Ja, det skete…
Den mest kendte bibeltekst i hele Danmark og verden rundt er højst sandsynligt juleevangeliet, ”Og det skete i de dage…”. Lige netop juleaften bliver folkekirken for alvor til folkekirke. Det danske folk vælter ind i kirker rundt om i hele landet. Og så hører de teksten igen-igen. Og hvad hører de? At det skete.
I gymnasiet skrev jeg engang en stil, hvor jeg stjal det meste af indholdet fra en af min fars juleprædikener. Jeg rodede af og til rundt i min afdøde fars papirer. Han havde blandt andet et par kasser håndskrevne prædikener liggende. Jeg fandt en juleprædiken, der begyndte med en udlægning af den første sætning i juleevangeliet: ”Og det skete i de dage”.
Min far indledte sagligt og nøgternt med en forklaring af ordene. Jeg synes, det var glimrende til en stil, som, så vidt jeg husker, havde et lidt fristilsagtigt emne. Min lærer faldt ikke for det. Det blev en ret middelmådig karakter. Jeg har hverken prædikenen eller stilen længere, men jeg husker den indledende betoning af juleevangeliet som en beretning om noget, der skete. Den betoning er alt andet end middelmådig. Den er helt afgørende for juleevangeliet.
Et faktum – det sender et signal
om noget meget vigtigt ved juleevangeliet.
Det er ikke et eventyr.
Det skete. Eller som det lyder i den gamle latinske oversættelse Vulgata fra omkring år 400 e.Kr.: Factum est. På dansk klinger det temmelig håndfast i retning af: Det er et faktum. Et faktum – det sender et signal om noget meget vigtigt ved juleevangeliet. Det er ikke et eventyr. Lukas lægger ikke ud med eventyrets ”der var engang”.
Ja – det skete rent faktisk
Hen over to tusind års julefejring har Betlehemshistorien for rigtig mange fået en grundfarve af eventyr, noget der næsten er på linje med julemanden. Om det virkelig er sket eller ej, synes ikke at være så vigtigt. Og alt lige fra kravlenisser til julekrybbe kan forstærke farven af eventyr. Det er med til at sætte julen op i det store glansbillede. Glansbilledet uden jordforbindelse.
Men Lukas’ optakt smager af noget andet end glansbillede. Det skete. Og de ord flugter helt med det, han indleder hele sin Jesusberetning med:
”Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i”.
Det vides ikke, hvem Theofilus var, men noget tyder på, at han kan have været en højt placeret embedsmand i det romerske embedsværk. Lukas’ indledning lyder af noget helt andet end eventyrlig fortælling.
C.S. Lewis’ rejse fra eventyr til faktum
En af mine yndlingsforfattere, englænderen C. S. Lewis, bevægede sig i en vis forstand selv fra eventyr til faktum. Han var fra midt i teenageårene og en del år frem ateist, men smagen for religiøse myter meldte sig mere og mere. Han så kristendommen i samme skuffe og betragtede i øvrigt den kristne Jesus-myte som en noget slatten myte sammenlignet med langt større og smukkere myter i andre religioner.
Han fandt ud af, at kristendommen havde
”det skete” i sig som et helt afgørende
– og tillige troværdigt – moment.
Lewis endte med at vende sig fra ateismen mod kristendommen og brugte udtrykket om kristendommen, at den var som myten, der blev til virkelighed. ”Myth became fact”. Han fandt ud af, at kristendommen havde ”det skete” i sig som et helt afgørende – og tillige troværdigt – moment.
Guds faktiske indtræden i den virkelige historie
Det svarer helt til det, man kan læse i en bog af den tidligere pave Benedikt, som udkom på dansk på Gyldendal:
”For den bibelske tro er det nemlig væsentligt, at den knytter an til virkelige historiske hændelser. Den bruger ikke historiefortælling som symbol på historiske sandheder, men den er baseret på begivenheder, som har fundet sted på denne jord. Dette factum historicum er for troen ikke et symbolsk ciffer, som kan udskiftes, men det konstitutive grundlag: Et incarnatus est – med disse ord bekender vi os til Guds faktiske indtræden i den virkelige historie”.
Men sjovt nok skriver Lewis også et sted: ”Evangelierne rummer en historie af en større slags, som omfatter hele essensen af eventyrhistorier”. Den pointe aner man også i hans ”myth became fact”. Alle myter fandt på en måde deres opfyldelse i den ene ”myte”, som fandt sted i den virkelige verden. Forstået på den måde er der dyb forbindelse mellem eventyrene og juleevangeliet. Eventyr og myter er som et håbefuldt ekko af den ene, virkelige historie.
Det skete.
Bibeltekst: Lukasevangeliet kap. 1, 1-4 + 2, 1-20
Kap. 1, 1-4
Højtærede Teofilus!
1-3 Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, 4er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om.
Kap. 2, 1-20
Jesus bliver født
1 På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget.
2 Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.
3 Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, 4 og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids fødeby.
5 Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.
6 Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde.
7 Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset var optaget.
Englene og hyrderne på marken
8 Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen.
9 Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, 10 men englen beroligede dem. „Vær ikke bange!” sagde han. „Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket:
11 I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre.
12Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.”
13I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:
14„Al ære til Gud i Himlen og fred på jorden til dem, der gør Guds vilje!”
15 Da englene igen var vendt tilbage til Himlen, sagde hyrderne til hinanden: „Lad os gå ind til Betlehem og se, hvad der er sket, det, som Gud har fortalt os om.”
16 Så skyndte de sig ind til byen, hvor de fandt det sted, hvor Maria og Josef opholdt sig, og de fandt barnet, som lå i krybben.
17 Hyrderne fortalte nu, hvad englen havde sagt om barnet, 18og alle, som hørte deres beretning, var forundrede.
19 Maria tog alle ordene til sig og tænkte ofte senere på, hvad der var sket den nat.
20 Hyrderne vendte glade tilbage til fårene på marken, imens de lovpriste Gud for alt, hvad de havde set og hørt. Det var jo sket, som englen havde sagt.
Teksten er fra BIbelen på Hverdagsdansk
