Lillebælt og Jesus i samme båd: Portrætmaler har malet Fredericia-gimmicks ind i religiøs kunst

Han er kåret som Danmarks bedste portrætmaler. Nu har han malet Lillebæltsbroen ind i Bibelen.

Landsoldaten, Lillebæltsbroen og Fredericia Vold er nu en del af et nyt religiøst kunstværk i Fredericia Missionshus, som danner rammen om en anderledes fernisering, hvor alle er velkomne.

I det over 130 år gamle missionshus i Fredericia har Bibelens historier fået nyt liv – og en plads midt i nutidens Fredericia. Det kan man opleve til ferniseringen den 10. oktober 2023 kl. 16.30, hvor missionshuset åbner dørene.

Danmarks Bedste Portrætmaler

Det er kunstneren Benjamin Abana, der står bag værkerne, som pryder væggene i missionshuset. Benjamin Abana er kendt fra TV-programmet Danmarks Bedste Portrætmalere, som han vandt i 2019. Nu har han lavet et puslespil af malerier med brikker fra både fortid og nutid, som fra den 10. oktober kan opleves i Fredericia Missionshus.

”Jeg kan godt lide at tage udgangspunkt i Bibelen, men jeg synes også, det er vigtigt at lave noget, som passer ind i den verden, vi er i nu. Det skal være noget, som man kan relatere til, også selvom man ikke kommer i kirke eller i Indre Mission”, siger Benjamin Abana.

Skal være en del af byen

I kunstværket mødes den kristne fortælling og Fredericia by. På samme måde ønsker Indre Mission i Fredericia også at være en del af byen, og værkerne vil derfor være en påmindelse om, at det gamle missionshus aldrig må lukke sig om sig selv.

”Byen har historisk været en form for ”helle” for minoriteter og folk med en anden religion, og det, synes jeg, var interessant at blande ind i de kristne motiver. For i kristendommen kan man også blive sat i frihed, når man bliver sat fri for sin egen utilstrækkelighed og finder et ståsted, hvor man ikke behøver at præstere

– det er en vigtig del af kristendommen for mig,” siger Benjamin Abana.

Til ferniseringen, som foregår tirsdag den 10. oktober fra 16.30, vil Benjamin Abana fortælle om sine tanker bag værket. På spørgsmålet om, hvad man kan glæde sig til at høre om, svarer Benjamin Abana.

”Jeg vil ikke sige alt for meget, for der skal også være plads til at gå på opdagelse i billederne og selv tolke, men jeg vil gerne åbne lidt op for de skjulte motiver, som er i billederne. De tre billeder tager udgangspunkt i tre konkrete historier, og de er opbygget som en mini-introduktion til, hvad tro er, og det er også noget af det, jeg vil åbne op for til ferniseringen.”

Det forventes, at op til 100 mennesker vil komme og være en del af ferniseringen. Til ferniseringen er alle interesserede også inviteret til at tage del i festlighederne og fejringen af den nye kunst. Udover at se kunstværket med egne øjne, er man velkommen til at spise med kl. 18.00. Aftenen fortsætter kl. 19.00, hvor organist Jens Ole Jespersen fortæller om ”Sangtraditioner gennem tiden”.

”Jeg kan godt lide at tage udgangspunkt i Bibelen,
men jeg synes også, det er vigtigt at lave noget,
som passer ind i den verden, vi er i nu.”

Fakta om Benjamin Abana:

Benjamin Abana er en autodidakt kunstmaler, hvis stil er ekspressionistisk og figurativ med stærke bånd til den neoklassiske stil. Han vandt i 2019 DR-programmet Danmarks Bedste Portrætmaler med et portræt af skuespilleren Pilou Asbæk. Hans værker er historiefortællende, og karakteristisk er hans inspiration fra kristne og bibelske motiver.

Læs også: Udsmykning af Fredericia Missionshus