Ondskaben får aldrig det sidste ord

I denne uges avis bruger vi relativt meget spalteplads på konflikten mellem Israel og Hamas.

Som ugeavis har vi den udfordring, at der i skrivende stund er fire døgn til, avisen udkommer. Vi kan derfor ikke fokusere på det mest aktuelle, det vil være old news, når du sidder og læser avisen, og der kan i mellemtiden være sket helt uoverskueligt mange ting. Forhåbentlig er konflikten faldet lidt til ro, når du læser dette, men formentlig er den ikke.

Vi har i stedet forsøgt at finde nogle vinkler, som ikke er afhængige af at være superaktuelle. Samtidig har vi valgt at bringe en glad og festlig reportage fra en kæmpefest, der løb af stablen i Jerusalem under fredelige og festlige omstændigheder få dage inden det forfærdelige angreb fra Hamas.
Artiklen var sat op og klar til trykken, inden angrebet fra Hamas begyndte. På den måde synes vi, at artiklen er med til at understrege kontrasten og overraskelsen.

Nogle vil sikkert mene, at vi bør have endnu mere om angrebet med i avisen, mens andre kritisk vil spørge, hvad med de tusindvis af dræbte og mishandlede kristne i Nigeria, som man kunne læse om for et par uger siden her i avisen? Eller hvad med de mere end 2.000 døde efter jordskælvet i Afghanistan, som foregik nærmest samtidig med angrebet i Israel?

Israel og jøderne vil altid have en særlig plads i kristnes hjerter og bevidsthed – om end der er stor forskel på, hvilken plads vi hver især giver dem – derfor er Israel og konflikten i Israel selvfølgelig også noget, der optager os på avisen ekstra meget.

Når man ser de frygtelige billeder og hører de forfærdelige historier om Hamas-folk, der er gået fra bil til bil og hus til hus og har skudt, mishandlet og kidnappet børn, unge, voksne, ældre, kvinder og mænd, så gør det ondt langt ind i sjælen. Det er billeder af ondskab og komplet fravær af kærlighed. De fleste af os forsøger på samme tid både at forestille os, hvordan det må være for de efterladte og de kidnappede, og samtidig gør vi alt, hvad vi kan, for ikke at forestille os det.

Som kristen kan det være en trøst at huske på, at ondskaben aldrig får det sidste ord. Til sidst en dag siger Gud rent faktisk stop. Også når vi oplever ondskab i vores eget liv, ved vi, at ondskaben aldrig får det sidste ord. Selv en af ondskabens yderste konsekvenser, drab, kan ikke få det sidste ord i vores liv. For vi ved, at vi skal leve videre.

Den danske kirke i Jerusalem skrev nedenstående stærke tekst på deres facebookside samme dag, som angrebet fandt sted, samme dag, som kirkens præst havde talt med en præstekollega fra Sderot, der fortalte om angstanfald og forfærdelige scener på gaderne i deres by:

”Håbet er vigtigt i den kristne tradition. Vi håber på det, som skal komme, men ligeså vigtigt må håbet sprede sig i dag. Vi tror også på et liv før døden. Det er vor kald og opgave i en verden, hvor destruktive dødskræfter ofte præger verdensbilledet. Vi tror på det, som skal komme, men vi tror også på livet i dag. Livet er stærkere end dødens kræfter.

Det gælder også i 2023. Som efterfølgere af Jesus er vi kaldet til at bygge fællesskaber og være en modkraft til ondskaben i verden. Vi higer efter, at fjendskabens mur må bortrives – at Jesu fred, som overgår enhver forstand – må møde os – selv i smerten – og lade vores hjerter forblive bløde – ikke forfærdes, forhærdes eller blive modløse.

Vi har brug for Guds fred – og at det ikke regner med raketter, kugler eller anden ondskab – men at Guds fred vil sænke sig over os. Bed med os: Fredens Gud, Lad det regne – regne med freden fra Dig Fredens Gud, fyld vore hjerter, fyld dem med Kærlighed og fred”