Et godt bud på en julegave

Hvad giver man kvinden, der har alt? Det spørgsmål stiller jeg mig selv hver eneste jul, når jeg skal finde julegaven til min kone. I år har jeg fundet svaret. Denne jul er et særligt år hjemme hos os, for ugen inden juleaften fylder min kone 50 år, så jeg skal finde adskillige gode gaver. Derfor kom det som en velkommen opgave, da Troens Almanak af Charlotte Rørth dumpede ind ad brevsprækken. Jeg forærede straks anmeldereksemplaret til min kone og gjorde det krystalklart, at det var julegaven. Hun blev ovenud lykkelig. Så allerede her lang tid inden jul har jeg tjek på den vigtigste julegave – og således startede mit gode forhold til den fine Troens Almanak.

Genren er en almanak – altså en slags kalender med indhold. Bogen er i samme serie som Kristeligt Dagblads tidligere almanakker, men denne giver mere plads til læserens egne tanker og noter end tidligere års udgivelser. I år er det Charlotte Rørth, der står for indholdet, og det gør hun rigtig godt. Forfatterens mål er at skabe en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane:

Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag. Nogle kender måske også stilen fra dagbogskonceptet “one line a day”. Meningen er altså hver dag at fange et glimt, et øjeblik eller en refleksion fra dagen. En af inspirationskilderne til bogens struktur er Ignatius af Loyoalas’ kærlige og nådige tilbageblik på dagen.

Bogen er i høj grad præget af læseren, for det kræver en daglig indsats, hvis bogens mission skal lykkes. Forudsat, at man er med på den kontrakt, kan det blive en bog til stor glæde hele året. Mellem datoer og blanke linjer er der smukke billeder og korte, inspirerende tekster. Ved højtider og måneder er der lidt længere passager af et par siders længde.

Nogle af teksterne har Charlotte Rørth selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer hun især over sit ståsted i verden og i Norden og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Hun skriver om at være mor og troende og også barnebarn af en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som hende selv.

Bogen består af mange smukke og inspirerende malerier og digte. Variationen er stor og spændende. Jeg møder personlige favoritter som Simon Grotrian, Thomas Sjöidin og Barbro Raen Thomassen. Charlotte Rørths egne tekster er lige så mystiske, inspirerende og fascinerende som vanligt. Af malerne nyder jeg ro og idyl fra Carl Larsson, rå opstandelseskraft fra “Kristus i de dødes rige” af Joakim Skovgaard og liv fra Dea Trier Mørch. Bogen er en æstetisk nydelse, selvom det fysiske format ikke er stort.

Er det en bog mest for kvinder? Ja, det er det nok, men det vedgår Charlotte Rørth sig også. Hun skriver fra et perspektiv som mor og kvinde uden dog, at det bliver umuligt at være med som mand. Hun har bevidst en overvægt af kvindelige kunstnere, men ikke som mål i sig selv. Bogen kan være et godt redskab til alle til at finde fred og nærvær – man bestemmer jo selv, hvilke linjer man nedfælder, og hvad der har betydning for dagen. Det kan sagtens fungere som en slags trosdagbog, kalender eller struktur for den personlige andagt.

Troens Almanak kan blive en rigtig god bog, hvis du vil være medskaber. Det er ydermere en oplagt gaveide til værtinden, mandelgaven, din mor eller dig selv. Den kan skabe en god ramme for refleksion, taknemmelighed, håb, naturglæde og optagethed af nuet – og det har vi da brug for i det nye år.
Gennem arbejdet med bogen er jeg blevet mere og mere indfanget af dens gode stemning, lækre design og intention, så jeg er altså også nødt til at købe en til min mor i julegave, men det må I altså ikke sige til hende.

Charlotte Rørth:
Troens almanak 2024
215 sider. 200 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag