Pakistans kristne skal navigere i et af verdens mest usikre samfund

For nylig besøgte jeg Pakistan, hvor 21 kirker i august blev brændt.

Over for mig sidder en kristen præst fra Pakistan, der samarbejder med Dansk Europamission. Af hensyn til min sikkerhed ledsagede en bevæbnet kristen sikkerhedsvagt mig, bl.a. i områder, som selv efter pakistanske forhold er usikre. Manden er faktisk konstabel inden for politiet, men jeg vælger her at sløre hans identitet og kalde ham sikkerhedsvagt, da der nok ikke er så mange kristne politifolk i Pakistan.

Jeg kan i øvrigt fortælle, at nogle islamister i hans afdeling klagede til chefen over, at de skulle spise sammen med ham og andre kristne politifolk. Derfor må de kristne nu spise for sig selv af eget service og bestik. Chefen beklagede meget over for de kristne og fortalte, at han personligt mente, alle var ligeværdige, men han blev nødt til at bøje sig for islamisternes pres.

Dog fortalte den kristne konstabel også, at der er respekt om kristne inden for politiet, og de bliver set på som ærlige. Af sikkerhedshensyn kan vi her kalde ham Arham. Han har en rolig og venlig udstråling, men når talen kommer ind på situationen for kristne i Pakistan, bliver hans ansigtsudtryk indigneret. Også på vegne af de andre minoriteter som ahmedija- og shia-muslimer, der sammen med kristne udgør blot knap 4 % af befolkningen.

Resten af befolkningen er sunni-muslimer. Han giver en række eksempler på, hvordan bl.a blasfemilovgivningen bruges på helt uhyrlige måder. Et kendt eksempel er Asia Bibi, der blev dødsdømt, blot fordi hun som kristen havde en diskussion med en kollega om tro.

“Et andet eksempel er en buddhistisk, srilankansk mand, Priyantha Kumara, der arbejdede I Sialkot. Han blev anklaget efter blasfemilovgivningen, blot fordi han havde fjernet en plakat med et muslimsk budskab fra en væg på sin arbejdsplads, selvom plakaten egentlig ikke måtte hænge, hvor den gjorde,” fortæller Arham.
Srilankaneren blev tæsket til døde og derefter brændt af en folkemængde.

”Vi kristne har ingen steder, vi kan gå hen,
hvis folkemængder angriber os eller vor ejendom”

Ekstremister begår selvtægt

Men en ting er lovgivningen, for de pakistanske myndigheder har faktisk endnu ikke eksekveret dødsdomme på baggrund af blasfemianklager. Problemet for kristne og andre anderledes tænkende er, at islamiske ekstremister opildner folkemængder til at begå selvtægt og angribe personer, der blot er anklaget for blasfemi eller kæmper for at ændre blasfemiloven.

“En politiker, der ikke selv var kristen, Salman Tasser, der var guvernør i delstaten Punjab fra 2008, hvor de fleste kristne bor i Pakistan, blev dræbt i 2011 af sin egen livvagt. Årsagen var, at han var modstander af blasfemilovgivningen. En kristen politiker, Shehbaz Bhatti, der var medlem af Nationalforsamlingen, der er underhuset i Pakistans parlament, blev dræbt i 2013, fordi han ville reformere blasfemilovgivningen,” fortæller præsten.

Fra 1947 til februar 2021 er mindst 89 personer, der var anklaget efter blasfemilovgivningen eller ville ændre den, blevet dræbt af ekstremister i civilsamfundet, ifølge det pakistanske Center for Research and Security Studies (2021).

”Vi kristne og andre med minoritetsbaggrund har ingen steder, vi kan gå hen, hvis folkemængder angriber os eller vor ejendom,” udbryder præsten. Og her er vi inde ved kernen af problemet for Pakistans kristne og andre minoriteter – nemlig usikkerheden, de til stadighed lever i. Det burde nemlig ifølge den tyske sociolog Max Weber være et kendetegn på en stat, at dens politi og myndigheder kan sikre ro og orden, så alle borgere kan leve i tryghed.

Nogle ekstremister kan ligefrem have en forestilling om,
at de tjener Allah ved at dræbe vantro.

På den ene side er der myndigheder, der forsøger at beskytte kristne. “Da der blev afbrændt Koraner i Sverige, blev vi flere gange kontaktet af myndighederne, der ville beskytte os,” fortæller Arham. Præsten viser mig et notat fra politiinspektøren i hans by, der er sendt til politiofficerer på distriktsniveau, hvor de orienteres om en konkret terrortrussel mod kirkerne som følge af koranafbrændingerne i Sverige og instrueres i, hvordan kirkerne skal beskyttes.

På den anden side har islamiske ekstremister fået indflydelse i politiet, hos myndigheder, i politik og retsvæsnet. Derfor er indsatsen for at beskytte landets minoriteter til tider halvhjertet. I august 2023 gik det galt i Jaranwala i Punjabprovinsen, hvor 21 kirker blev brændt.

Uddannelse og evangelisering er vejen frem

– Hvordan kan situationen ændres? spørger jeg præsten. Tonen bliver mere positiv, da han giver sit svar: ”Omkring 40 % af befolkningen er analfabeter, svarende til at mere end 80 millioner ikke kan læse eller skrive. Mange analfabeter får kun deres viden fra moskeer. Blandt yderliggående muslimer er der desuden en skepsis overfor almindelig uddannelse og særligt på landet kommer børn fra fattige familier på islamiske madrasskoler, hvor de hovedsageligt lærer om Koranen.
Derfor får mange en fanatisk tankegang, som islamis-tiske ledere kan udnytte til at opildne til vold mod anderledes tænkende, herunder kristne. Nogle ekstremister kan ligefrem have en forestilling om, at de tjener Allah ved at dræbe vantro. Hvis flere derimod kommer i almindelig skole og på universitet, vil folk få større forståelse for anderledes troende.”

I den sidste del af svaret kommer der ligefrem et stille smil frem på Arhams læber: ”Jeg ved ikke, hvordan Gud vil forandre situationen. Men jeg mener, at den virkelige løsning er, at vi kristne deler evangeliet med personer fra det muslimske flertal. Bibelens Jesus er den sande fredsfyrste. Det er kun Jesus, der kan give fanatikere virkelig fred i deres hjerter. Og når hjerter forandres, kan vores nation forandres”.