Rejseberetning fra landet, hvor flest kristne dræbes for deres tro

Inden denne dag er omme, vil 13 kristne i Nigeria være blevet dræbt på grund af deres tro.

Sådan er de barske realiteter i det land i verden, hvor volden mod kristne er værst. Sidste år blev flere end 5.000 kristne dræbt for deres tro – dertil kommer endnu flere voldshandlinger som eksempelvis kidnapninger og voldtægter. Jeg er netop vendt hjem efter en rejse til Nigeria, hvor jeg blandt andet mødte nogle af de 75.000 internt fordrevne, kristne flygtninge i delstaten Benue i den centrale del af landet.

I hele Nigeria er der omkring tre millioner internt fordrevne, kristne flygtninge. I Benue alene har der det seneste år været over 140 registrerede angreb på kristne, hvor flere end 500 personer er blevet dræbt – og ikke én af angriberne er blevet retsforfulgt.

Volden er rykket mod syd

For 10 og 20 år siden var det primært i delstaterne mod nord, at kristne blev angrebet. 12 af disse stater har i dag indført sharialovgivning – og i 10 af disse er der dødsstraf for at konvertere fra islam til en anden religion. Oftest når sagerne dog ikke for retten, da familien tager sig af eksekveringen af dødsstraffen, da det er en stor skam for familien, når et familiemedlem konverterer.

De senere år er volden rykket mod syd til den centrale del af Nigeria, hvor især militante fulanier angriber kristne landsbyer. Og ifølge de lokale kirkeledere, som jeg talte med, kan man godt glemme alt om, at konflikterne er konflikter mellem hyrder, som leder efter græsning til deres dyr (fulanier) og fastboende landmænd, som dyrker afgrøder på deres marker (kristne).

Det er ellers den officielle forklaring fra de nigerianske myndigheder – og fra FN med flere. Eksempelvis i den rapport, som USA’s Kommission for Religionsfrihed udgiver hvert år – her fremhæves både etnicitet, religion og geografi som årsager til konflikterne.

Koordineret voldskampagne

Men de lokale kristne oplever som nævnt, at volden i høj grad er rettet mod dem – og at den er ikke tilfældig. Dertil er angrebene alt for koordinerede, veltilrettelagte og systematiske. For det første finder de primært sted i områder, hvor der bor mange kristne. Dernæst følger et bestemt mønster, hvor først landsbyens kirke angribes og dernæst de kristne, som slås ihjel eller kidnappes. Senere vender angriberne tilbage og ødelægger landsbyens afgrøder og huse.

Og hvis kristne, som er flygtet fra landsbyen, vender tilbage for at hente ting i deres huse eller lede efter mad, bliver de dræbt. Endelig får de kristne ingen hjælp, når de henvender sig til myndighederne i form af militæret eller politiet – enten ignoreres de eller også nægter myndighederne at hjælpe.

Eskorteret af bevæbnede vagter

Jeg var også med på en særlig tur i Mangu-området i delstaten Plateau i den centrale del af Nigeria, hvor militante fulanier siden april har angrebet 61 kristne landsbyer og fordrevet 8.000 personer. Vi kørte i halvanden time og passerede den ene ødelagte landsby efter den anden – ikke ét murstenshus stod intakt tilbage.

Under hele denne tur blev vi eskorteret af 12-13 svært bevæbnede vagter, som afsikrede områderne, inden vi steg ud af bilerne. Det normale på turen i øvrigt var ellers tre-fire svært bevæbnede vagter.

I en af de angrebne landsbyer var det lykkedes mændene at få kvinder, børn og ældre kørt væk i biler, lige inden angrebet satte ind, mens mændene flygtede ud i bushen. Uheldigvis blev konvojen af flugtbiler opdaget af de angribende fulanier – de stoppede bilerne og dræbte alle – omkring 40 kvinder, børn og ældre fra landsbyen. Kun mændene overlevede.

Tilgivelse er uomgængeligt

Beretningerne er så barske og så talrige, at man næsten ikke kan overkomme bare at lytte til dem. Heldigvis oplevede jeg også glimt af håb på turen. Open Doors driver et traumecenter for kristne, som har været udsat for voldelige overgreb. Her opholder overleverne – ikke ofrene, det er en vigtig pointe i behandlingen – sig i tre-syv dage tre-fire gange i løbet af et år.

Behandlingen følger fem led:

1) Vise sårbarhed – komme af med frustrationer.
2) Turde vise vrede og komme ud med den.
3) Arbejde med accept af det, som er sket.
4) Arbejde med tilgivelse – i forhold til dem, der brændte dit hjem af, fordrev dig, bankede dig, voldtog dig, dræbte din familie etc.
5) At opbygge resiliens og gennem de fem faser opnå en helbredelse af traumet.

Tilgivelse er uomgængeligt, hvis den enkelte overlever – og lokalområder samt hele nationen – skal opnå heling og genoprettelse. Uden tilgivelse ingen befrielse for smerten, lyder erfaringen fra centeret. Som en af lederne sagde:

”Det er først, når du selv tilgiver, at du bliver sat fri. Vi oplever, at folk bliver forløst her. Alle græder under de behandlingssessioner, som vi har, fordi det er så hårdt at gå igennem. Tusinder af mennesker verden over beder for dette sted og arbejdet her. Det er derfor, vi lykkes med det.”