”Den største fare for kirken i Norden er at tilpasse sig tidsånden”

Sverige er et af de mest sekulære lande i verden i følge statistikkerne. Det betyder, at her fylder kirken og troen på Gud allermindst og individualismen allermest. På listen over de mest gudløse lande følger Danmark og Norge trop lige efter det fælles naboland. Men hvordan er det gået til, at troen lige præcis i Norden er blevet så svækket?

Det har en politisk forklaring, mener Per Ewert, der har en doktorgrad politisk historie og er leder af den ledende svenske kristne tænketank Clapham Instituttet. Han er forfatter til en bog med titlen Landet som glömde Gud (Landet som glemte Gud), hvori han undersøger, om der har været en bevidst politisk indsats i Sverige for at drive udviklingen i modsat retning af kristentroen.

Per Ewert fortæller, at hans forskning viser, at der i mange årtier har været en klar politisk indsats for at flytte Sverige i en sekulær og individualistisk retning. Det skete først og fremmest gennem det socialdemokratiske parti, som var ved magten i en meget lang periode på 44 år, mellem 1932 og 1976.

Socialdemokraterne så kirken som en fjende

“Der var tre hovedområder, som man gik efter at forandre. Det var: Kirken, skolen og familien, og det skete også i netop den rækkefølge. Den socialdemokratiske kirkepolitik handlede frem for alt om at overtage kirkens besluttende forsamlinger og at lade de sekulære partipolitikere få mere og mere magt over traditionelle kirkelige myndigheder. Det skete først på sogneplan, derefter på stiftsplan og til sidst på det nationale kirkemøde. Når magtforholdet således var vendt om, betød det mindre, at kirkens ledere stadig ville have Bibelen som grundlag for kirken, for en generation senere ville man have andre biskopper og andre præster, der foretrak at følge sekulære politiske idealer. På den måde opløste man kirken indefra. Og hvad angår forståelsen af præstens embede, vandt den politiske fløj, der satte sekulære politiske idealer højere end Bibelen og kirketraditionen. I skolen gik man efter at sløjfe morgensamlinger med salmesang og kristendomsundervisningen og i stedet indføre en pædagogik, hvor lærerens autoritet blev nedtonet. Ændringen i familiepolitikken handlede primært om at ændre synet på ægteskab og familie fra at være baseret på fællesskab mellem ægtefællerne til at bestå af selvstændige individer. På alle områder pressede man kirken til at følge tidsånden, så kristendommen blev tilpasset sekularismen,” forklarer Per Ewert.

Hans studier viser også, at den samme politiske strategi til dels også har gjort sig gældende i både Danmark og Norge, men dog knapt så markant som i Sverige.
I Norge har Arbejderpartiet generelt været mere venligt stemt over for kristne værdier i deres politik, og i Danmark satte Socialdemokratiet sig ikke nær så hårdt på kirken som i Sverige. Men fælles for alle tre nordiske lande er, at velfærdsstaten, som er en socialdemokratisk opfindelse, mere eller mindre har overtaget kirkens rolle:

“Forskningen viser, at hvis folk har stor økonomisk sikkerhed, så bevæger samfundet sig i mere sekulær retning. I de nordiske lande er der en stor offentlig sektor. Den stærke sammenhæng mellem stat og individ har haft stor betydning for samfundets udvikling. Gennem velfærdspolitikken er individet blevet koblet fra kirken og familien og i stedet blevet tættere forbundet med staten. På den måde bliver samfundet mere sekulært. Kirken bliver derfor mindre, fordi staten fylder så meget og går ind og støtter individet på forskellige planer.”

Hvordan forstår den gennemsnitlige svensker den kristne tro og kirkens rolle i dag?

– Der er to parallelle strømninger for tiden. På den ene side står individualismen meget stærkt ligesom i resten af den vestlige verden. Men samtidig er der også en modbevægelse, der i stigende grad kritiserer, at alt handler om det enkelte individ. Ikke mindst i forhold til de alvorlige problemer, vi nu ser med stigende kriminalitet og andre sociale problemer. En del af denne bevægelse har en fornyet interesse for den kristne tro. Hvilken af disse to strømninger, der vil få størst indflydelse i fremtiden, afhænger sandsynligvis i høj grad af, hvor engagementet kommer til at ligge. I begyndelsen af det 20. århundrede var socialdemokratiet en bevægelse med ringe indflydelse i samfundet. Men de havde, i hvert fald i Sverige, nogle meget stærke tilhængere, som besluttede at ændre samfundet. Det lykkedes også. Så en af mine centrale konklusioner er: Der skal ikke så mange individer til for at ændre et land, men det kræver, at de er dedikerede, vedholdende og strategiske i deres arbejde.

Hvem består denne modbevægelse af?

– Noget af den ses i kirken, og især i indvandrerkirkerne, som går deres egen vej trods et stort pres om at følge den sekulære vej, som den svenske kirke har gjort.
De formelle samfundsstrukturer er dog stadig så stærke i Sverige, at modbevægelsen endnu ikke er slået helt igennem i kirken. Men det er ikke usandsynligt, at der vil ske en reformation inden for den svenske kirke i det næste årti på grund af et stigende pres for mere individualisme – samtidig med at trossamfund, menigheder og enkeltpersoner begynder at indse, at en opdeling mellem de frisindede og de evangeliske er uundgåeligt. Men også rent politisk er der flere og flere, som mener, at Sverige for længe er gået den gale vej og nu stemmer mere i konservativ retning end socialistisk.

Hvad ser du som den største udfordring for kirken i Sverige og hele Norden lige nu?

– En af de største udfordringer for kirken i Sverige og formentlig også resten af Skandinavien er den sekularisering, som foregår på den indre front. Og ikke bare i den tidligere svenske statskirke, men også frikirkerne. Tider med kristenforfølgelse har aldrig været den største fare for den kristne kirke; tværtimod er det ofte i sådanne tider, at evangeliet har haft fremgang. Den store fare for kristendommen i Vesten er yderligere at tilpasse sig tidsånden. Forskningen viser tydeligt, at de kirker og trossamfund, der har tilpasset sig den omgivende kultur og dens værdier, altid synes at gå tilbage og blive svækket. En af kirkens vigtigste missioner i vor tid er derfor i højere grad at markere afstand til politik og andre kræfter, der ønsker at tilpasse kirken tidens verdslige idealer og syn på samfundet og individet. Kirkens mission i dag, ligesom den var for 2.000 år siden, er frimodigt at stå på det bibelske grundlag, som er kirkens, og fra dette grundlag gå ud i hele verden og gøre alle mennesker til Jesu disciple. Dette har været en vindende strategi gennem kristendommens historie, og det er grunden til, at kristendommen i dag er den største folkelige bevægelse i verdenshistorien.