Krigens ondskab afslører den egentlige fjende
Hvordan skal vi forstå den brutalitet, der præger både krigen i Ukraine og krigen i Mellemøsten? Og hvorfor bruger ellers civiliserede borgere voldsomme, hadefulde ord og handlinger mod ideologiske modstandere – også i lande langt fra krigsskuepladserne?
Spørger man generalsekretæren i Evangelisk Alliance i Sverige, Olof Edsinger, er der en langt større fjende på spil end både Vladimir Putin og ledelsen i terrorgruppen Hamas tilsammen. For Bibelen lærer os, at der findes både en synlig og en usynlig verden, og begge disse verdener er præget af både det gode og det onde.
I en artikel i den norske avis Dagen fra 3. november skriver generalsekretæren om den usynlige åndelige virkelighed:
”Som mennesker har vi kapacitet til både godt og ondt, og det samme med åndeverdenen: Udover Herren og hans engle er der et faldet væsen, kaldet djævelen og satan, og under ham er der en række andre dæmoner. Den synlige og den usynlige verden kan også interagere. Alt er ikke, som det ser ud, og bag den synlige ondskab gemmer der sig nogle gange noget dæmonisk.”
Flere afsnit i Bibelen beskriver fyrster, som umiddelbart ser ud til at være konger over et geografisk område i en afgrænset periode af verdenshistorien. Men beskrivelsen passer ikke hele vejen på mennesker af kød og blod. I Daniels Bog tales der for eksempel om fyrsterne i Persien og Grækenland. Men det indikeres, at fyrsterne er åndelige snarere end fysiske, forklarer Olof Edsinger.
Bag de jordiske konger af Persien og Grækenland gemte der sig også nogle åndelige fyrster, nemlig dæmoniske magter, der øvede indflydelse på nationerne. På tilsvarende måde beskrives også den onde selv: I Esajas 14, 6 taler profeten om den uretfærdige konge af Babylon, en mægtig tyran, ”som jagtede andre folkeslag, slog dem i sindssygt raseri med skånselsløse stokkeslag”.
Senere kommer der et skifte i teksten, som efterfølgende beskriver ”en strålende stjerne”:
”Tænk, at du faldt fra himlen,
du strålende morgenstjerne,
at du blev kastet til jorden,
du store verdenserobrer.
Du sagde til dig selv:
‚Jeg vil stige op til himlen,
rejse min trone højt over stjernerne,
indtage min plads blandt guderne
på bjerget i det yderste nord.
Jeg vil stige op til de øverste himle,
komme på højde med den mægtige Gud.’
I stedet blev du styrtet i dødsriget,
i dets allerdybeste afgrund.” (Es 14,12-15).
”Det er ikke tilfældigt, at disse vers har givet anledning til navnet Lucifer, som er den latinske oversættelse af ”strålende stjerne”, skriver generalsekretæren.
Han peger på den russiske præsidents egoisme, storhedsvanvid og arrogance samt Hamas’ brug af menneskelige skjolde i Gaza og deres ”kulsorte og tankeløse had til jøder”.
I begge tilfælde ser vi spor af en dæmonisk ondskab – og en systematisk brug af løgne, frygt og undertrykkelse. Vi skal ikke konkludere, at alle ulykker og konflikter udelukkende har en åndelig forklaring. Men krigens og terrorens vanvid kan siges at vidne om en større fjendes dagsorden, påpeger Olof Edsinger. Til sammenligning er Guds rige ikke kendetegnet ved løgn, frygt og terror, men derimod ved ”retfærdighed, fred og glæde i Helligånden”.
Gud ske tak og lov for det.
