Katolsk patriark tilbyder sig selv i bytte for børn kidnappet af Hamas

Kardinal Pierbattista Pizzaballa er den katolske patriark af Jerusalem. Han blev udnævnt af pave Frans i oktober 2020, efter at Pizzaballa havde fungeret som apostolisk administrator i fire år.

Jerusalems katolske patriark har tilbudt sig selv i bytte for børn kidnappet af Hamas, hvis terrororganisationen går med til en udveksling.

Det skriver The Christian Post. Den katolske kirkes øverste repræsentant i Mellemøsten hævder, at netop gidslernes sikre tilbagevenden er afgørende for at bringe volden til ophør.

”Total villighed fra min side”

Kardinal Pierbattista Pizzaballa, som pave Frans udnævnte til patriark af Jerusalem i oktober 2020, foreslog udvekslingen under en online briefing med journalister forrige mandag. Her erklærede kardinalen, at han er parat til at gøre ”hvad som helst” for at befri de børn, som Hamas har bortført.

”Jeg er klar til en udveksling, hvad som helst, hvis dette kan føre til frihed, for at bringe børnene hjem. Intet problem. Der er total villighed fra min side,” sagde han ifølge Reuters. ”Den første ting at gøre, er at forsøge at sikre løsladelsen af ​​gidslerne.”

Kardinal Pizzaballa advarede om, at hvis gidslerne ikke bliver befriet, vil der ikke være nogen måde at forhindre volden i at eskalere. Samtidig indrømmede Pizzaballa, at han og hans kontor ikke har haft nogen direkte kontakt med Hamas.

Over 200 gidsler

Terrorgruppens angreb på samfund nær Gaza-grænsen i det sydlige Israel den 7. oktober resulterede i mere end 1.400 israeleres død. Samtidig tog Hamas også flere end 200 mennesker – lige fra 3 måneder gamle til 85-årige – som gidsler. Kardinalen sagde også, at omkring 1.000 kristne opholder sig i bygninger tilknyttet kirker i Gaza efter Israels gengældelsesangreb. Han tilføjer, at disse kristne er usikre på, hvor de skal gå hen, fordi det er ”farligt”, rapporterer Catholic News Service .

Frygt for kristnes situation i Gaza

I et interview i sidste uge med The Daily Wire fordømte Pizzaballa angrebet mod Israel som ”rædselsfuldt” og ”barbarisk” og udtrykte bekymring for det kristne samfund i Gaza. Pizzaballa udtalte, at krigen mellem Israel og Hamas sandsynligvis vil påvirke de troende i Gaza. Han indrømmede også, at det i øjeblikket er uvist, hvor mange af dem, der opholder sig nu, og hvad man kan gøre for at hjælpe dem.

”Vi har ikke noget sted for dem at evakuere til på den side af grænsen, og for de mange handicappede, de ældre, har vi ingen mulighed for at transportere dem, selvom vi havde et sted,” sagde han. ”Så vi er magtesløse i dette øjeblik.” Pavens repræsentant understregede samtidig, at det er utrolig svært, men også bydende nødvendigt, at krigen stopper, og at man finder en varig løsning, så en regional krig kan undgås.


Artiklen fortsætter efter annoncen: