Kirken er flyttet ind i Pusher Street

I august prøvede en gruppe christianitter at lukke Pusher Street med tre containere. Også Christianiakirken gik ind i kampen mod vold og narko. I september 2023 viste kirken således filmen ’Korset og Springkniven’ med en af containerne som lærred.

Da en gruppe beboere i sommeren 2023 prøvede at lukke Pusher Street i Christiania, opstillede de tre containere. Nu har Christianiakirken lejet disse containere og bruger dem i arbejdet, blandt andet til kunstudstillingen ”Min elskede narkoman”.

Dette og andre spændende initiativer fortæller Phillip Clarke fra Christianiakirken om med et citat fra Esajas 43, 18-19: ”Herren siger: … Nu vil jeg gøre noget helt nyt! Det spirer frem allerede. Ser I det ikke? Nu baner jeg en vej igennem ørkenen og lader vandstrømme bryde frem i ødemarken.”

Idékonkurrence skulle stoppe narkosalg og vold

– Der sker noget nyt på Christiania: En nat i august 2023 udførte en gruppe christianitter en livsfarlig undercover aktion for at lukke Pusher Street: De blokerede simpelthen gaden med tre skibscontainere. Desværre fik hashhandlerne skubbet dem til side allerede næste morgen. Men beboernes væmmelse over den stigende vold, der følger den illegale handel, nåede kogepunktet to uger senere, da fem mennesker blev ramt af pistolkugler under en likvidering.

Her kan man se, hvordan skiltet i Pusher Street udviklede sig i dialog med sabotagen. Nogle har kommenteret, at det forstærkede budskabet, og at billedet kun blev smukkere af det.

Fristaden holdt derefter en lang række fællesmøder for at opnå en enstemmig beslutning om at stoppe alt salg af marijuana. Dette førte til idékonkurrencen ’Fra Pusher Street til…?’ i håbet om at skitsere en anderledes fremtid for gaden, fortæller Phil Clarke.

Drab ændrede holdningen til Pusher Street

Christianias markant ændrede holdning til Pusher Street — eller ’gaden’ — startede tilbage i juli 2021, da en ung christianit blev dræbt ved en fejltagelse. Der var tale om et likvideringsforsøg. Drabet udløste fristadens initiativ med titlen ’Nok er Nok’. Det fik også Christianiakirkens præst, John Andersen, og Leah Robb, som er kunstner og med i kirkens ledelse, til at tage en stor plade ud i gaden, hvor Leah malede en bøn og et vandfald på skiltet.

Vind, vejr og enkelte tilfælde af hærværk mod skiltet gav ofte Leah anledning til at opholde sig på stedet for at vedligeholde skiltet – og det medførte en naturlig kontakt med de mennesker, der færdes i miljøet.

Container som atelier

I 2022 delte John en tanke med Leah: ”Ville det ikke være fedt, hvis du fik mulighed for at have en container som atelier i Pusher Street?” Leah var enig, selv om hun ikke vidste, hvordan det kunne lade sig gøre.

Leah Robb viser sin udstilling til en besøgende i Pusher Street i december 2023. Hele udstillingen vises desuden i Kulturhus Bunkeren i Aarhus fra den 13. januar til den 24. februar 2024.

Men i august 2023 stod der pludselig hele tre containere i Pusher Street. Herefter søgte Leah i samarbejde med kirken om tilladelse til at leje containerne for blandt andet at vise sin udstilling ’Min elskede narkoman’. Udstillingen består af en række kunstværker, som Leah har skabt efter at have oplevet en kær vens tilbagefald i heroinmisbrug.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Min elskede narkoman”

Udstillingen vækker nysgerrighed blandt de 2-300 mennesker, der har set den i ”gaden”, og det har ført til nogle helt særlige dialoger mellem Leah og de besøgende: ”Jeg stod pludselig overfor en hulkende mand, der fortalte, at han var narkoman, og at udstillingen rørte ham, som han aldrig før havde oplevet det. Manden fortalte også, at han var kristen og engang havde været missionær,” fortæller Leah Robb.

Kirken i containerne

– Når Anette Wulf, der også er med i ledelsesteamet, passer udstillingen, får hun jævnligt mulighed for at fortælle mennesker om Guds kærlighed og det gode budskab om Jesu frelse. Og mange af gæsterne siger ja til at blive bedt for, fortæller Phil Clarke.

På billedet ses en gruppe fra UMO i Norge, som holdt lovsang i ’The Living Room’ containeren i december 2023.

– Udover udstillingen har kirken skabt ’The Living Room’ i en anden container, hvor vi har lavet en stue med genbrugsmøbler. Her holder vi lovsang og deler vidnesbyrd om vores kristne tro. Christianiakirken vil gerne fortsætte med at være til stede i gaden i denne afgørende tid i forventning om, at Gud vil gøre noget stort i Pusher Street. Men vi mangler midler og mandskab. Hvis du har lyst til at hjælpe, kan du bede for os eller bidrage med en donation via kirkens MobilePay nr. 439064 eller igennem Missionsfonden, projektkode 5959, slutter Phil Clarke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Udstilling om det at være nær pårørende til en person i misbrug

Her ses Leah, mens hun malede skiltet, som har et vandfaldsmotiv, der symboliserer Guds kærlighed. Leah fortæller, at hun længes efter at se Guds kærlighed ”strømme igennem byen, gaden og os”.

Mange i Danmark er pårørende til en person, som er blevet misbruger af alkohol, stoffer, ludomani eller lign. Hvad gør det ved én, når et menneske, man elsker, er ramt af misbrug? Svaret er, at det påfører en overvældende blanding af følelser som smerte, magtløshed, uvished, vrede, angst, og skam.

Leah ønsker igennem sin udstilling at vise, at man ikke er alene, fordi andre forstår vilkårene. Hun ønsker at hjælpe både misbrugere og pårørende til at bearbejde deres situation ved at få kontakt til deres følelser. Udstillingens mål er desuden at skabe dialog om rusmidler i håbet om, at vi kan udruste vores unge til at træffe bevidste valg og give en mere effektiv behandling til dem, der ryger ud i fx medicin- eller stofafhængighed.

Se programmet for den kommende udstilling i januar i Kulturhus Bunkeren i Aarhus i FO-Aarhus.