Man burde lade tvivlen komme det ufødte barn til gode

Måske har jeg overset noget, men det virker til, at der ikke rigtig er nogen aborttilhængere, der kan besvare spørgsmålet: Hvornår bliver det lille foster til et menneske?

I den seneste tid har jeg flere gange hørt aborttilhængere forsøge at svare på spørgsmålet uden rigtigt at komme frem til et egentligt svar, mens flere helt åbenlyst forsøger at undgå at svare på spørgsmålet og slet ikke vil gå med på præmissen, fordi det netop er et spørgsmål, der ikke rigtig kan besvares – medmindre man siger, at det hele tiden har været et menneske.

For at undgå præmissen forsøger man i stedet at argumentere for, hvornår det er rimeligt og ikke rimeligt at slå fosteret ihjel – og ja, man er naturligvis i den sammenhæng nødt til at kalde det et foster og ikke et barn. Der er som udgangspunkt ingen mennesker, der ønsker at slå et andet menneske ihjel – og da slet ikke et barn. Aborttilhængere er derfor også nødt til at fastholde, at fosteret ikke er et menneske.

Et forslag lyder, at så længe fosteret ikke er i stand til selv at overleve, er det ok med abort. Eller så længe fosteret ikke er gammelt nok til, at lægerne kan holde det i live, er det ok med abort. Personligt kan jeg ikke forstå, at man ikke lader tvivlen komme fosteret til gode. Når ingen rigtig kan sige, hvornår det bliver et menneske, burde al logik så ikke sige, at så må vi hellere lade være med at slå det ihjel?

Der er mødre og fædre, der er dybt ulykkelige over at have mistet et barn i fx uge 18. Det må være mærkeligt for dem at høre andre sige, at det ikke er et barn, men et foster, som man kan vælge at slå ihjel, hvis man vil. Jeg synes i øvrigt, at jeg har fornemmet en anden tendens i enkelte svar fra kvinder, der har stået frem og fortalt om deres abort: At selv hvis fosteret var et menneske, så ønsker de ikke, at det menneske skal leve.

Det er et logisk, men skræmmende næste skridt at tage. Det er den logiske yderste konsekvens af et værdisæt, der hedder mig selv før alt andet, og hvis den tanke bliver acceptabel, så er der ikke så mange argumenter tilbage, som det giver mening at bruge. Jeg kender selv flere kvinder, der har fået foretaget en abort. Det er gode mennesker, der aldrig i deres vildeste fantasi kunne finde på at slå et barn ihjel eller for den sags skyld bare gøre et barn fortræd.

De er af den fuldstændige overbevisning, at de ikke har slået et barn ihjel. Heldigvis, kan man sige. Netop derfor har jeg heller ikke noget ønske om at være fordømmende over for dem, fordi jeg faktisk tror på, at de af et oprigtigt hjerte ikke mener – eller i hvert fald på det pågældende tidspunkt ikke mente – at det er et barn.

Formålet med at argumentere imod abort er derfor ikke at straffe, ramme eller såre nogen bagudrettet, men at ændre vores adfærd fremover.