde en dag: Vi har fået undervisning nok. Der skal handles. Det kan godt være, at nogle prædikanter for ofte siger, at Gud elsker os, men det er jo det vigtigste – derfra udspringer alt andet.
Og undervises der for meget? – Måske, hvis der ikke lægges op til at handle, men det kan også blive for handlingsorienteret. Det er svært i en levende menighed at tale til alle på én gang: Nogle er lige kommet med og skal høre det grundlæggende, og nogle har været med i lang tid og skal opbygges og udfordres. Som fast kirkegænger må man ind imellem sige til sig selv: Jeg har hørt det før, men det er godt at det forkyndes og undervises for dem, der er nye i kirken. Og så kan man bakke op i samtaler over kirkekaffen.
Men hvis der aldrig kommer nye? Ja, så er det endnu vigtigere at huske, at Gud elsker de ikke-kristne, og bede om, at menigheden (inkl. én selv) bliver ledt ind i Guds plan. For Gud har en vision om gennem kirken at nå de ikke-kristne. Den enkelte må spørge sig selv: Er jeg med til – både indenfor og udenfor kirkens mure – at gøre det lettere for mennesker at modtage Jesus som Herre og Frelser?
Husker jeg at tale positivt om min kirke til mine ikke-kirkevante venner? (Dem har du forhåbentlig nogle af) Enhver menighed må eksaminere sig selv: Er vi medarbejdere på Guds vision? Ser vi på mennesker udenfor menigheden med Jesu omsorgsfulde og kærlige øjne – og rækker vi ud med konkret handling og relevante invitationer? Er gudstjenester og menighedsaktiviteter indrettet så nye føler sig velkomne og kan se, at der er plads til dem og brug for dem?
Kirken (alle menigheder) er til for, at så mange som muligt kommer med i ”båden”. Alle kan være med til at kaste ”redningskranse” ud.
