Annika fik hjælp i sit kræftforløb

Mit navn er Annika. Jeg bor i Galten vest for Aarhus, er 53 år, gift med Per og sammen har vi to skønne piger, Thea på 9 og Hannah på 11 år. Dette er min historie om Guds indgriben.

Den 17. april 2020 var vi alle fire på cykeltur. Efter hjemkomsten bøjede jeg mig ned for at samle noget op på fliserne og fik en stærk smerte i lænden. Den strålede ud til siden og ned på forsiden af mit højre ben. Jeg havde sammenhængende fri i fem dage, og efter fridagene var jeg så ok, at jeg tog på arbejde på et bosted for fysisk- og psykisk udviklingshæmmede voksne.

Jeg døjede dog med smerter, især når jeg sad. En måned senere blev jeg nødt til at sidde med en udfordret beboer i flere timer. Mine smerter tog derfor til, og jeg begyndte at trække på mit højre ben. Jeg kunne ikke rigtigt støtte på det, og da det ikke bedredes, sygemeldte jeg mig den 21. maj. Efterhånden kunne jeg kun holde til at sidde ganske kort.

Det var også begrænset, hvor længe jeg kunne stå og gå. Skulle vi på tur, lå jeg på en madras i vores stationcar under kørslen, og jeg fandt altid en sofa, jeg kunne hvile mig på under besøg. Gentagne gange bad jeg min læge om at sende mig til skanning. Da jeg ikke havde de klassiske symptomer på en diskusprolaps, var det først ved et lægeskift tre måneder efter første smerte i lænden, at denne vurderede, jeg burde skannes.

Jeg har en sundhedsforsikring, og i løbet af ganske få dage i slutningen af juli fik jeg en MR-skanning af lændeområdet på et privathospital i Aalborg. Straks efter skanningen spurgte en af de ansatte: ”Har du ondt i maven?”, hvorefter han hurtigt forsvandt ud ad døren. På vej hjem i bilen ringede min læge mig op og fortalte, at jeg sandsynligvis havde en knude på 10,4 cm på min højre æggestok og en lidt mindre på den venstre.

Nu ville jeg ryge i et kræftpakkeforløb, og det ville gå hurtigt. Den 3. august 2020 blev hele torsoen skannet på Aarhus Universitetshospital (AUH), og det viste sig, at der ud over de to store knuder på æggestokkene, som sås på skanningen i Aalborg, var spredning til hele bugområdet. Der var spredning ved indgangen til leveren, ved milten, på tarmene og langs bugforklædets ophæng – mange, mange steder – samt en knude i mit højre bryst.

Jeg havde ikke viden nok til for alvor at kunne vurdere situationen, men min svigerinde Inge Marie, der er sygeplejerske, var med ved samtalen. Hun så skanningsbillederne og sagde efterfølgende til mine tre brødre og deres familier: ”Det lyste op over det hele. Der er hundredvis af knuder. Hun lever ikke til jul.” Inden vi fik svaret på PET-skanningen, skrev min ene niece til mig:

”[…] føler dette skal sendes til dig. Gud ER trofast. Han HAR sit blik på dig. Han ER i kontrol. ”Kast alle dine bekymringer på ham, thi han har omsorg for dig.” (1. Pet. brev. 5, 7)” Disse ord læner jeg mig ind i. Jeg skrev dem ned på to stykker papir og lagde dem på køkkenbordet, hvor jeg ofte så dem. De bragte fred. Den 9. august 2020 oprettede jeg Facebookgruppen ”Annikas sygdomsforløb”, hvor jeg holdt medlemmerne opdaterede på, hvad der skete. Her oplevede jeg en medleven og forbøn uden lige. Hvilken velsignelse.

Inge Marie, der er sygeplejerske, var med ved samtalen.
Hun så skanningsbillederne og sagde efterfølgende
til mine tre brødre og deres familier:
”Det lyste op over det hele. Der er hundredvis af knuder.
Hun lever ikke til jul.”

I løbet af august 2020 fandt lægerne ud af, at jeg havde meget aggressiv sarkomkræft i stadie fire, dvs. sidste stadie samt forskellige andre kræftformer. Det er umuligt at operere mig. Jeg blev skannet flere gange. Det er så specielt med min kræftform, at der ikke er meget at sammenligne med. Det tog tid at finde den rigtige behandling.

26. august kom en ung mand forbi på min nieces opfordring. Han bad for mig, befalede kræften at dø i Jesu navn, og jeg blev dybt berørt af Helligånden.
Han sagde, at kræften var død ved roden og var helt overbevist derom og sagde, at jeg ikke skulle tro på lægernes ord, for Gud er meget større.
Den 31. august fik min svigerinde Irene følgende profetiske ord til mig:

”Vej har du alle steder, dig midler fattes ej” og ”håb, o håb, mit hjerte” fra salmen Befal du dine veje. Det er tydeligt, at Gud vil sige, han har midlerne, og der er håb. De følgende måneder kom flere og bad for mig. Mange sendte fredsbringende ord, enkelte bragte profetiske ord til stor trøst og håb, som jeg lænede mig ind i. Det var af afgørende betydning for mit mentale velvære, min åndelige opbyggelse og var medbærere af tanker om fremtid og håb.

Lægerne tilbød mig seks serier af tre dages kemoterapi. Efter to serier foretages en CT-skanning, og denne følges op ugen efter med en samtale. På grund af den lange udredning startede jeg først i kemoterapi 2. september 2020. På dette tidspunkt var den store knude på en måned vokset fra godt 10 til 16-17 cm i diameter, og kræften havde spredt sig ind i tarmene.

Jeg blev salvet i min kirke den 18. september, og i denne periode var Dan. 3, v. 17-18 meget stærk læsning for mig. Daniels venner sagde til Nebukadnezar: ”Hvis vi alligevel bliver kastet i den gloende ovn, skal De vide, Deres Majestæt, at den Gud, vi tjener, har magt til at redde os. Og skulle han ikke redde os, vil vi dog under ingen omstændigheder dyrke Deres gud eller tilbede den statue, De har ladet opstille.”

Gud kan redde mig og lige meget, hvad der sker, så følger jeg ham. Jeg vil ikke tilhøre nogen anden. Ved samtalen efter 2. serie, den 13. oktober 2020 fik jeg at vide, at kræften var bremset op, men den havde ikke fortaget sig. Lægerne virkede efter de givne omstændigheder meget tilfredse med resultatet og tilbød mig livsforlængende behandling med kemoterapi.

På forhånd havde jeg en fornemmelse af, at det var svaret, jeg ville få, og jeg spurgte ind til, hvad min tidshorisont var. De svarede, at det kunne være fra ½-2 år afhængig af, hvor godt min krop tog imod og tålte behandlingen. Lægerne var omsorgsfulde, og de besluttede, at jeg skulle tilknyttes palliativt team. Jeg var ked af det og dybt ulykkelig over udsigten til at skulle forlade min mand og mine børn, som på daværende tidspunkt var 5 og 8 år. Tanken skreg til himlen. Men jeg klyngede mig i troen til Gud og ved, at han er mit håb.

En nat kort efter beskeden fra lægerne, talte Gud til min svigerinde Irene, hvor han sagde: ”Hvem er det, der har forandret sig siden den besked? Er det mig? Er jeg ikke stadig Herren, Kongen, ham, der har skabt Himlen og jorden og har al magt? Hvorfor bliver du så slået ud af en sølle besked fra et par læger?” Ordene sendte hun til mig, og DET ER VILDE ORD at få ind over sit liv.

Under sidste dag med kemo i 3. serie den 23. oktober 2020 skrev jeg til ham, der befalede over kræften i Jesu navn: ”Jeg havde til samtalen sidst på sygehuset en fornemmelse af, at beskeden, vi ville få, var, at kræften ikke havde fortaget sig. Lige nu tror jeg, at beskeden, vi får næste gang, er, at kræften mod lægernes forventning har fortaget sig…”

Min bror og svigerinde, Mads og Irene, som jeg jævnligt rekreerer hos, har i denne periode også en klar fornemmelse af, at nu sker der noget. Omtrent en uge efter den 3. serie kemoterapi kunne jeg rent fysisk mærke, at der skete en forandring. Smerterne aftog. 24. november fik jeg svar på min skanning. Det ser ud som om den store knude er vissen og død. Den er skrumpet til halv størrelse. I bakspejlet kommer jeg til at tænke på den unge forbeder, som sagde til mig: ”Kræften er død ved roden”.

Den dag skrev jeg i Facebookgruppen:

”Sidste gang vi var til samtale, fik vi beskeden, at jeg var uhelbredeligt syg af kræft. I dag blev vi givet håb. Den store knude på 17,1 cm er siden sidste skanning svundet ind til 8,2 cm. Generelt er alle kræftknuder og væske i bughulen blevet mindre, og lægen vil sende billederne til gynækologisk afdeling for at høre, om det er muligt at fjerne resten af kræften kirurgisk… Så vi er givet et håb – det største håb er dog i ham, som har al magt!”

5. december blev jeg ringet op af en læge fra AUH, som fortalte, at fire kirurger ville samarbejde om at operere mig. Kræften omkring navlen, ved bugophænget, indgangen til leveren og i mit højre bryst var forsvundet. En læge skrev i et senere journalnotat, at de var overraskede. De havde ikke forventet, at kræften ville svinde ind, og jeg kunne opereres.

Under sin morgenbøn, den 26. december 2020 fik Irene følgende profetiske ord til mig: ”Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag” (Fil. 1,6). I dit tilfælde betyder det, at når Jesus helbreder dig, så gør han arbejdet færdigt. Så kan du sige: Vig bort frygt, vig bort sorg, vig bort smerte, vig bort fortvivlelse, vig bort mørke, og lade den fred, der overgår al forstand sænke sig i dig, – læn dig tilbage og se:

Jesus har taget styringen, – han står ved roret og styrer båden sikkert i havn, – han kender hver en krumning på hver eneste bølge, båden skal passere. Du må hvile, mens han arbejder.” Disse ord bragte stort håb og mod. Planen var blandt andet, at livmoder, æggeledere og æggestokke skulle fjernes. Den store knude under navlen, som hæfter på højre æggestok fjernes.

To steder med kræft på/i tyktarmen og et sted med kræft på tyndtarmen skulle fjernes. Det var en omfattende operation. Jeg skulle skæres op på langs af hele maveområdet. Helingsprocessen ville blive lang. Operationen blev udsat, da jeg var så fysisk mærket af kemoterapien, at det var for risikabelt at operere mig. Operationen gennemføres endeligt 28. januar 2021, var 8 timer lang og gik som planlagt.

Min lokale kvindecelle satte bønnevagt om mig og lægerne under hele operationen. Jeg fik anlagt en stomi, hvilket jeg var forberedt på. Efterfølgende var jeg meget afkræftet og indlagt i fire uger pga. kraftige blødninger. 11. februar kom min tilknyttede læge forbi med svar på fjernet væv fra operationen og sagde, at der formentlig stadig var kræft i kroppen.

24. februar udskrives jeg endelig og tog med min svigerinde Irene hjem, hvor jeg rekreerede en måneds tid. Jeg kom mig langsomt. Lige før påske vendte jeg langt om længe hjem til min familie og forsøgte at få en hverdag til at fungere. I marts spurgte et ægtepar med profetisk gave mig, hvad jeg havde brug for, de konkret skulle bede for.

Jeg svarede, at jeg havde brug for at få fred og have fuld tillid til Gud. De svarede: ”Han vil lede dig, gå med dig og vise dig sin vej. Fortæl om det, hold fast i det, som du har fået og sig ham tak for det, som han har gjort for dig […] Hold fast i din udfrielse […] Du ER sat fri!” Og manden hørte: ”Ny kraft får de, som stoler på Herren, de får nye svingfjer som ørnen. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.” – se Es. 40, 31. Vi siger Herren TAK af hele vort hjerte. Tillykke Annika!”

Sikke vidunderlige ord! Lægerne havde efter operationen en forventning om, at kræften efter kort tid ville bryde ud igen, så de holdt godt øje med mig. En kræftafdelingslæge på AUH skrev til kommunen i marts 2021, at jeg tidligst kunne starte i arbejdsprøvning til september, hvis ikke kræften var brudt ud igen. I dag siger lægerne, at der ikke er noget, der tyder på, at jeg har restkræft i kroppen. De er overraskede og kalder mig en solstrålehistorie.

Hvis jeg tvivler, søger jeg Gud. Jeg er sat FRI! Og Helligånden fylder mig gang på gang med fred. Når jeg tænker på, at Jesu frelse på korset var for, at vi altid – også her og nu – kan have fællesskab med ham, bliver jeg fyldt med glæde og taknemmelighed! Der er så meget kraft i Jesu navn, at jeg blev helbredt! Det, Jesus var for disciplene, da han gik på denne jord, er, hvad Helligånden er for kristne i dag.

Jeg er dybt taknemmelig for mennesker, der handlede på Helligåndens befaling. Det er vigtigt, at vi lytter, når Helligånden taler, for vi er Jesu hænder og fødder. Han be’r os om at gå ud af vores ”comfort zone” og række ud til mennesker. Helligånden virker stærkt, når vi går for ham, og når du forstår Guds dybe kærlighed til dig og oplever den, så er det alt, du har brug for, for at bringe det videre til andre.

”Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, – men især efter at tale profetisk” (1.Kor. 14, 1), så vi kan opmuntre, formane og trøste hinanden.
Den hjælp har båret mig og min familie styrket igennem forløbet. Gud har vendt det, der var en forbandelse ind over mit liv, til en kæmpe velsignelse, og nu kan jeg vidne om hans storhed.

Tak og pris til Gud!