Kristenforfølgelser: Hvorfor forsvarer kristne ikke hinanden?

Fordrivelsen af armenske kristne i Nagorno-Karabakh og voldshandlinger imod dem har sat yderligere fokus på, hvor stort et problem kristenforfølgelserne er på verdensplan. Den etniske og religiøse udrensning, som foregår i Nagorno-Karabakh, er blot en i en lang række. Desværre virker det, som om verdenssamfundet mest står på sidelinjen, hver gang kristne forfølges uden at gribe ind.

Af samme grund tog Izat James, der er kristen flygtning fra Pakistan, og som har boet i Danmark i 27 år, forleden til orde ved Migrantmenighedernes Domkirketræf i Vor Frue Kirke i København. Her opfordrede han de danske biskopper til at gå direkte til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for at få ham til at skride ind over kristenforfølgelser.

Udfordringen har mødt Izat James og talt med ham om, hvorfor han vælger at råbe op. Izat James taler flydende dansk, er gift og har tre børn. Til dagligt arbejder han som social- og sundhedsassistent og er en del af en pakistansk menighed i Emdrup.

“Jeg råber op, fordi jeg synes, tingene bliver værre og værre for kristne i Pakistan. Det, som især har fået mig op af stolen, er den nye lov i Danmark imod koranafbrænding. I Pakistan findes der også blasfemilove, hvis man skænder Koranen. Men de er meget strengere end i Danmark. I værste fald kan man blive henrettet. Der skal blot være to muslimske vidner, der har set, at du sagt eller gjort noget. Tendensen er, at folk ikke bringer det ind i retssystemet, men tager loven i egen hånd og angriber kristne på gaden eller i hjemmet. Alene i august måned i år blev der brændt 26 kirker og 80 hjem af i Pakistan.”

Izat James går ikke ind for koranafbrænding, fordi han ser, hvordan kirkerne bliver brændt og kristne straffes i Pakistan som en hævnakt, når vi i Vesten brænder Koranen af. Alligevel er han langtfra tilfreds med regeringens indsats: “Det er fint, at blasfemiloven er blevet vedtaget, men jeg synes alligevel, at præmissen for den er forkert.

Lars Løkke Rasmussen er blevet bange for terror og har derfor givet efter for muslimske ledere. Han vil have fred i Danmark, men er ligeglad med kristne i Pakistan. Loven er ikke blevet vedtaget for at beskytte kristne mindretal. Lars Løkke Rasmussen burde i det mindste have forhandlet med de muslimske ledere og sagt, at hvis vi skal holde op med at brænde koraner af, så skal muslimer i Pakistan holde op med at brænde kirker og de kristne private hjem af.

Det skal gå begge veje. Der burde være en forhandling. Vi taler konstant om menneskerettigheder, men kristne har ingen rettigheder i Pakistan. De bliver behandlet som dyr.”

Kristne i Vesten virker ligeglade

For Izat James er det en store gåde, at vi kalder os et kristent samfund og samtidigt tænker så begrænset, når det gælder kristne uden for landets grænser.
Det gælder også i kirkens egne rækker: “Hvorfor står kristne her ikke sammen med kristne i Pakistan og siger, at de også er mine brødre og søstre? Hvorfor hjælper vi dem ikke,” spørger Izat James.

I hans øjne er det ikke kun de vestlige, politiske lederes opgave at gøre noget ved situationen, men alle kristne burde se det som en pligt at stå sammen og sige, at det ikke er i orden:

“Det virker, som om de fleste kristne i Vesten er ligeglade. Vi har det jo godt her. Det er meget svært for en dansker at forstå, hvordan det er at være en kristen familie i en nødsituation. Hvordan det føles, når de kommer for at brænde dit hus af, og du er nødt til at flygte, måske uden sko og tøj og bare løbe væk. Vi tænker kun på os selv, vores egen kirke og menighed.”

Hvis ikke kristne begynder at stå mere sammen og råbe op over for regeringerne, så frygter Izat James, at kristne ikke længere får plads i verden:
“Vi har ingen chance for at forblive kristne, hvis vi ikke sammen gør en indsats nu og siger, at det, som foregår, er forkert. Kristendommen er i fare for at blive udraderet, hvis ikke vi står sammen.

Selvom politikere ikke virker, som om de lytter, skal man alligevel bombardere dem med budskabet om, at forfølgelserne skal stoppes”.

”Selvom politikere ikke virker, som om de lytter,
skal man alligevel bombardere dem med budskabet om,
at forfølgelserne skal stoppes”.
– Izat James

Klima og frygt for religionskrig fylder alt

Kim Hartzner, der er stifter af nødhjælpsorganisation Mission10forty, har i en lang årrække bragt nødhjælp ud til områder i verden, hvor kristne er forfulgte. På spørgsmålet om, hvorfor der er så lidt fokus på kristenforfølgelse, svarer han: “Vi har ikke længere en kristen identitet i Vesten, men en identitet, der bygger på materialisme og demokrati.

Vi føler os nok overbeviste om, at vi er bedre end andre, ligeværdige og humanistiske, men det er overhovedet ikke hængt op på en kristendom. Og så er det klimaet, som fylder alt i dag. Det er blevet en moderne religion, hvor den nye tro handler om, at det er os, som skal redde jorden. Klimaet fylder så meget i den vestlige bevidsthed og hos unge mennesker, at der ikke er plads til andet.”

Den anden store årsag, til at mange kristenforfølgelser ikke kommer frem i lyset, er i følge Kim Hartzner, at når man nævner kristne, så har mange i baghovedet, at det også handler om muslimer:

“Selvom kristenforfølgelser kommer ind under menneskerettigheder, så tør vi ikke tale om det, fordi det hurtigt kommer til at handle om muslimer. Man må ikke nævne kristendom og islam i samme sætning, fordi det så lyder som en modsætning og religionskrig. Men det er en religionskrig”, understreger Hartzner og fortsætter:

“Som kristne bør vi forsvare vores kristne brødre og søstre. Jeg taler åbent om, at de kristne er forfulgte og bliver slået ihjel.”

Hvorfor tror du, der er så lidt solidaritet blandt kristne?

“Fordi de andre dagsordner fylder det hele. Man burde forlængst have dannet økonomiske og politiske alliancer med de kristne lande. Konflikterne er ikke kun i Armenien, men det handler om hele den konflikt, som er mellem islam og kristendom. Kristenforfølgelser sker også i Nigeria, Egypten, Israel og Libanon, Syrien, Irak og Nordafrika. Alle de steder har kristne det svært, og alle de steder er der mangel på solidaritet fra Vesten.”

Personligt kendskab til forfulgte vil hjælpe

Ulla Thorbjørn Hansen er biskop i Roskilde Domkirke. Hun var tilstede ved Migrantmenighedernes Domkirketræf. Efter hendes opfattelse skyldes den manglende solidaritet mellem kristne flere ting: “Vi hører ikke meget om kristendomsforfølgelserne i medierne. Mange ved derfor ikke, hvor galt det er fat, og når man hører om det, så kan det virke uvirkeligt og uoverskueligt.

Som endnu et eksempel på krig og ufred, vold og terror, som ikke kun rammer kristne, men mange forskellige mennesker fra forskellige nationaliteter og forskellige religioner. Det skyldes også, at mange kristne i vesten har meget travlt og har rigeligt at bekymre sig over i deres eget liv. Mange løber meget stærkt, mange sygemeldes pga stress, og så er det ikke nærliggende at bruge tid og kræfter på at forsvare andre kristne i andre lande.

Det, der kan få os til at gøre det, vil nok være mere information om kristendomsforfølgelserne, men måske først og fremmest vil personligt kendskab til nogle, der bliver forfulgt, eller kender nogle, der bliver forfulgt, nok kunne gøre en forskel.” “Tænketanken for forfulgte kristne” har netop udgivet et nyt hæfte med titlen: “Vores ansvar for forfulgte kristne”.

Hæftet kan findes på tænketankens hjemmeside: tffk.dk