Troende forføres af humanisme. – Gudsfrygt bliver til selvoptaget Menneskefrygt

Af Tommy Møllerskov

Kristus kalder sine efterfølgere til at efterleve næstekærlighed. Hans liv og død er vores Levende Eksempel på, hvordan vi skal prioritere Gud, Andre og Selv. Humanismen vender prioriteterne til Selv. Andre. Gud. Humanismen er Danmarks hovedreligion. I samfundet og i menigheden. Saltet smages meget lidt i samfundet.

Herren er den kristnes ubegrænsede kilde til sandhed, retfærdighed, næstekærlighed, kraft og ressourcer. I Filipperbrevet 2, 3-5 ser vi Kristi motto – “Andre først”: “Lad intet blive gjort af stridslyst eller forfængelighed, men enhver skal med et ydmygt sind agte andre højere end sig selv. Ingen må se på sit eget, men enhver også på andres ting. Lad dette sind være i jer, som var i Kristus Jesus.”

Herrens tjeners kan hvile i, at han skaffer sin tjener alt, hvad der er brug for. Det vil sige, at Herren tager sig af ’selv’, når vi følger Herrens store bud: Elsk Gud. Elsk Næsten. Elsk Selv. Men når Selfie (kødet) bliver Nr. 1, bliver Herren og næsten nedgjort eller helt fjernet. Humanismen er selv-fokus – så er det nemt at finde fejl. Nej, se på Herren, det Levende Ord.

Derfor siger Paulus i Romerbrevet 12, 2: “Tilpas jer ikke denne verden, men bliv forvandlet ved fornyelsen af jeres sind”. Herrens ord skal være vort spejl, så bliver vi som han, uselviske og med fokus på at gøre hans vilje. Så får vi et sundt sind (2. Timotheus 1, 7). Når vi ser på nytestamentlig kristendom, i Apostlenes Gerninger og epistlene, er tro og frimodighed den overnaturlige dimension, der forvandlede frygtsomme Peter til pinseforkynder og forfølgeren Paulus til forfulgt menighedsplanter.

De to og alle andre Jesus-ambassadører fik fokus på, at Herren Jesus skulle gøres kendt, fordi de tog imod Guds nådes evangelium og Helligåndens kraft. Deres kærlighed til Herren Jesus var helhjertet – de var overgivet til at gøre hans vilje. Endetidens kristnes forfald blev bl.a. synligt i Tyskland, hvor man under rationalismen søgte at bortforklare Bibelens mirakler, undere og tegn, inkl. skabelsen.

Veluddannede tåber – det vil sige Gudsfornægtende intellektuelle – fik taletid, og humanismen blev gradvist iført “kristent overtøj”: Kristus døde på korset, fordi mennesket skulle være lykkeligt, og alle mirakler i Bibelen gøres kun, fordi menneskets liv skulle forbedres. Humanismen stjæler derved al herlighed fra Faderen og Sønnen.

“777”, som er Guds perfektion: Almagt, Alviden og Allestedsnærvær, blev gradvist nedsat med “111” – og derved blev den antikristne humanisme født. Den gør frimodige kristne til kujoner og Bibelens sandheder til debatemner. Den gør tvivl til en nådegave. Derfor har vi i dag en menighed, som ikke længere synger: “Fremad, Kristi stridsmænd!”.

Som tyskerne i 1943-45 var på tilbagetog fra Stalingrad til Berlin, er menigheden i dag generelt ikke Herrens hær. Forføreren har forført de kristne forsamlinger, så de oftest ikke længere er kaserner, der underviser og udruster soldater til fronttjeneste for at vinde sjæle og derved herliggøre vor frelser. Mange kristne i dag kender ordet, men er passive. Kundskab uden tro og lydighedshandling er forførelse.

Det modsatte af tro er frygt. Tro på Herren motiverer den troende til handling. Frygt for fiasko fører til, at den troende ikke engang prøver på at gøre Herrens vilje. Menneskefrygt gør det umuligt at gøre Herrens vilje og holder derfor den troendes mund lukket. Tillid gør den troende fri. Hvorimod frygten lammer. Jeg var selv dér før og var tavs i syv år.

Når vi søger Herren og hans vilje, finder vi det, som gør os frie: Gudsfrygt. Den opsluger al anden frygt og motiverer til at gøre Herrens vilje, fordi den giver tillid til Herren. Bibelens budskab er: “Så siger Herren”. Tvivlens og frygtens ord siger: “Har Gud virkelig sagt?”. Men Gudsfrygt er åbenbaringen om, hvem Herren virkelig er: Skaberen af universet. Han er almægtig og Satan og alle hans djævle er besejret.

I David Wilkersons andagt på WorldChallenge.org den 14. september 2023 skrev han bl.a.: ‘Vor Gud har behag i dig og mig. Ser du, vi, som stoler på Herren er hans hellige rest. Herrens rest er “dem som kalder på Herren af et rent hjerte.” De er blevet kaldet ud af doven kristendom og er fuldstændig hengivne til Jesus.’

Ja, Herrens rest gør krav på hans løfter i ordet ved tro. Og når de hører: “Stol på Herren” og “gå ud” i ordet, så gør de det. Herrens rest har Gudsfrygt og véd, at han altid er på deres side – hvorfor skulle de så frygte nogen eller ænse, hvad mennesker siger om dem? “Hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os?” Vi er jordens salt og verdens lys og en velduft til liv.

En frygtsom kristen mangler alene omvendelse og tro for at være en frimodig soldat i Herrens rest. “Det er fuldbragt” – Kristus har besejret frygten. Vantro og menneskefrygt er en hån mod vores almægtige frelser og Fader. Herren løfter os op på højere grund – det længes han efter ifølge 2. Krønikebog 16, 9. Han leder efter hver Gudsmand og Gudskvinde, som vil forandre verden, én sjæl ad gangen – med hans sandhed, kærlighed og kraft.

Lad os huske vidnesbyrdet om Johannes Markus i Apg. 13-15. Han var en halvhjertet Jesus-tjener, der svigtede Paulus og Barnabas, men senere roste Paulus Markus i 2. Timotheus 4 og sagde: “Han er gavnlig for tjenesten.” Markus omvendte sig og voksede i tro, og vandrede helhjertet i Herrens kald. I dag leder Herren også efter pålidelige høstarbejdere. Søg først Guds rige.