Kirkeledere satte fokus på mod

Det handlede om mod på FrikirkeNets lederkonference sidste weekend. For, som arrangøren påpegede, ”der er store kræfter i mod”.

Til at udfolde emnet havde man blandt andre inviteret Mama Maggie Gobran fra Cairo – også kendt som Egyptens moder Teresa. Hun opgav en luksuriøs tilværelse som professor i datalogi, solgte alt, hvad hun ejede, og begyndte at række ud til ekstremt fattige børn i Cairos såkaldte skraldeby. I dag leder hun organisationen Stephen’s Children, som dagligt hjælper 25.000 børn med mad og uddannelse.

Det stille og måske lidt usynlige mod

Inden de 387 konferencedeltagere skulle lytte til Mama Maggie, anslog tidligere frikirkepræst Ruben Andersen-Hoel samt udviklingsdirektør i Samfonden, Jesper Oehlenschläger, tonen for konferencen. Andersen-Hoel gjorde det ved at dele mod op i forskellige kategorier og særligt fremhæve hverdagsmodet; det stille og måske lidt usynlige mod, som kræver udholdenhed. Oehlenschläger svirpede lidt med den verbale pisk og spurgte, hvad kristnes motiver for at søge indflydelse og skabe forandring i verden er?

”Kristendommen var en taberreligion de første århundreder,” anførte han og fortsatte: ”Man kan være vild med kristne værdier uden at elske Kristus. Mange elsker hans rige, men få bærer hans kors. Vi har brug for, at Ånden lutrer os og renser vores motiver. En af de farer, der kommer med succes med socialt arbejde, er, at Jesus-fanen bliver sænket. Gerninger og forkyndelse skal gå hånd i hånd. Vi kan kvæle evangeliet i spaghetti og kødsovs.”

Den smukkeste skabning i verden

Da Mama Maggie entrerede scenen første gang, blev der meget stille. Måske fordi hele hendes kropssprog og fremtoning var meget afdæmpet. Så kom de indledende ord, langsomme og intense:

”Hvis nogen spørger dig: Hvem er du? Så svarer du med, hvad dit job er. Hvad du læser, hvad du gør. Men det er ikke dig. Så … hvem er du?” ”Du er den smukkeste skabning i hele verden. Ikke din krop, ikke dit job, men dig – din sjæl, din ånd. Du er guddommelig. Du er evig og skal leve for evigt.”

Herefter fortalte hun elementer af sin egen historie – og vendte fortællingen, om at hun har ofret meget, helt på hovedet.

”Jeg forlod alt uden at føle, jeg har ofret noget. Vær ikke bekymret, hvis du skal forlade noget – du får meget mere. Vi troede, vi skulle give de fattige noget – de gav os noget. Jeg regner det, jeg har mistet, for skarn i forhold til det, jeg har fået – den kærlighed, jeg modtager.” Vores perspektiv skal ikke være rettet mod den synlige, men den usynlige verden, påpegede hun.

”Jo mere vi forlader den fysiske verden, des mere ser vi den åndelige verden. Vi kan se Gud i ånden og høre ham i ånden. Den fysiske verden opretholdes af den usynlige. Find mennesker, som kan se det usynlige, og du vil finde undere. Hold dig tæt til Gud. Hver dag. Lyt til Gud. Hvis du vil være en helt – ikke for dig selv, for dine venner eller foran mennesker. Men en helt i Guds øjne.”

Stilhed er begyndelsen på himlens sprog

Mama Maggie forklarede også, at det er ved at rette blikket mod det usynlige, man bliver fyldt af glæde og visdom.

”Vi har alle brug for visdom, og vi kan ikke lide smerte og lidelse. Men nogle gange har vi brug for smerten. For fra smerten lærer vi visdom. Følg vejen foran dig. Glem smerten. Du må komme. Du må drikke. Du må nægte dig selv nydelsen, den fysiske nydelse. Jo mere vi fjerner os fra den, des mere får vi den åndelige, den himmelske glæde.”

Der var i alt tre indlæg fra Mama Maggie i løbet af konferencen, og i sine sidste to indlæg fremhævede hun nogle helt grundlæggende åndelige discipliner som afgørende for hende selv og hendes organisation: At bede, at faste, at give og at læse i Bibelen. Når det gjaldt bøn, understregede hun det at være stille i bønnen, for ”stilhed er begyndelsen på himlens sprog – tid alene med Gud er det sted, hvor alting begynder”.

Faste kan handle om mad, men også om tungen, pointerede hun og gav konferencedeltagerne en udfordring: ”Prøv at få din tunge til at lade være med at dømme andre. Bare et døgn. Kan vi prøve det? Når vi har gjort det, kan vi tage et døgn mere. Og så et døgn mere.”

Partiledere og præst med eksempler på mod

FrikirkeNet havde også inviteret partilederne Martin Lidegaard (RV) og Alex Vanopslagh (LA) samt kirkeminister Louise Schack Elholm (V) til konferencen. Sidstnævnte var dog blevet syg, så den planlagte debat mellem politikerne og præst i Københavns Frikirke Jacob Viftrup blev uden ministeren. Overskriften for debatten var ”Mellem mod og frygt – hvordan navigerer vi?”, og de tre paneldeltagere blev til at begynde med spurgt, hvad der har krævet mod af dem de seneste par år.

For Martin Lidegaard var det, da Radikale Venstre sagde nej tak til at blive en del af den nuværende regering. Alex Vanopslagh nævnte, da han første gang offentligt fortalte om sin stress-sygdom, og Jacob Viftrup fortalte om en tid, hvor han fik meget kritik som kirkeleder; da krævede det mod ikke at lukke af, men reelt at lytte til kritikken, der også var personlig.

De tre forklarede også, hvor de hver især mener, at vi i Danmark har brug for at blive mere modige. Viftrup bemærkede, at vi har brug for modet til at komme tættere på hinanden. Vanopslagh nævnte modet til at træffe valg, hvor det rigtige valg ikke er det opportune, men det svære, og Lidegaard efterlyste mod til at foretage valg i forhold til natur og klima, som gør, at kloden kan bære den fordobling af verdensøkonomien, som vil finde sted i løbet af de næste 15-20 år.

Hvor kommer absolutterne fra?

Herefter drejede debatten sig over på absolutter og forestillinger om rigtigt og forkert – hvor finder man dette henne?

”Det er et spørgsmål, som mennesker har stillet sig selv gennem tiden – hvad er de klogeste svar? For nogle er det antikkens tænkere, for andre er det Bibelen. Det handler om tidløse svar. Der er en søgen efter identitetssvar, efter nogle højere idealer og noget meningsfyldt,” sagde Alex Vanopslagh. Lidegaard supplerede:

”Hvis man ikke er troende, skal man selv finde sine egne grænser, sin egen autoritet. Noget, som man kan give videre til næste led – og det gælder både forældre og samfund. Når jeg skal ud i det rigtigt svære, så får jeg i høj grad mit mod fra min tro. Når jeg en gang imellem finder det, så kommer det indefra. Men hvordan får vi det som samfund i fællesskab? Håb er dog en stærkere forandringsfaktor – som politikere er vi forpligtet til at skabe håb.”

En kærlighed, som hænger fast på én

Sidste programpunkt på konferencen var en samtale mellem blandt andre Casper Christensen og Rune Selsing; henholdsvis tv- og filmpersonlighed samt debattør, forfatter med mere. Sidstnævnte fortalte om sin rejse i forhold til den kristne tro.

”Jeg er en del af den første postateistiske generation. Mine forældre var med i Tvind og syntes, det var fjollet at tro – himmelnisse og Dawkins’ spaghettimonster; det var udgangspunktet. Det har taget meget lang tid for mig at komme til tro, og jeg ved ikke engang, hvorfor det er sket. Men skal jeg pege på noget, så handler det om mening.”

”Jeg har altid ment og følt, at der var noget rigtigt og forkert. Især kærligheden til familien; jeg har kone og fire børn. Den kærlighed må være sand – og den kan ikke være både ligegyldig og sand. Den eneste måde, hvorpå den ikke kan være det, er ved at tro på Gud. Jeg har også læst kirkefædre samt nogle filosofiske begrundelser; til syvende og sidst kan man ikke begrunde noget filosofisk – i sidste ende må man tro på det. Det er ikke nok med argumenter.”

”At tro på Jesus – det var svært. At Gud for 2.000 år siden inkarnerede sig i en menneskeskikkelse i Mellemøsten; det er svært at tro på. Men jeg kan ikke finde nogen bedre mening end Jesus, selv om jeg stadig nages af tvivl. Men det er jo ikke ualmindeligt. Jeg blev døbt for fem år siden.”

Casper Christensen deltog også sidste år på FrikirkeNets lederkonference, hvor han fortalte om sin vej til den kristne tro. Han blev derfor spurgt, om der var sket noget nyt siden da, hvilket han ikke mente, der var. ”Men det bundfælder sig,” forklarede han.

”Der går ikke en dag, hvor jeg ikke beder. Ikke en dag, hvor Jesus ikke er tæt sammen med mig. Det fylder mere og bliver stærkere. Jeg har ikke konkrete oplevelser, men mit hjerte er fyldt af en kærlighed, man ikke kan forklare, men som bare hænger fast på en hele tiden.”