Her lærer bønder at klare sig på trods af tidens klimakatastrofer

Regnen falder tungt og længe, så floder løber over deres bredder og river huse og husdyr med sig. Markernes tørre jord når slet ikke at absorbere regnvandet, tværtimod river vandstrømmene de øverste frugtbare jordlag med sig ned i floden og ud i det Indiske Ocean.

Det er virkeligheden for 400.000 mennesker i Tharaka-regionen i det centrale Kenya ved den sydlige del af Afrikas Horn. Og det er en af grundene til, at 40 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen på 1 dollar om dagen. Klimaforandringerne har forstyrret regntidens rytme, så bønderne ikke kan planlægge, hvornår de skal pløje, plante og forvente høst.

Situationen efterlader familier i chok og stress. Chok over pludselige oversvømmelser. Stress over regnens uberegnelighed og en jord, der bliver mere tør, som årene går. Tharaka oplever tørke hvert fjerde år; hvert tiende år så voldsomt, at sultkatastrofer lurer.

Opbygger befolkning-ens modstandskraft

Den desperate situation gør danske pinsekirkers hjælpeorganisation International Aid Services (IAS) noget ved.

”I skal ikke blot vente på regn; I skal lære at opbevare vandet, når det kommer!” Nogenlunde sådan lyder budskabet fra IAS’ lokale kontor i Tharaka.
En håndfuld medarbejdere rejser ud i landskabet, samler bønderne i kooperativer og underviser dem i vandopsamling og dyrkning af hårdføre afgrøder og næringsrige grøntsager. Og mest af alt i at være omstillingsparate og kunne tilpasse sig det nye klima, hvor det eneste, man ved med sikkerhed, er, at tørken er kommet for at blive; regnen kan man i hvert fald ikke regne med.

– Vi prøver på at hjælpe befolkningen med at opbygge modstandskraft over for mulige katastrofer. Det kan være dødsfald i familien, en dårlig høst, en oversvømmelse, der tager dit levebrød fra dig. Hvad gør du så? spørger IAS’ projektmedarbejder Evans Ndato retorisk.

Forberedt på naturkatastrofer

Naturkatastrofer sker jo pludseligt; det er ikke noget, man regner med kommer, fortsætter han.

– Men det skal befolkningen her forberede sig på. Når høsten udebliver, eller kvæg og geder går til, hvordan skal jeg så betale skolepenge for mine børn?

– Her lærer vi dem at have flere forskellige indtægtskilder. Vi opretter selvhjælpsgrupper, små kooperativer, hvor de kan låne penge, så de kan fortsætte med at leve deres liv, og så betale pengene tilbage, når deres forretning giver overskud. Vi møder sådan et kooperativ i udkanten af byen Marimanta. Her er 80 kvinder gået sammen om at producere honning fra 40 bikuber, sy tøj og flette kurve. De har også sammen plantet 10.000 træer omkring deres marker. Træer tiltrækker regn, holder på jorden og kaster skygge over afgrøderne, så de ikke tørrer ud i solen. Kirken er også på banen, når der plantes træer for at forhindre, at ørkenen breder sig ned over Kenya:

– Mens vi er her på jorden, er vi sat til at forvalte Guds skaberværk. Det kan vi for eksempel gøre ved at plante træer som i Edens have, siger pastor John Nyaga.

Mål: 15 milliarder træer

De kenyanske myndigheder har en vision om at plante 15 milliarder træer i Kenya inden år 2032. Tørken breder sig, så 80 procent af landet enten er helt udtørret eller godt på vej til at blive det. Derfor er træplantning en integreret del af kooperativernes indsats. Det ser vi i Chiagarika, Mutaranga og Manduru, som er nogle af de landsbyer, vi besøger. Små planteskoler med spirer og skud, der skal plantes ud i rette tid.

I Mutaranga møder vi Johnny Mugabe, der har plantet en hel lille skov rundt omkring sin gård. I træernes grene har han placeret bikuber, så han kan producere og sælge honning fra gården.

– Kurset fra IAS blev et vendepunkt for mig, fortæller han, mens han viser små kanaler, han har dannet, så regnvandet ledes ned til en køkkenhave bag et af husene: – Jeg lærte at dyrke grøntsagerne selv i stedet for skulle bruge penge på at købe dem på markedet.

Køkkenhaver giver overskud og indtægt

For ja, en køkkenhave kan også blive en lille forretning, så man ud over eget forbrug også kan få en indtægt. Vi møder den samme historie i landsby efter landsby:

– På kurset fra IAS lærte jeg at plante forskellige afgrøder i min køkkenhave, ikke kun majs, men også spinat og sukumawiki, fortæller Feli Makenda fra Chiagarika. – Før skulle jeg betale for at købe grøntsager, men vi havde ikke altid nok penge. Nu dyrker jeg grøntsagerne selv. Hun er gift og har en lille pige: ”Grøntsagerne giver kroppen energi og gør os sunde,” tilføjer hun.

Hendes nabo har deltaget i samme kursus. Joni Mwanya fortæller, at grøntsager var noget, de før købte på markedet; nu dyrker de dem selv. Og de bruger konsekvent almindelig gødning fra køerne.

– Vi bruger hverken kunstgødning eller ukrudtsmiddel, fortæller han stolt.

Vandopsamling er helt afgørende

Men ingen dyrkning uden vand. Derfor er vandopsamling og kanalisering helt afgørende. Vi besøger Jari Mtui og hans kone Elisabeth i landsbyen Gankamba. Elisabeth viser vandtanken frem, der står ved siden af huset og samler rent drikkevand fra bliktaget. Jari viser stolt en vanddam, der kan samle op til 16 millioner liter regnvand.

”Mens vi er her på jorden, er vi sat til at forvalte Guds skaberværk.
Det kan vi for eksempel gøre ved at plante træer som i Edens have”
Pastor John Nyaga.

En gravko har lavet hullet, og mændene fra kooperativet har udjævnet og stampet jorden, så hullet er klar til den dug, Jari Mtui har bestilt fra Nairobi. Når regnen kommer, rinder vandet ad naturlige bække ned i dammen, og så skulle der være vand nok til både marker og køkkenhaver. I Manduru møder vi Solomon Kirugi, hvis vanddam er helt færdig og nu står helt fyldt med regnvand. Vandet er brunt, netop fordi den voldsomme regn river jord og støv med sig. Men det betyder mindre, når vandet skal bruges til køkkenhave og marker.

– Der er vand nok til hele tørtiden, fortæller han.

Også Solomon Kirugi deltog i et IAS-kursus, hvor han lærte at lave damme til opbevaring af regnvand. Han er blot en af 40 bønder i området, der har fået hjælp af IAS til at oprette vanddamme og på den måde strække regntidens velsignelser til hele tørtiden.

Der skal ske en mentalitetsændring

– Det handler om tilvænning, tilpasning. Sporadisk regn og lange tider med tørke er ikke længere en overraskelse. Derfor skal befolkningen indrette sig på den nye virkelighed, så de ikke bliver chokerede eller stressede over det ustadige vejrmønster, fortæller IAS’ projektmedarbejder Evans Ndoti.

– Der skal ske en mentalitetsændring, så folk er forberedte på tørke og oversvømmelser og tager deres forholdsregler. For eksempel ved at opsamle vand, ved at dyrke varieret og ved at have flere indtægtskilder ved siden af hinanden.

IAS er en kristen organisation; hvor kommer det åndelige ind henne?

– Vi fortæller om krisehåndtering ud fra Bibelen. At Gud er herre over kriserne, og at vi kan bede til ham i krisetider. Vi opfordrer også folk til at rykke sammen, hjælpe hinanden og arbejde sammen til fælles bedste.

– Der er meget, vi ikke kan klare som enkeltindivider. Vi kan ikke selv gå op imod skovrydning. Men som fællesskab kan vi plante flere træer. Beskytte vores bakker, vores floder. Vi tackler vores udfordringer sammen. Det er en kristen tanke. Desuden bliver kirkebygningerne brugt som flygtningecentre, når folk har mistet hus og hjem ved oversvømmelser. Og kirken er også et moralsk bolværk, som modvirker tyveri og hærværk, når et samfund går i opløsning.

– Når folk ikke har tag over hovedet, er det ikke alene deres problem. Det er vores problem, vores ansvar at åbne dørene for dem og hjælpe dem videre i livet, siger Evans Ndoti.

IAS er kirkens hænder

Hans tilgang falder fint i tråd med Tonny Jacobsens syn på kirkens ansvar for klimahåndtering. Han er præst i Bykirken i Vejle, pressetalsmand for pinsekirkernes netværk Mosaik og formand for FrikirkeNet.

– Som kirke må vi også erkende, at vi i den rige del af verden er ansvarlige for, at jorden lider. Vores overforbrug i nord går ud over de fattigste i syd. Gud har givet mennesket ansvar for sit skaberværk, men det ansvar har vi ikke forvaltet særligt godt.
Derfor er nødhjælp og klimahjælp en helt central opgave for kirken. En opgave, der blandt andet varetages af organisationer som IAS, siger han og tilføjer:

– IAS er kirkens hænder, der formidler de kristne værdier i praksis.

Hvordan hænger det sammen med kirkens åndelige opgave?

– Vi er som kirke forankret i håbet, og hjælpearbejdet er en måde, hvorpå vi trækker håbet ind i menneskers konkrete liv. Når vi tror på det evige liv, smitter det af på det jordiske liv nu og her. Vi gør verden lidt bedre, indtil det hele bliver godt, slutter han.