80-året for den delvise redning af de danske jøder

Oktober 1943 blev med den delvise redning af de danske jøder en skæbnestund for det danske folk, og derfor er den værd at mindes her 80 år senere.

Ikke for at pudse vores egen glorie og negligere de negative historier, der også hører med, men for at lære af fortidens handlinger. I oktober 1943 stod en broget skare af danskere ganske uopfordret sammen om at hjælpe en gruppe medborgere, hvis liv var truet. Og det lykkedes stort set. Næsten alle danske jøder blev evakueret til Sverige; og næsten alle danske jøder overlevede Holocaust. I international sammenhæng er begge dele enestående.

Israelsmissionen involveret i dramatiske aktioner

Der er efterhånden skrevet meget om oktober 1943, men to underbelyste aspekter fortjener at blive nævnt: For det første bør det nævnes, at også døbte jøder blev evakueret. Det er svært at dokumentere omfanget, men i hvert fald én gruppe af døbte jøder med tilknytning til Den Danske Israelsmission var samlet på Glænø-lejren ved Havnsø ud mod Nekselø Bugt og kom derfra til Øresund og siden Sverige.

Efter krigen vendte de hjem og fortsatte med at mødes regelmæssigt, som de havde gjort det før krigen. Også Israelsmissionens mangeårige medarbejder, Abraham Scheradsky, blev evakueret under dramatiske omstændigheder. Først blev han og hans kone gemt i en sjællandsk præstegård, siden lå de flere timer i en grøft ved Øresund.

Da de endelig kom afsted, blev båden opdaget af tyskerne, men skipperen formåede at undslippe, inden de nåede tysk havn, og de kom alle til Sverige.
For det andet deltog flere af Israelsmissionens medarbejdere aktivt i redningsaktionen. Efterfølgende talte de sjældent om det, formentlig for ikke at ophøje sig selv, men de fortjener at blive husket.

Rejsepræst Egon Johannesen, der godt et år senere blev likvideret, drog for eksempel til Fyn for at hente fem jøder til Sjælland, hvorfra de kunne komme videre til Sverige. Takket være den lokale sognepræst var de alle udstyret med ægte dåbsattester, der dog ikke tilhørte dem selv, og det reddede dem formentlig. Henry Rasmussen, der var præst ved Simeons Kirke på Nørrebro og leder af Israelsmissionens københavnske arbejde, åbnede sit hjem for flygtende jøder, og på et tidspunkt husede han 35 personer på vej mod Sverige.

Udlevelse af næstekærlighed

Man kunne forledes til at tro, at Israelsmissionens medarbejdere hjalp jøderne for at kunne missionere for dem. Jeg kan ikke udelukke, at nogle har tænkt sådan, ligesom det heller ikke kan udelukkes, at nogle med tilknytning til Israelsmissionen svigtede i oktober 1943. Men den daværende overrabbiner, Marcus Melchior, skriver i sine erindringer, at han i det mindste var af den opfattelse, at Israelsmissionens medarbejdere ikke hjalp for at ”kapre jødiske sjæle”.

Oktober 1943 var en anledning til at udleve det kristne budskab om ubetinget og selvopofrende næstekærlighed; en prædiken i gerninger over for de danske jøder, som Henry Rasmussen kaldte det efter krigen. Oktober 1943 var en mulighed for, at kirken kunne være kirke. I oktober 1943 sagde kirken fra over for den antisemitisme, som uanset udformning ingen steder hører hjemme i en kirke, hvis omdrejningspunkt selv var jøde.

Oktober 1943 var en anledning til at udleve
det kristne budskab om ubetinget og selvopofrende næstekærlighed

Den bevidsthed har altid stået stærkt i Israelsmissionen. Vi mener ikke bare, at jøderne har brug for at høre budskabet om Jesus Messias; vi mener også, at kristne har brug for at høre jødernes vidnesbyrd. Ja, vi kan faktisk ikke være andet bekendt.

Historieløst og udansk

Der er gået 80 år siden oktober 1943, og situationen i dag er heldigvis en anden. Jøderne i Danmark er ikke, trods enkeltstående chikane og terrorangreb, truet på deres liv af en antisemitisk ideologi. Alligevel er det værd at reflektere over oktober 1943. Ikke for at trække ”nazikortet” og sammenligne nogen aktuel situation med Holocaust, men for at lære af fortiden og derved insistere på, at vi alt andet lige har nogenlunde hånd i hanke med, hvor vores samfund bevæger sig hen.

Selvom verden er kompleks, kan vi udstikke en retning for den og gøre vores bedste for at følge den. Vores jødiske medborgere presses i dag i særlig grad på retten til at omskære drengebørn. Ifølge en Megafonmåling fra 2020 foretaget for TV2 og Politiken støtter 86 % af danskerne et forbud mod religiøs omskæring af drenge under 18 år.

Endnu har der ikke vist sig et politisk flertal for et sådant forbud, og det begrundes ofte med henvisning til netop jødernes skæbne under Holocaust og Danmarks indsats i oktober 1943. Et forbud mod omskæring af drengebørn vil forhindre et af de vigtigste jødiske ritualer og derved i praksis sætte en stopper for jødedom i Danmark.

Det vil givetvis også drive en del jøder ud af landet. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt. Det vil ikke bare være historieløst og udtryk for en mangelfuld forståelse for andre religiøse traditioner, det vil også være udansk.

Demokrati og åndsfrihed blev sat på prøve

Som nævnt er den delvise redning af de danske jøder i oktober 1943 en enestående handling i international sammenhæng. I intet andet land stod befolkningen i så høj grad på jødernes side. Ifølge den amerikanske dokumentarist, Harold Flender, der både i bogform og dokumentarfilm har skildret redningsaktionen for et amerikansk publikum, skyldtes det især den veludviklede danske demokratiske tradition.

Demokratiet og åndsfriheden blev sat på prøve i oktober 1943 – og bestod. Det forpligter. Oktober 1943 forpligter. Dengang viste danskerne, at man ud fra danske værdier som tillid, medmenneskelighed, respekt, lighed og frihed kan hjælpe selv de medborgere, som måtte være af en anden religiøs overbevisning – ganske enkelt af den årsag, at de er medborgere.

Demokratiet og åndsfriheden blev sat på prøve
i oktober 1943 – og bestod.
Det forpligter. Oktober 1943 forpligter.

De har lige så meget ret til at være her, som vi har. De har lige så meget ret til at praktisere deres religion, som vi har ret til at praktisere vores, eller helt lade være.

Ansvaret lever videre

I oktober 1943 viste den danske kirke, at man tog buddet om næstekærlighed alvorligt, og at kristen næstekærlighed også må udvises mod den, der ikke er kristen. Det har vi brug for at minde os selv om igen og igen. I år markerer vi, at det er 400 år siden, de første jøder på kong Christian 4.’s indbydelse bosatte sig i det danske kongerige, og vi mindes, at det er 80 år siden, de senest for alvor var truet på livet i Danmark.

Dengang påtog både samfundet og kirken sig et stort ansvar. Efter krigen skrev Henry Rasmussen, at det ansvar ikke var afsluttet med oktober 1943. Ansvaret lever videre; det gælder stadig. Også i dag.

Et vedvarende kald

Oktober 1943 må ikke blive en sovepude for os, hvor vi hviler i den tro, at vi én gang for alle har vist os som et selvopofrende, næstekærligt folkeslag, der gør plads til dem, vi ikke nødvendigvis er enige med. Oktober 1943 er et vedvarende kald til os – både som samfund og som kirke – om at forsage enhver form for antisemitisme.

Oktober 1943 er en udfordring til os om at respektere og rumme dem, vi ikke nødvendigvis er enige med. Oktober 1943 er en forpligtelse af os til at kæmpe for og forsvare andres ret til at være her på lige fod med os.