Kirkekaffe er ikke bare kaffe

Jeg har hørt kirkekaffen omtalt som det tredje sakramente. Altså lige så vigtig som dåb og nadver. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men fællesskabet, som kirkekaffen kan give, er absolut vigtigt.

I og omkring gudstjenesten er der brug for mange frivillige. Det er forskelligt fra kirke til kirke, hvad der er af frivilligopgaver. Hvis der ikke er kirkekaffe i din kirke, kan du foreslå, at det indføres – og love, at du vil koordinere, så forskellige frivillige på skift står for kaffen.

Tjenestested for hyrder

Kaffebryggerjobbet er en praktisk frivillig tjeneste. Men kirkekaffemiljøet er også et oplagt spontant tjenestested for ”hyrder”. Altså dem med særlig nådegave til omsorg. Som sognepræst sagde jeg ofte ved gudstjenestens afslutning: Husk ved kirkekaffen at tale med én, som du ikke før har talt med. Så kunne folk gå hen til hinanden og sige:

”Præsten sagde, at jeg skulle tale med én, jeg ikke før har talt med – jeg har vist aldrig talt med dig. Jeg hedder NN, hvad hedder du? Hvad syntes du om gudstjenesten? – (Lytte). Vil du høre, hvad der sagde mig mest? – Jeg havde aldrig før tænkt på at … osv”.

– Du, som læser dette, kan evt. indlede samtalen sådan: ”Jeg læste i avisen, at jeg skal tale med dig … osv”.

– Nye i kirken vil gerne opdages, modtages. Hvis nogen har taget en ny med, er det vigtigt, at andre også møder den nye. Den nye skal opleve, at kirken er fuld af mennesker, som de kan relatere til.

– Under kirkekaffen er der også mulighed for at dele sorger og glæder og at bede for hinanden.

Kontakt

Ved kirkekaffen er der mulighed for at lave aftaler. Det er også ved kirkekaffen, man kan gå rundt og invitere til Alpha-kursus, bedefællesskab, cellegruppe mv.
– Inden vi som pensionister bosatte os i Kolding, var vi på rundtur til forskellige kirker. Det var meget tydeligt at mærke, hvor folk var gode til at modtage nye, og hvor de ikke var.

– Nogen siger, at der er mennesker, som gerne vil komme anonymt til gudstjeneste og gå igen anonymt. Jeg er overbevist om, at det er meget få. Skulle én føle sig forulempet, ved at nogen henvender sig, er det selvfølgelig trist. Men lad være med at bruge den undskyldning som forsvar for berøringsangst. Der er nok af kirker, hvor folk skuffes over ikke at blive mødt.

Har I ikke noget åndeligt?

Jeg husker en kvinde, som kom for tidligt til gudstjenesten. På et nyreligiøst kursus havde Jesus vist sig for hende og sagt, at det, hun deltog i, var en vildfarelse. ”Følg mig!”, havde Jesus sagt. Næste søndag tilskyndede Helligånden kvinden til at gå hen i kirken. Hun kiggede på opslagstavlen. ”Har I ikke noget åndeligt”, spurgte hun. ”Jo,” sagde jeg, ”efter gudstjenesten må du blive og drikke kirkekaffe, så vil du møde nogle cellegruppeledere. Cellegrupperne har det åndelige med på forskellige konkrete måder”.

– Inden kvinden forlod kirken, bad hun mig om dagen efter at komme hjem i hendes lejlighed og indvie den til det nye liv. Senere flyttede hun, men det nye liv fortsatte. Det vidnede hendes julekort om hvert år.

– Forandringen skete ved hjælp af Jesus, Helligånden, fællesskabet – og kirkekaffen.