Nazaret Kirke – en kirke med rødder og udsyn

I Nazaret Kirke på Østerbro i København holder man fast i en klar bibelsk forkyndelse. Samtidig ønsker man at være en kirke for alle.

Kirkens to præster

Jeg sidder i Nazaretkirkens menighedshus sammen med kirkens to præster. Jens Ole Christensen har været præst i kirken i omkring 8 år og går på pension om kort tid, mens Peter Païvinen Ellerbek kun har været der i omkring et halvt år. Alligevel er det for begges vedkommende deres første præsteembede.

Det betyder dog ikke, at det er Jens Oles første job i kirkens tjeneste. Han har tidligere arbejdet bl.a. som leder i Luthersk Mission og som rektor på Dansk Bibel-institut, og hele hans arbejdsliv har, som han udtrykker det, handlet om forkyndelse og sjælesorg. Peter kommer lige fra pastoralseminariet. Som nyuddannet ledte han efter stillinger i præsteforeningens blad og faldt over stillingsannoncen i Nazaret Kirke. Efter et besøg i menigheden oplevede han, at det var et fællesskab, han gerne ville være en del af.

Lidt historie

Kirkebygningen og sognet er set i folkekirkeperspektiv af nyere dato. Kirken blev indviet i 1904. ”Dem, der boede i sognet, samlede ind, fordi de ikke havde en kirke, og det var en meget tæt befolket bydel”, fortæller Peter.

”Det var noget, der hed menighedssamfundet, og som nu hedder menighedsfællesskabet, der startede det”, supplerer Jens Ole. ”De gav så kirkerummet til Folkekirken og krypten beholdt de selv, ud fra den tanke, at hvis der kom en præst, der ikke havde en sand forkyndelse, kunne menigheden flytte til krypten.
Fra starten ansatte de en ung teolog og en sygeplejerske. De drev så en kombination af forkyndende og diakonalt arbejde. Det fortælles, at der udbrød ”hellig smitte”. Der var megen sygdom. Sygeplejersken kom så på besøg og tog præsten med, og folk blev raske fra deres sygdom samtidig med, at de blev hellige.”

Stadig en levende kirke

Også i dag er Nazaret Kirke præget af samme åndelige linje, som man kan læse om i kirkens første tid. Mange af dem, som kommer, har således rødder i vækkelsesbevægelserne, men også mange fra sognet – heriblandt også folk uden en kirkelig baggrund – er at finde til nogle af kirkens aktiviteter og også til søndagens gudstjenester.  Aldersmæssigt er der en stor spredning i menigheden, dog med en overvægt af unge, hvis man sammenligner med andre folkekirker.

”Nogen er kommet her i en meget lang årrække”, siger Peter, ”og kirkens vækkelseslinje her er bl.a. blevet holdt, fordi de, som har været her i mange år og er glade for at komme, også er dem, som har engageret sig og er kommet med i menighedsrådet og dermed er med til at vælge præster. På den måde fortsætter man i det spor, som man er glad for”.

”Ja, ejerskabet til vores kirke er meget stort, og det er måske mere den meget stærke, åndeligt bevidste menigheds end præsternes fortjeneste, at linjen er holdt i kirken”, understreger Jens Ole.

Gudstjenesten

Kommer man som folkekirketroende på besøg i Nazaret Kirke, vil man kunne genkende den gængse folkekirkelige liturgi. Dertil er der imidlertid også, hvad Peter betegner som en udbygget liturgi og andre tiltag:

”Vi har Kyrie og Gloria på en melodi, som jeg ikke havde hørt, før jeg kom her, og så har vi lovsang under nadveren. Derudover har vi også forbøn for folk under nadveren, og vi har børnekirke. I det hele taget har vi mange frivillige under gudstjenesterne, nok omkring ti hver søndag.” Her supplerer Jens Ole med at fortælle, at der fx inden hver gudstjeneste står velkommere ved indgangsdøren til kirkesalen og tager imod, ”og vi opfordrer folk til at hilse på dem, de kommer ind sammen med, ligesom vi hilser på hinanden i bænkerækkerne, inden vi synger den første salme”.

Han henviser også til, at meget af den gudstjenesteform, som er i kirken i dag, blev udviklet af kirkens tidligere præst, Børge Rasmussen, ”den var en kombination af svensk højkirkelighed og Dansk Oase inspiration”.

Forkyndelsen i kirken

”Mit forkyndelsesideal er, at jeg gerne vil gå meget tæt på bibelteksten og på tilhørerne”, siger Jens Ole, ”Jeg ønsker at prædike over dagens tekst på en måde, så jeg ikke vil kunne bruge den samme prædiken til en anden tekst eller i en anden menighed. Det er et gammelt vækkelsestræk. Pietisten Pontoppidan sagde, at teksten skal have magten i prædikenen. Det dur ikke, at jeg står og løber langt væk fra teksten eller benytter den som et springbræt til at gå ud ad en tangent.
Samtidig skal det være personligt. Forkyndelse er personlig henvendelse til mennesker. Det kræver et kendskab til åndelige erfaringer, og det kræver måske også en vilje til at være lidt mere specifik, end der er tradition for. Det skal være en henvendelse til menigheden, ikke et tilbud om forskellige tolkningsmuligheder.
Hvis Helligånden så vil noget andet, skal han nok finde ud af det, og det gør han sandelig også. Jeg er jævnligt blevet takket for noget, jeg ikke har sagt. Det tror jeg er Helligåndens værk. Men præsten skal ville noget med sin prædiken.”

”Vi har også en tillid til, at Bibelen taler ind i vores liv på en relevant måde”, siger Peter.

Kirken i ugens løb

Højmessen er ikke den eneste gudstjeneste i kirken. ”Sommetider har vi nogle særlige børnegudstjenester, hvor der kommer mange fra sognet – også fra en lidt bredere gruppe”, fortsætter Peter, ”derudover er der en månedlig Sindsromesse, som henvender sig mest til AA-miljøet. Flere af dem, som kommer til disse andre gudstjenester, ser vi også om søndagen.”

Udover de forskellige gudstjenesteformer har kirken en række aktiviteter i løbet af ugen. I den seneste tid har kirken fået mere fokus på international mission.
Der er også arrangementer, som henvender sig til en bredere kreds, som fx højskoleaftener, som også er én af de lidt nyere initiativer. Menigheden satser derudover på unge singler. Også børnene har en central placering i menigheden. Udover søndagens børnekirke har kirken babysalmesang, to børnekor og det, de kalder Ulvetimen, som er en månedlig hyggeeftermiddag for småbørnsfamilier.

”Så har vi fået et forholdsvis stort klassisk kor med vores nye organist”, fortæller Jens Ole, ”og senest har man drøftet, om vi skal satse mere på egentlig bibelundervisning.” Endelig driver kirken et caféarbejde i nogle lokaler ved siden af kirken, og der er ud fra kirken omkring 12 smågrupper, som mødes i private hjem.

Et tydeligt centrum og en bred periferi

”Børge havde et mantra, som jeg har overtaget: Vi ønsker en kirke med et tydeligt centrum og en bred periferi”, siger Jens Ole. ”Det er noget af Folkekirkens styrke. Vi er gode til at tale om dens svagheder. Men hvis vi sørger for, at i centrum er Kristus, forkyndelsen af ham og respekten for hans ord, så er det muligt at få et miljø, som det er let at komme ind i. Vi er ikke så grænseorienterede, som mange andre kirkestrukturer eller missionsforeninger kan være. Der er mindst ti mennesker i kirken hver søndag, som vi ikke aner, hvem er. Bliver det så uforpligtende? Måske, men vi tror på ordets kraft og på Helligåndens magt, og vi tror, der sker noget med mennesker, også selvom vi ikke altid kan se det. Vi vil gerne kombinere det bedste fra Folkekirkens åbenhed og med det bedste fra missionsbevægelsernes betoning af forpligtende trosliv, forkyndelse og nært fællesskab”