Forbander Gud mennesker i dag?

Jeg går for tiden og beder og studerer et emne i Bibelen, som jeg mangler svar på. Forbander Gud os også i dag? I det gamle testamente gjorde han det, når folk syndede og ikke overholdt loven, men hvad med i dag efter den nye pagt? Det vil jeg gerne vide.

Rose

 

Tak for dit meget vigtige spørgsmål, som mange andre nok også gerne vil have svar på. Bibelens gudsbillede er komplekst og kan være svært at forstå, men sådan behøver det ikke at være. For Bibelen fortæller os, at det ikke er i overensstemmelse med Guds natur at forbande os. Så det umiddelbare svar er et klart NEJ! Det er imod Guds natur at forbande os, både i Ny Testamente og i Gammel Testamente! Men når det er sagt, skal vi se på noget af det, der ofte tolkes som udsagn om forbandelser fra Gud.

Jesus viser, hvem Gud er

I Joh 14,9 siger Jesus: ”Den, som har set mig, har set Faderen”. I Joh 10,30 siger han: ”Jeg og Faderen, vi er ét”. Og Kol 2,9 fortæller os, at Jesus åbenbarer hele Guds væsen i menneskelig skikkelse. Disse bibeltekster viser os klart, at Gammel Testamentes Gud er præcis den samme som Gud i Ny Testamente, sådan som Jesus har åbenbaret ham. Hvis vi ikke forstår det, vil vi enten misforstå Gud eller Jesus – eller dem begge.

Gud er den samme

I Mal 3,6 siger Gud, at han aldrig har forandret sig. Gud i GT er den samme som Gud i NT! Den hebraiske bibels Yahweh er meget mere god, nådig og omsorgsfuld end de fleste tror. Derimod er Jesus meget mere aggressiv, konfronterende og dømmende end de fleste tror. Han blev bestemt ikke korsfæstet, fordi han talte om næstekærlighed.

Han blev korsfæstet, fordi han offentligt kritiserede sin samtids religiøse og politiske ledere. Han sagde det ligeud til dem, at de ville gå til grunde. Så det er ubibelsk at tro, at GT’s Gud er vred, mens Jesus i NT er kærlig.

Gud bud giver tryghed

Det er også vigtigt, at vi forstår, at Guds bud handler om vores sikkerhed, ligesom dengang Gud befalede Adam og Eva, at de ikke måtte spise af Kundskabens Træ.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Lad mig illustrere det med et enkelt eksempel: Som fireårig så jeg min mor arbejde i køkkenet. Jeg ville gerne hjælpe hende med at skære grønsager. Hun gav mig nogle ærter og viste mig, hvordan jeg kunne bælge dem, men jeg ville meget hellere hjælpe med at skære noget. Men mor gav mig nogle få ærter og sagde: Du kan bælge dem, men du kunne komme til at skære dig, hvis du bruger kniven.

Min lille fireårige hjerne forstod ikke, hvordan en kniv kunne skade mig, for jeg havde aldrig set den skade min mor. Så da mor vendte ryggen til, tog jeg kniven og prøvede at gøre det samme, som hun havde gjort – og ganske rigtigt: Jeg skar mig i finderen. Det gjorde ondt, og jeg blev bange, da jeg så blodet. Men mens min mor tog sig af min finger, fortalte hun mig kærligt, at det ikke ville være sket, hvis jeg havde adlydt hende og holdt mig fra kniven.

Betyder det, at det var min mor, der gjorde mig fortræd? Nej. I stedet kom hun mig til hjælp, mens hun forklarede, hvordan jeg kunne have undgået skaden. Jeg oplevede konsekvensen af min ulydighed, så det ville være unfair at bebrejde min mor det, der var sket!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Annes far sagde til hende, at hun skulle holde sig tæt til ham, så hun kunne være dækket af hans store paraply, mens det regnede. Men i stedet rev hun sig løs for at lege i vandpytterne, og det fik negative konsekvenser.

Som barn gik jeg også en gang med min far i hånden. Det så ud til at blive regnvejr, så han sagde, at jeg skulle holde mig tæt til ham, så vi begge kunne søge ly under den store paraply, vi havde med. Der kom en byge, og jeg var ganske rigtigt beskyttet mod regnen, så længe jeg gjorde, som min far havde sagt. Men da regnen fortsatte, begyndte der at dannes små vandpytter, og jeg ville gerne lege i dem ligesom alle andre børn.

Jeg syntes det så helt ufarligt ud og trak min hånd ud af fars for at komme hen til de fristende vandpytter. Men da jeg gik værk fra far, kom jeg samtidig bort fra beskyttelsen under hans paraply, og snart følte jeg de kolde regndråber både i håret og ansigtet. Det ville være unfair at sige, at min far var skyld i, at jeg blev våd. Derimod blev jeg gennemblødt, fordi jeg var ulydig mod ham.

Sådan var det også, når Guds folk var ulydige imod ham i GT – og sådan er det stadig. Det var aldrig Gud, som gjorde dem fortræd. Ligesom han advarede Adam om syndens konsekvenser, advarede han sit folk igen og igen om, at deres ulydighed altid ville medføre smerte, sygdom og ulykker i verden, som den er efter syndefaldet.

Det Gamle Testamente er fyldt med historier om Gud, der giver befalinger til sit folk. Derefter vil folket overholde befalingerne for en tid og være under Guds beskyttelse fra fx naturkatastrofer, sygdom og stærke fjender. Men GT fortæller også om mange tilfælde, hvor folk valgte at gå deres egen vej og derefter måtte høste konsekvenserne i form af katastrofer, sygdom og nederlag i krig. Kun så længe folket holdt sig nær til Gud og inden for de grænser, han havde fastslagt, var de trygge under hans beskyttelse.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Konsekvenser er ikke forbandelser

I 2. Mos 34,6-7 og Ez 18 er der to afsnit, som mange opfatter som bekræftelse for tanken om, at Gud forbander os. I 2. Mos. 34,6-7 siger Herren, at han ”viser nåde gennem tusind generationer og er villig til at tilgive ondskab, oprør og synd. Men den, der fortsætter med at gøre oprør, får sin straf. Børnene i tre eller fire generationer må bøde for forældrenes ondskab”.

Den mest udbredte misforståelse af dette afsnit går ud på, at Gud holder en uskyldig generation ansvarlig for deres forfædres synder. Når forældre gør noget meget forkert, vil børnene komme til at betale prisen. Måske vil børnenes egne familier også komme til at bøde for det onde, indtil nogen af dem bliver mønsterbrydere og beslutter sig for at gøre noget andet. Det lyder måske unfair, men der findes en simpel og acceptabel indre logik bag det.

I Ez 18,2 fortæller Gud sit folk, at de tager fejl, når de siger, at ”fædrene spiste sure druer, og børnenes tænder tog skade”. I stedet siger Gud via profeten: ”Enhver skal dø for sine egne synders skyld! Ezekiel 18 handler ikke om at straffe den kommende generation for noget, de ikke har gjort. Men kapitlet handler om, at enhver generation skal holdes ansvarlig for deres egen lydighed eller ulydighed overfor Guds bud.

På Jesu tid troede folk stadig, at børn skulle lide på grund af forældrenes synder. I Joh 9,1-3 spørger folk Jesus, hvorfor en mand var blevet født blind: ”Hvem har syndet, var det ham selv eller hans forældre?” Men Jesus svarede: ”Hverken denne mand eller hans forældre har syndet”. Der lå altså ikke en ”familie-forbandelse” bag mandens blindhed. Derimod var formålet med hans lidelse at åbenbare Guds herlighed.

Det hebraiske ord for herlighed er det samme som bruges om Guds godhed. Her fortalte Jesus altså sine disciple, at de sygdomme, vi oplever, ikke skyldes vore forældres synder, men at de i stedet kan være en mulighed for, at vi oplever Guds godhed, når vi beder om helbredelse og oplever at blive bønhørt. I årenes løb har jeg fundet en simpel tommelfingerregel, som hjælper mig til at forstå, hvordan jeg kan undgå at bliver offer for det onde i den faldne verden, jeg lever i.

Hvis Gud har givet en befaling, har jeg valget mellem at adlyde eller være ulydig mod ham. Hvis jeg adlyder, får jeg den velsignelse, at jeg bliver under Guds beskyttende paraply, så jeg er beskærmet mod ulykker, sygdom og nederlag. Det vil også give mig tillid til, at jeg kan komme godt igennem enhver vanskelig omstændighed, som jeg kommer til at opleve.

Hvis jeg derimod vælger at være ulydig, vil jeg være uden for Guds beskyttende paraply, og så har det onde i denne verden let adgang til mig. Så valget er mit. Jeg kan adlyde og glæde mig over Guds beskærmelse. Eller jeg kan være ulydig og gå glip af hans beskyttelse over mit liv. Dette betyder naturligvis ikke, at der aldrig sker dårlige ting for Guds folk. Det gør der, men det er et helt andet spørgsmål, som vi måske kan se på en anden gang!