Omsætningen er steget med 75 procent

– Vi svigter ikke de nødlidende i de områder, hvor vi gennem 32 år har skaffet mad, vand og levebrød for hundredtusindvis af mennesker, sagde generalsekretær Betina Gollander-Jensen på Mission Østs årsmøde.

Mission Øst fremviste imponerende resultater på weekendens årsmøde i Karlslunde. Omsætningen er nemlig steget med 75 procent til 134 millioner om året, og 83 % af midlerne er gået til nødhjælp.

Generalsekretær Betina Gollander-Jensen fremlagde på årsmødet en imponerende rapport, der viser, at en halv million mennesker i 11 lande har fået direkte gavn af Mission Østs nødhjælps- og udviklingsprogrammer. Hele 83 procent af midlerne er gået til nødhjælp.

Afghanistan efter Taliban

Afghanistan står for næsten halvdelen af hjælpeorganisationens engagement trods vanskelige arbejdsforhold i landet. Det er nu to år siden, den islamistiske bevægelse Taliban overtog magten i Afghanistan og skabte vanskelige arbejdsforhold for hjælpeorganisationer. Trods flere benspænd – bl.a. restriktioner på kvinders arbejde – fortsætter Mission Øst hjælpearbejdet i landet og har i 2022 faktisk tredoblet indsatsen i de to nordøstlige provinser Takhar og Badakhshan.

– Vi svigter ikke de nødlidende i de områder, hvor vi gennem 32 år har skaffet mad, vand og levebrød for hundredtusindvis af mennesker, fastslog generalsekretæren.

Flot årsregnsskab

Formand Torben Andersen kunne præsentere et flot årsregnskab for 2022, hvor den samlede omsætning rundede 134 millioner kroner. Det er en stigting på omkring 75 procent. Blandt andet krisen i Afghanistan har fået danskerne til at donere ekstra mange penge – både offentlige og private donorer. I alt har 118.000 afghanere fået fødevarehjælp til at komme igennem vinteren i 2022.

Genopbygning af Ukraine

Men også krigen i Ukraine kalder på sympati og støtte, så det krigshærgede land står for hele 12 procent af Mission Østs samlede engagement. Her koncentrerer hjælpeorganisationen sin indsats med genopbygning af sønderbombede boligområder i Mykolaiv. Det sker på bæredygtig vis ved at murbrokker og byggeaffald bliver forvandlet til nye byggematerialer og genbrugt til reparation og nybygning af huse til de mest udsatte familier.

Men der blev også ydet akut nødhjælp i 2022, hvor titusindvis modtog fødevarepakker, tæpper og andre fornødenheder, 35.455 personer fik hjælp på en af de fem klinikker, hvor Mission Øst har leveret medicin og udstyr, og over 40.000 mennesker modtog træning i, hvordan de kunne beskytte dem selv og deres familier mod krigens handlinger.

Forbedring i Armenien

Under årsmødets var der bl.a. et miniforedrag af Pia Jerslund, der som bestyrelsesmedlem har besøgt Mission Østs arbejde blandt børn med handicap i Armenien. Hun kunne tydeligt se forandring i landet, som hun besøgte tilbage i 1997.

– Det var spændende at se, hvad vi faktisk har opnået på alle de år. At vi virkelig har kunnet forbedre livet for børn med handicap og afbøde forældrenes følelse af skyld og skam. Og at det i høj grad er lykkedes at vende samfundets holdning, sagde hun.

Nye i bestyrelsen

Som ethvert andet årsmøde var der også i Mission Øst valg til bestyrelsen. Gitte Stausholm, Henriette Ravn og Ole Ramsing erstatter Torben Andersen, Christian Nolsøe og Klaus Jahn, der ikke opstiller. Gitte Stausholm er investor og har de seneste 10 år arbejdet som frivillig sygeplejerske hos Røde Kors-klinikken for illegale indvandrere.

Henriette Ravn er økonomi- og administrationschef ved Kirkens Korshær, og Ole Ramsing er udviklingskonsulent ved Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU). Efter generalforsamlingen afholdt den nye bestyrelse konstituerende møde, hvor Ole Ramsing blev valgt som formand og Henriette Ravn som næstformand for organisationen.

Mission Øst er en international hjælpeorganisation grundlagt i Danmark. Organisationen hjælper sårbare mennesker og lokalsamfund i Afghanistan, Armenien, Irak, Libanon, Myanmar, Nepal, Nigeria, Nordkorea, Syrien, Tadsjikistan og Ukraine. Mission Øst er certificeret af den prestigefyldte Core Humanitarian Standard (CHS). Man kan læse hele årsrapporten på hjemmesiden.