Sandheden tro i kærlighed

Billy Grahams datter, Anne Graham Lotz, har i flere sammenhænge talt om Guds dom over USA.

Her har hun ikke taget udgangspunkt i Guds dom, som vi ser den i GT med syndfloden på Noas tid, eller udslettelsen af byerne Sodoma og Gomorra, men i Romerbrevets 1. kapitel, hvor Guds dom består i, at han, når vi lever i synd, mere og mere fjerner sit nærvær fra os for til sidst at overgive os til os selv. Denne form for dom, mener hun, at USA står midt i lige nu, og vi kan sige det samme om Danmark.

I de seneste år har vi set et brat skred i vores tilgang til livet. Lige nu står vi som bekendt overfor, at vort land vil flytte grænsen for abort fra 12. til 18. uge, og fostret bliver igen og igen ureflekteret omtalt som kvindens krop, som hun har ret til at bestemme over. Samtidig vil man sænke grænsen for, hvornår en kvinde har ret til fri abort fra 18 år til 15 år.

Men her stopper det ikke. I vores iver efter at hævde vores ret til at bestemme både over liv og død, åbnede Mette Frederiksen ved folkemødet på Bornholm i sommer for en debat om aktiv dødshjælp. Vort land har i dag i en dødskultur, der minder om den kultur, som herskede, inden kristendommen kom til landet. Og mens det for ganske få år siden var normalt at tænke i to køn, hører man nu stadig oftere folk tale ikke om ”begge køn” men om ”alle køn”. Og det er blot tre eksempler på, hvilken drejning Danmark har taget.

Sandhed bliver til løgn

Vi lever i en tid, hvor det er blevet næsten umuligt at føre en normal samtale eller debat, for afstanden mellem Guds tanker og den almindelig danskers tanker er som ild og vand. Som kristne har vi ikke længere en fælles referenceramme med de ikke-troende. Mens vi som kristne må se abortdebatten som et totalt brud med kærlighedens lov, bliver vi af det store flertal set på som de kyniske og kærlighedsløse, når vi kæmper for barnets ret til liv.

Mens vi må se kønsopløsningen som en personlighedsopløsning, der vil sende de næste generationer ud i rodløshed og dybe identitetskriser, ser de toneangivne på kønsopløsningen som en frisættelse af menneskers identitet. Og sådan kan vi blive ved. Måske Gud ikke sender ild eller flodbølger ind over Danmark, men vi er selv i vores Gudsforladthed ved at ødelægge os selv som nation og som individer.

Midt mellem to grøfter

Men hvordan forholder vi os så som kristne til denne Guds dom over vort folk? Står vi op for sandheden? Og, hvordan står vi op for sandheden? Her er det let for os at falde i én af to grøfter: Enten står vi så stejlt på sandheden, at det bliver til fordømmelse af vores medmennesker, så de flygter væk fra alt kristent– og vi selv let falder for fristelsen til selvretfærdighed og opdager slet ikke bjælken i vort eget øje. Eller vi bliver så bange for at støde folk, at vi klipper en hæl og hugger en tå og snart har skikket os lige med denne verden.

Men er det muligt at blive på vejen midt mellem de to grøfter? Hvad skal man fx gøre, hvis man bliver inviteret til sin venindes bryllup med en person af samme køn? Skal man tage med og dermed måske utilsigtet samtykke i handlingen, eller skal man blive væk og måske for altid lukke døren i for senere dialog? Eksemplerne her er utallige, og de fleste af os har nok stået i ét eller flere af sådanne dilemmaer.

Personlig tror jeg ikke, at man kan nå frem til standard-svar og -løsninger på enhver situation, man kan komme ud for. Men det stiller os så i et afhængighedsforhold til Gud, hvor vi gang på gang må søge Helligåndens vejledning – og det er kun godt.

Vil jeg have ret eller se mennesker frelst

Her kan Paulus’ ord om at være sandheden tro i kærlighed være en rettesnor. Det handler jo ikke om at få ret, men om at vinde mennesker for Jesus. Jeg tror ikke, det er vores deltagelse i dagens debatter, der virkelig batter, selvom nogle også her skal stå op for sandheden. Vores vigtigste opgave – som også kan resultere i at tage kampen op i pressen og andre steder – er at bede om at få Guds hjerte for vort folk.

Vi må med Karl Ludvig Reichelt synge og bede: ”Giv Jesus, mig dit frelsersind / for slægtens sorg og harm! / Luk mig i dine smerter ind, / og gør mig stærk og varm! / Hjælp mig at skue med dit blik / hvert folk, som liv og grænser fik, / og bære verdens nød og skam / med blikket vendt mod dig, Guds Lam, / til døden tro, / tålmodig, stærk og fro!”

Som Jesus græd over Jerusalem, må vi græde over vort land. Kan vi med Paulus sige: ”Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd” (Rom 9,3)? Først hvis vi vover at gå ind i denne form for nød og smerte for Danmark, kan vi vinde vort folk tilbage til Gud.

Det kan koste alt

Et sådant engagement kan komme til at kræve mere af os, end vi havde tænkt og ønsker. For en gruppe kvinder i USA har det betydet, at de har givet afkald på at få egen familie og har samlet sig i et fællesskab kaldet ”Sisters of Life”, hvor de bruger al deres tid og alle deres kræfter på at kæmpe for de svages ret til liv, om det er fostrets i moders liv eller det er de syges, gamles og handicappedes ret til liv.

De tilbyder hjælp til gravide, sårbare kvinder, som overvejer abort, de driver hjem for gravide kvinder, og de øver sjælesorg for dem, der har fortrudt en abort og plages af skyldfølelse. Noget af det samme, som Retten til Liv i mindre målestok gør her i Danmark, men som de kunne gøre i endnu højere grad, hvis de havde midlerne til det.

Kun, hvis vi er villige til at tage konsekvensen af vores holdning og vores tro og fx skaffe midler til at tilbyde de gravide kvinder et holdbart alternativ til abort, kan vi med frimodighed for alvor tage del i debatten. Ellers kan det komme til at klinge hult. Og det gælder ikke kun i forhold til abortspørgsmålet. For at lytte til Jesu hjerte kan også for os komme til at koste mere end lidt hån eller hovedrysten, det kan komme til at kræve vores magelighed, vores kræfter, vores penge og vores tid.

Det kan godt være, at vi ikke kommer til at opleve forfølgelse for Kristi skyld i samme målestok, som i de lande, hvor man risikerer livet for sin tro. Alligevel vil det koste os livet at tage del i Jesu smerte, for da tilhører vort liv ikke længere os selv. Hvis jeg derimod mener at kæmpe for sandheden, uden at jeg lader mig bevæge af Guds faderhjertes smerte over danskernes situation, ”er jeg et rungende malm og en klingende bjælde” (1 Kor 13,1).

Lad os råbe om nåde for os selv og for vort land

Vi kan imidlertid ikke bære denne byrde selv, og faktisk er det jo Jesus, der har båret det hele. Han ønsker at invitere os ind i sin smerte og dele den med ham i bøn og offer. Derfor er det mest frugtbare, vi kan gøre for at afværge Guds dom over Danmark, at vi går ind i en bønskamp og beder om nåde for os selv og vort land.

For det er muligt at vende et lands skæbne. Som Gud siger til Salomo i 2 Krøn 7,14f: ”Hvis mit folk, som mit navn er nævnet over, vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synder og læge deres land. Ja, mine øjne skal være åbne og mine ører lytte til bønnen på dette sted”.