Tag vare på angsten

Det første skridt på vejen til at forebygge og behandle angst for at miste, i alle dens mange former og afskygninger, er at anerkende dens tilstedeværelse og effekt, mener psykolog Jane Bækgaard.

Jane Bækgaard har mange års erfaring med at hjælpe mennesker med angst. Hun har arbejdet bredt inden for børne- og familieområdet og har de seneste 20 år haft egen praksis. Desuden arbejder Jane Bækgaard som børnesagkyndig psykolog for nogle af Retterne i sager, hvor forældre er uenige og i konflikt. Vi har stillet en række spørgsmål til Jane Bækgaard med henblik på at få konkret hjælp til at håndtere angst.

Hvordan gennemskuer vi, at vi har angst?

”Angst påvirker os i forskellig grad både fysisk, følelsesmæssigt, intellektuelt og adfærdsmæssigt. Angst mærkes i kroppen som uro, øget puls, urolig hjerterytme, spændinger, tilbageholdt åndedræt og andre former for ubehag. Ofte kommer vi meget op i vores hoved, og det afholder os fra at mærke, hvad der sker i vores krop, hvor angsten viser sig. Angst kan udløses af noget ydre, men er oftest en reaktion på noget indefra kommende – noget i os selv, via vores tanker. Tanker skaber følelser, der svarer til dem og derefter kropslige reaktioner, hvor vi udskiller forskellig kropskemi, afhængigt at tankernes indhold. Groft sagt udskiller vi glædeshormon eller stresshormon. Således mærker vi hele tiden forskellige reaktioner i os afhængigt af vores tankeindhold. Så, som der også så klogt står i Bibelen, vi skal ”Vogte vore tanker”.

Hvordan øver vi os i at tage vare på angsten for at miste?

”Jeg kan godt lide, du bruger ordet øver, for jeg har erfaret, at det er en øvelse livet igennem ikke at give næring til vores angst, som er en naturlig menneskelig følelse. Den kan blot tage overhånd, og her kommer vores evne til at styre og regulere os selv ind. Ofte kan vi ikke kontrollere, hvilke tanker, der dukker op, men vi kan bevidst vælge, hvilke, vi giver næring. Det forudsætter årvågenhed i vores indre og øvelse i bevidst at vælge vores tanker. Her skelner jeg klart mellem lysets og mørkets tanker. Guds tanker eller tanker fra vores modstander. Heldigvis er vi født med handlefrihed, så det handler om at opøve og træne vores indre ledelse: Lade lyset vinde over mørket. Vi kan træne at indlære nye og sundere tanker, der kan erstatte destruktive og angstfremkaldende tankemønstre. Det handler meget om bevidstgørelse. Om hvornår vi henholdsvis gøder og svækker angsten. Hver gang, vi giver næring til en frygttanke, printer vi den dybere i vores bevidsthed. Vores hjerne er mere kodet til at overleve – end til at leve. Så vi må gøre en aktiv indsats for at bevare vores iboende glæde og livskraft.
Megen forskning viser, at vi overvejende er negativt programmerede, og at vi må gøre en aktiv indsats for at tænke i ønsker og tillid, frem for i farer og frygt.
Årsagen til angstudviklingen er vores bekymringer, når vi giver dem næring. Ofte forsøger vi at dulme vores følelser frem for at turde møde dem og lære at kunne rumme os selv med den uundgåelige smerte og afmagt, livet indebærer.”

Hvad er dit bedste råd/din bedste erfaring fra klinikken?

”Det første, jeg er opmærksom på, er kvaliteten af åndedræt og tanker, som er vores to mest automatiserede funktioner – med størst indvirkning på vores velbefindende eller det modsatte. Angst er som nævnt en naturlig følelse. Problemets rod er ud fra min erfaring, at angstfølelser gør os bange. Derfor ønsker vi dem væk. Vi vil ikke mærke dem og det ubehag, de skaber i os. Vi forsøger at undgå og undertrykke dem eller at tænke os til, hvordan vi kan få dem væk. Her kommer vi på afveje. Når vi bliver bange, så holder vi vejret og spænder i kroppen. Derfor ophobes stresshormon, der øger angsten. At puste langsomt ud er den hurtigste måde at berolige os selv på. Udåndingen sænker vores puls, og indåndingen øger den. At lære hensigtsmæssig vejrtrækning er nok den vigtigste færdighed, når det gælder om at berolige os selv. Via vores udånding kan vi bevæge os fra vores alarmsystem til vores beroligelsessystem. Vi får næppe vores tanker i ro ved at tænke mere, men derimod ved at flytte vores opmærksomhed ned i kroppen. Jeg spørger ofte mennesker, om de er gode venner eller uvenner med deres angst. Svarene er entydige, og ansigtsudtrykkene viser svaret: Angsten er en uven, og flere siger en fjende. Det, vi ønsker væk, kommer vi i realiteten til at forstærke. Som eksemplet: ”Du må ikke tænke på en lyserød elefant”. Når vi siger det, viser den sig for os. Sådan er det også med angsten. Vi forsøger så at tænke nye måder at få den væk på, hvor vi i realiteten kommer til at forstærke den. Ofte spørger jeg i samtalen, om det er i orden, at de, mens vi sidder sammen, fremkalder en episode, hvor de var angste. Interessant er her, både for dem selv og mig, at det kan de ikke. Netop fordi de i den situation godt tør møde angsten, hvormed den mister sin magt. Det er også vigtigt at træne modet til at være åben over for andre om sin angst. Vi skal turde vise os med det, der er i os. Jo mere vi forsøger at bekæmpe en følelse, des mere vil den kontrollere os. Jeg taler med både unge og voksne, der har angst, og kendetegnende er, at jo mere de tør åbne sig og tale om angsten, jo mere aftager den.”

Det kan være svært for os,
men vi kan øve os i at se os selv med
Guds kærlige og tilgivende blik.
Huske, at vi er elskede og værd at elske,
selvom vi langt fra er fuldkomne.”

Hvad hvis man er angst for at miste andre, hvis man er sig selv? Hvordan lærer vi os selv bedre at kende og stå fast og være ærlige med hensyn til meninger, værdier og behov?

”At turde være og stå ved os selv, som vi er, er nok en øvelse livet igennem. Vi har alle et såret barn i os, som gør os bange for ikke at være gode nok. Ingen af os er kommet helskindet gennem det vigtigste udviklingstrin: At elske os selv og andre fra hjertet for at kunne give og modtage kærlighed. Menneskelig nysgerrighed er en vigtig egenskab, vi kan træne. Samt mod. Mod til at konfrontere os med vores skyggesider. Træne at være nysgerrig på vores mønstre og vaner, også dem, der ikke tiltaler os. Her kan vi arbejde med vores udvikling – både med hensyn til at forandre os og at acceptere os selv. Bevæge os fra selvoptagethed mod egenkærlighed og næstekærlighed. Det kan være svært for os, men vi kan øve os i at se os selv med Guds kærlige og tilgivende blik. Huske, at vi er elskede og værd at elske, selvom vi langt fra er fuldkomne.”

Hvordan håndterer vi angst for at miste anseelse og angst for bagtalelse, sladder og løgne, hvis nogle af vores værste fejl og skyggesider kommer frem i lyset?

”Vi tolker hele tiden, bevidst eller ubevidst, hvad vi tror, andre tænker om os. Det er uden for vores kontrol, så at slippe behovet for kontrol er gavnligt.
Samtidig må vi arbejde med at tolke forestillingen om andres syn på os kærligt, så vi skaber forbundethed til andre mennesker frem for adskillelse inde i os.
Og vi må arbejde på ikke at dømme andre. Når vi dømmer andre, kan vi ubevidst tolke, at de nok også dømmer os. Vigtigt er også at arbejde på at mindske vores ego. At åbne vores hjerter for Gud og se os selv med den kærlighed, der bor i os, men som vi af forskellige grunde har været nødsaget til at lukke ned for. Vi har alle udviklet forsvarsmekanismer for at beskytte os, når vi ikke blev mødt ud fra vores behov og har følt os forkerte. Vi må søge mod målet: At turde blive de mennesker, Gud har skabt os til at være.

Hvordan håndterer vi angsten for at miste dem, vi holder af eller angsten for selv at dø?

Kærlighed har sin pris. Vi ved alle, at vi er født til at leve og født til at dø. Men vi kan have nogle stærke benægtelsesmekanismer, som vi før eller siden er nødsaget til at forholde os til. Jeg tror, det er vigtigt at turde undersøge de store spørgsmål i livet: Hvorfor er vi her? Hvad skal vi her? Hvad sker der, når vi dør?
Jeg ser en sammenhæng mellem vores dødsbevidsthed og livskraft. At vi tør tænke og mærke, at vi ved, vi skal dø fra dem, der elsker os, og miste mennesker, vi elsker. Jeg tænker os ikke adskilt fra Gud, men egoets frygt kan tage os væk fra Guds fred, glæde og kærlighed, der altid bor i os. Vi vil løbende blive ramt af angstfyldte følelser, men når vi lever vågent, kan vi opdage dem, sige farvel til dem eller erstatte dem med nogle, der er sundere – ved at arbejde med dem i åbenhed, med accept og navigere deres retning. I realiteten er den eneste magt, en tanke kan have over os, den magt vi giver den. At sejre i vores indre og ikke give op, men programmere vores sind med opbyggende tanker, kræver, at vi bliver ven med vores indre uro. Vi har tendens til at glemme, at kærligheden aldrig er uden for os selv. Kærligheden er altid inde i os, men vores rationelle hjerne kan spærre for adgangen. Guds kærlighed er tilgængelig for os alle, men vi må selv åbne døren og bede om at blive fyldt med den. At føle os afhængige af Gud kan være vigtigt, da vi ellers kan være på vej væk og tro, at vi kan ved egen kraft.”