Det ser ikke ud af meget – men det er det

Et lille barn og to forældre i et helt almindeligt hus i Betlehem. En mand, der gik rundt og snakkede, og som havde helt almindelige mennesker, som sine tro følgere. En mand, der gerne var sammen med dem, som samfundet havde udstødt. En mand, der blev korsfæstet uden overhovedet at kæmpe imod.

Det så ikke ud af meget – men det var det. De første kristne så heller ikke ud af meget. De blev forfulgt og slået ihjel for en tro, som ikke gjorde dem rige, som ikke gjorde dem mægtige, som ikke gjorde dem velansete i samfundet. De levede et liv, hvor de behandlede andre godt, tog sig af hinanden og aldrig gjorde oprør. Alligevel blev de af skiftende herskere anset som farlige og blev forsøgt udryddet – men det lod sig ikke gøre.

Stik mod al menneskelig logik blev der tværtimod bare flere. Den kraft, som Gud opvækkede Jesus med, boede og bor nemlig i de kristne, og den kraft kan ikke slås ihjel. Det ser måske ikke altid ud af så meget – men det er det. I julen fejrer vi, med alt hvad vi kan, at Jesus blev født. Vi fejrer og må feste både indeni og udenpå, fordi Jesus lærte os alt, hvad vi har brug for at vide, og viste os alt, hvad vi har brug for at se, for at Guds kærlighed og Guds kraft kan vokse og være i verden.

En kraft, der er så stærk, at den ikke behøver komme med pomp og pragt, men som i samme øjeblik, den blev plantet her på jorden, aldrig kunne og aldrig kan slås ihjel. Man kan nogle gange ligefrem få den tanke, at jo mere pomp og pragt, der følger med kristendommen, jo svagere står den, hvorimod jo mindre pomp og pragt, jo stærkere er den.

Selv i et af de mest dramatiske øjeblikke i Det Gamle Testamente, hvor profeten Eilias får lov at opleve Gud gå forbi, kom der først en voldsom storm, så stenene splintredes, derefter jordskælv, derefter ild, men det var først i den sagte susen, at Gud talte til Elias. Det er, som om Gud aldrig giver os helt det, vi regner med, som om han aldrig helt svarer, som vi forventer, som om det aldrig helt ser ud, som vi synes, det skulle. Det er, som om han altid lader noget stå åbent – måske fordi vi skal fornemme, at der altid er mere.

Med lidt frækhed kan man også føre den tanke over på vores julefejring og stille spørgsmålet, om alle gaverne og al overfloden – pompen og pragten – skygger for budskabet og gør det centrale mindre stærkt? Jeg siger ikke, at det per definition er sådan, og jeg er også sikker på, at Gud sætter pris på en god fest, og der er absolut noget smukt og rigtigt i, at vi fejrer Jesus’ fødselsdag med en stor fest, men det er måske en overvejelse værd.

Én ting er sikkert; julen handler om noget, der er større end julehjælp, større end julegaver og større end både and, gås og flæskesteg. Den handler om Jesus, der med sit liv gjorde plads til, at Helligånden kunne komme til os og give os del i en kraft, der ikke kan slås ihjel. Det ser måske ikke altid ud af meget – men det er det, og jeg håber, at julens hovedperson får en central plads i din jul, uanset hvordan og hvorledes din jul så ellers forløber.