Du er ikke god nok, som du er, men du er velkommen alligevel

I en tid, hvor mange tilsyneladende kæmper med at føle sig gode nok og med dårlig trivsel, er der helt naturligt kommet et øget fokus på, at vi skal fortælle hinanden, at vi er gode nok, som vi er. Et godt og dejligt budskab.

Samtidig bliver vi dog på utallige platforme bombarderet med indtryk, der giver os en noget anden opfattelse af virkeligheden, at kun det perfekte er godt nok – eller i hvert fald at kun det perfekte er rigtig godt. Så hjælper de trøstende ord om at være gode nok, som vi er, ikke så meget, når vi bliver oversvømmet af følelser og oplevelser, der siger noget andet.

I weekenden var jeg gæst i en kirke, hvor præsten holdt en dejlig prædiken. I løbet af sin prædiken citerede han en præst. Han ved ikke hvilken præst, for det var et citat, han havde hørt fra en anden, som heller ikke vidste, hvem det var – og nu stiller jeg mig så op i rækken og citerer en, der citerer en, der citerer en, der måske er præst.

Men det skal ikke ødelægge budskabet, og måske er der endda en læser, der kan hjælpe med at finde frem til, hvem citatet egentlig stammer fra? Citatet lyder: Du er ikke god nok, som du er, men du er velkommen alligevel. Bliver du igen og igen ramt af følelsen af ikke at være god nok, ikke at være perfekt nok, ikke dygtig nok, ikke lykkelig nok osv., så kan det faktisk være befriende at få at vide, at: Nej, det er rigtigt nok, du er ikke god nok, som du er, du er fuld af fejl, og du er ikke perfekt – men du er velkommen alligevel.

Det er tonen fra det kærlige, rummelige og trygge kristne fællesskab. Du er ikke perfekt, men du er velkommen alligevel. Der, hvor det så for alvor bliver befriende, det er, når Gud siger til os, at han, ligesom vi selv gør, også ser alt det, vi er, alt det, vi indeholder, og alle vores fejl – men at han elsker os ubetinget alligevel.

Og der, hvor man nærmest bliver blæst helt omkuld, er, når Gud sætter yderligere trumf på og siger, ”at på grund af det, jeg har gjort for dig, så er du faktisk god nok.” Løft hovedet. Du er kendt, du er elsket, du er fri.

Det er rigtigt, at Jesus siger, at hvis vi vil følge ham, skal vi adlyde ham – det vil fx sige elske vores næste som os selv, elske vores fjender, ikke gengælde ondt med ondt, ikke tænke dårligt om andre, ikke være utro i tankerne osv. Det er også rigtigt, at bl.a. Paulus lægger vægt på, at der som kristen medfølger en særlig livsstil, men det er ikke et krav om, at det kræver en særlig livsstil, for at Gud vil elske os eller for at kunne være kristen.

Kravene og formaningerne er ikke for at gøre os fortjent til frelsen, men for at holde os fast i troen og er en naturlig konsekvens af at følge Jesus og være lys i verden. Det er en væsentlig forskel. Alligevel kan mange af os i dagligdagen blive ramt af tanken om, at vi ikke er gode nok, hverken som mennesker eller som kristne.

Når vi havner der, så kan det være befriende at få at vide: Nej, du er ikke god nok, du er ikke perfekt, men du er velkommen alligevel, og Gud elsker dig – ikke fordi han lukker øjnene, men fordi du er dig, og fordi han er ham, og det, som han har gjort for dig, gør, at du i hans øjne er god nok.